Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 353 – 19. august 2016 – side 11

Film

The Hunting Ground

Anna Wolf

En film om voldtægtskultur på amerikanske universiteter.

The Hunting Ground

Kirby Dicks dokumentarfilm The Hunting Ground er en tankevækkende præsentation af voldtægtskultur på amerikanske universitetscampus, uretfærdighed og den profitindustri, der ligger bag de amerikanske universiteter som virksomheder.

Filmen åbner med klip, der viser unge kvinders og mænds reaktioner på at være blevet optaget på deres drømmeuniversitet mens den højtidelige melodi, der traditionelt spilles ved dimissionen på amerikanske universiteter, spiller i baggrunden. Tonen slås an med universitetslivets sammenhæng med ungdom, håb, fremtid.

Derfor er effekten så meget mere slående, da vi i løbet af filmen hører de personlige historier fra kvinder, og også et par mænd, der fortæller deres del af den historie, der er bagsiden af det amerikanske universitetsmiljø; historier om de voldtægter, der foregår på universitets område og ofre/overlevere, der møder en mistroisk og ignorant ledelse.

Filmen introducerer også Andrea Pino og Annie Clark fra University of North Carolina, der begge har været igennem en voldtægt på universitetets område, mødt en mur af tavshed fra administrationen og siden sammen taget sagen i egen hånd.

De har startet et supportsystem for voldtægtsoverlevere over hele USA, der er vokset til et aktivist-netværk med indflydelse på mange universiteter. Og det er der brug for, tydeligvis. Historierne fra de mange forskellige overlevere er så ens, at det er skræmmende.

Historien om skam og tvivl, men også en dyb overbevisning om, at der selvfølgelig er hjælp at hente. Men som tidligere lektor på Wesleyan University, Claire Potter påpeger: “Det er en administrators første job at beskytte institutionen fra skade, ikke den studerende.”

Profit og prestige

Dette udsagn bliver sigende for en lang række ubehagelige sandheder, der dukker op efterhånden som det tætte netværk af universiteter, forretningsfolk og sportsindustri udfolder sig. En skade på universitetet er en skade på skolens navn og rygte; et dårligt ry er mindre prestige; mindre prestige er færre ansøgere og færre donationer; færre penge er mindre profit.

En profitdreven tænkemåde forklarer, hvorfor skolen holder fraternities – prestigefyldte studenterforeninger eller ’broderskaber’ for mænd, der praktisk talt er et springbræt til erhvervstoppen efter endt studietid – i hævd på trods af deres misogyne ry og historie med seksuelle overgreb til deres fester. I 2013 kom næsten 60 procent af alle donationer på over 100 mio. dollars til amerikanske universiteter fra tidligere fraternity-medlemmer.

Der er prestige og penge i foretagendet. Det samme er der i stjerneatleter og andre, der på den ene eller den anden måde er økonomisk indbringende for universitetet.

Dette er ikke historien om mænds uforanderlige seksuelt aggressive natur. Voldtægtskultur er et frastødende og problematisk aspekt af universitetskulturer rundt om i verden, der udgøres af en utroligt lille procentdel af mænd.

Dette er historien om, hvordan sexisme og kvindeundertrykkelse er tæt sammenvævet med kapitalismens strukturer og systemer. Den victim-blaming, udskamning og mistro, der beskrives udspringer af universiteterne, der beskytter deres interesser.

Håb om forandring

Pino, Clark og tusindvis af andre overleveres aktivisme kan måske ændre tingenes tilstand. Filmens afslutning er fuld af håb på trods af de grimme statistikker og de barske historier. Hvad der startede som en slags juridisk aktivisme for at få rettighederne på plads er vokset til en landsdækkende bevægelse, der har sat problemet på den politiske dagsorden og måske sat gang i forandringen.

The Hunting Ground er for socialister og alle, der kan se systemets fejl, en film, der på tankevækkende vis skildrer de yderste konsekvenser af et uddannelsessystem, hvor institutionerne køres som profitdrevne virksomheder.

Men den indeholder også historien om, hvordan studerende, og mennesker i almindelighed, i fælles kamp kan forandre tingenes uretfærdige tilstand.

Flere artikler fra nr. 353

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Anna Wolf

Siden er vist 1625 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside