Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 19. august 2016 – side 13
Hvad mener socialister om terror?
Charlie Lywood
Hvad skal socialister mene om den bølge af terrorhandlinger, som præger både Europa, USA, Mellemøsten og den Indiske Halvø?
Foto: WikiPedia
I det herskende klima af frygt, sensation og, først og fremmest, islamofobi er det nemt at miste overblikket.
Socialister hader, når mennesker mister livet, både her og (hvor de fleste dør af terror) i resten af verden udenfor Europa. Det begræder vi. Men vi skal også forstå, hvad der står bag. Og ikke mindst hvordan det kan undgås.
Terror er ikke noget nyt. Længere tilbage i historien har terrorhandlinger fra undertrykte grupper eller nationalistiske bevægelser været mere normen end undtagelsen.
Det er vigtigt at forstå, at terror er en metode, som bruges i en politisk kontekst. Enten som hævn, som formodet kim til forandring ved at nedbryde statens modstand eller et forhandlingsudspil.
I Daeshs (IS/ISIS) tilfælde begrundes det som hævn for bombning af dem. De tager så at sige krigen hjem til dem, som angriber dem. “Stop bombning og vi stopper terror” er deres budskab. Eksempelvis brugte de først terror i Tyrkiet, efter at det ulovlige salg af olie fra kalifatet, som blev ført gennem Tyrkiets territorium, blev stoppet af Tyrkiet.
Men terror bruges ikke kun af oprørere. De forskellige magthavere, som råder over masseødelæggelsesvåben, droner og mægtige hære, der kan sættes ind der, hvor de har en interesse, bruger også terror som en metode til at opnå politiske fordele.
Vi kalder det bare ikke “terror”, da det er stater, som udøver det. Men set ud fra den befolkning som rammes af for eksempel en atombombe i Hiroshima eller tæppebombning i Vietnam, så opleves det som terror.
Hvad skaber terror?
Socialister tager afstand fra brugen af terror.
Statsterror, som vores magthavere forsvarer som retfærdig, skal afsløres for, hvad det er. Det er en måde, hvorpå stater fastholder deres magt, adgang til og kontrol over markeder og privilegier. Det er magthavernes terror.
Derimod er terror begået af undertrykte nationer og befolkningsgrupper udtryk for, at de typisk er totalt militært underlegne i forhold til de statsmagter, de står overfor. Derfor har socialister altid forsøgt at sætte terror ind i et perspektiv.
Apartheid-systemet skabte ANC i Sydafrika gennem brutal undertrykkelse af det sorte flertal. ANC brugte terrorbombninger af strategiske industrier og politistationer i deres kamp, og mange uskyldige gik også til. Det samme gælder IRA i Nordirlands kamp for det katolske mindretals rettigheder og samling af Irland.
Det, som har skabt Daesh i Irak/Syrien i moderne tid, er Vestens udsultning og smadring af den irakiske stat og indsættelse af en sekterisk (shia)regering til at holde den tidligere Barth-bevægelse nede. Men medvirkende er også Vestens (og Ruslands) jagt på olie og geopolitisk indflydelse i Mellemøsten samt stribevis af bombninger, som har dræbt mange, mange flere end Daesh’ brutale styre og deres tilhængeres terror-drab i nogle vestlige lande.
I øvrigt er 95 % af ofrene for terrorhandlinger begået af Daesh foregået i muslimske lande og blandt muslimer.
Mere at sige
Selv om pilen peger på vores herskende klasser som hovedansvarlige for de betingelser, som fører til terrorhandlinger i Vesten, er der mere at sige.
Sagen er den, at terror er en metode, som ligger meget fjernt fra socialisters holdning til, hvordan verden kan ændres. Terror betyder, at den almindelige befolkning bliver skræmt, og det er meget nemmere for regeringer at indføre mere militær, politi og restriktioner af de friheder, som folk har tilkæmpet.
Terrorhandlinger styrker også det ekstreme højre, som vi ser det i dag overalt i Europa. Mens hundrede tusinde franske arbejdere slås mod nye arbejdsmarkedslove, er al opmærksomhed rettet mod “terroristerne” og kampen mod dem. De samme undtagelseslove og beføjelser til politiet, som Hollande har indført og forlænget, kan nu bruges mod almindelige arbejdere.
Dehumanisering
Terror er heller ikke til de bevægelsers fordel, som bruger det. Regeringer får meget mere magt til at bombe endnu mere, da man kan udstille dem, der står bag som ”en dødskult” eller barbarer. På denne måde lytter færre og færre til de mange gange helt forklarlige grunde til, at for eksempel Daesh er opstået.
Søren Espersen kan fremføre argumentet om, at de civile i de områder, hvor man bomber, må være nødvendige ofre i “krigen mod terror”. På denne måde dehumaniseres muslimer i al almindelighed. Og trykket mod muslimer i de lande, de er emigreret til, styrkes.
Men der er endnu et argument, som er vigtigt: Terror er en handling som begås af enkeltpersoner og planlægges i al hemmelighed. I sagens natur er der ingen kollektivitet i dette. Enkeltstående “helte”-gerninger, hvor “helten” oftest dør, er muligvis en inspiration til de allerede overbeviste, men afskyes af næsten alle andre.
Tilmed bliver folk lammet af terror og vil gerne vise empati for dem, det er gået ud over. Derved undergraves muligheden for rent faktisk at reflektere over at ændre de uretfærdigheder, som eksisterer både i Mellemøsten og i de vestlige lande.
Det er næsten umuligt at rejse en debat om, hvorfor terror sker, da “forståelse” bliver forvekslet med “accept”, og derved er man stemplet som terroristsympatisør.
I mangel af bedre
Daesh har nemlig ikke noget svar på, hvordan de reelle problemer for de arabiske masser løses. Kalifatet kan ikke skaffe elektricitet, rent vand, arbejde, uddannelse, god sundhed, afskaffe korruption og nedbryde de sekteriske skel.
Daesh har en opbakning, fordi andre har fejlet. Først og fremmest da det arabiske forår i 2011-13 blev slagtet af kontrarevolution i Egypten. Bevægelsen væltede den korrupte og diktatoriske Mubarak og bragte Det Muslimske Broderskab til magten, men den herskende klasse både i Egypten og Saudi Arabien (og deres allierede) ville ikke acceptere demokratiets stemme og væltede Morsi med et militærkup.
I dag fordømmer alle det fejlslagne militærkup i Tyrkiet, men i Egypten accepteres Sissi og hans militær-bødler af USA og Vesten. Ikke et eneste ord i fordømmelse faldt der. Ikke underligt at mange arabere, som gerne vil ændre tingene, ikke giver ret meget for Vesten og deres ledere. De betragtes som hyklere og besættere af mange.
Desperation
De seneste ensomme ulves terror mod civile i vestlige lande med pistoler, lastbiler, økser og knive er en konsekvens af to ting. Dels en opfordring fra Daesh til deres tilhængere om at slå ihjel helt uden skelen til, om det er strategisk eller ej.
Dels at der er en grobund i Vesten for denne opfordring. Det betyder ikke at Daesh er almægtig, men at desperationen er meget stor hos et mindretal af muslimer i Vesten. Og specielt hvis de i forvejen ikke har så meget at leve for. Så giver “helte”-døden en eller anden form for mening.
Men det fører ikke til noget andet end endnu et nøk til højre og endnu et nøk til en mere repressiv stat.
Svaret mod at bruge terror som metode er at bygge bevægelser både herhjemme og i Mellemøsten, som bygger på massekamp som strategi.
Det er kun, når vi er mange nok, forenede nok og beslutsomme nok, at vi kan møde imperialismens magt med en reel modmagt.
Daesh er svag og kan ikke engang i de territorier, som de besidder (som skrumper ind) levere det, der er brug for. Derfor er deres desperate terroraktioner dømt til at mislykkes, men reaktionen på dem sætter den virkelige kamp for forandring tilbage.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed