Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 9. september 2016 (Kun online)
Kapitalismen, ikke socialismen, har ansvaret for Venezuelas krise
Dave Sewell
Højrefløjen siger, at hvis vi stemmer på en socialist som fx Jeremy Corbyn, så vil Storbritannien ende som Venezuela. Men Venezuelas problem er ikke for meget socialisme, men for lidt.
Præsident Nicolas Maduro er begyndt at anvende desperate autoritære midler.
Foto: Flickr / Global Panorama
Landet, hvis tidligere præsident Hugo Chavez proklamerede “socialisme for det 21. århundrede”, er i dyb krise. Venezuela har verdens højeste inflation – 720 procent, og den stiger stadig. Landets valuta er styrtdykket til mindre end 1 procent af sin officielle værdi, hvilket gør det svært at importere fødevarer.
Sult er udbredt. For at købe mad i de statsstøttede butikker, hvor der er priskontrol, skal man stå i kø i fire timer, og de er kun åbne på visse dage, og sommetider får man alligevel ikke noget.
Der er mangel på medicin og hygiejne-produkter. Kroniske strømafbrydelser har fået fabrikker til at lukke, og ansatte i den offentlige sektor har kun en to-dages uge. Et stigende antal mennesker udvandrer eller er afhængige af varer, som slægtninge i udlandet sender til dem.
Hvad er årsagen til denne katastrofe?
Højrefløjen siger, at markedskræfterne sikrede en stabil økonomi, indtil Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro forstyrrede dem. I virkeligheden er det en krise i det kapitalistiske system, som de ikke konfronterede.
Det største problem er det voldsomme fald i prisen på olie, Venezuelas vigtigste eksportvare. Da olieprisen var høj, kunne Chavez finansiere fattigdomsbekæmpende programmer uden at konfrontere de rige. Det kan Maduro ikke længere gøre.
I mellemtiden har alvorlig tørke gjort, at de vandkraft-dæmninger, som skulle producere strøm til Venezuela, ikke fungerer. Ingen af disse problemer har den tidligere buschauffør, Maduro, ansvaret for.
Selvfølgelig har et årti med afhængighed af olieindtægter ikke hjulpet. Men Venezuelas magthavere fulgte blot den absurde kapitalistiske logik om, hvad et ressource-rigt land skal gøre i en tid med høje priser.
Det eneste, den venezuelanske højrefløj og dens amerikanske og europæiske imperialistiske støtter ville have ændret, var, at de fattige ikke skulle have en andel af olieindtægterne.
Dagens krise ville være langt værre i et Venezuela uden fødevare-tilskud eller priskontrol.
Ifølge nogle undersøgelser støtter omkring halvdelen af befolkningen nu hverken Maduro eller højrefløjs-oppositionen.
Højrefløjen repræsenterer de kræfter, der forsøgte at vælte Chavez i 2002 og ledede en voldelig gade-bevægelse mod Maduro i 2014. Den viste sin foragt for almindelige mennesker og for demokrati.
Desperat
Men Maduro selv tyr til mere og mere desperate autoritære midler. Soldater er blevet indsat for at holde orden. Det blev kortvarigt forbudt at bruge de meget anvendte motorcykler i gaderne i byen Cumana for at slå ned på “plyndring”. Et dekret gør det muligt at tvangsudskrive arbejdere til 60 dages tvunget landbrugsarbejde.
Dette er som at forsøge at sætte et hæfteplaster på et gabende sår – eller at holde tidevandet tilbage med trussel om magtanvendelse.
Socialisme ville betyde, at menneskelige behov, ikke profit, var det grundlag, samfundet var organiseret efter.
Vi så muligheden for dette efter 2002-3, hvor fattige venezuelanere mobiliserede i millionvis for at besejre et kup og en arbejdsgiver-strejke.
Selvorganiseringen blomstrede og repræsenterede ikke bare et håb om forandring, men en kraft, der kunne virkeliggøre håbet.
Den venstreorienterede regering gjorde alt for at overtage kontrollen med eller begrænse denne selvorganisering.
Den besluttede tidligt at tilpasse sig til kapitalismen – og nogle blev meget rige.
Store industrier forblev hovedsagelig på private hænder. Vigtige sektorer blev nationaliseret, men det betød blot, at det nu var embedsmænd, der fulgte markedets prioriteter på internationalt plan.
Andre virksomheder blev med rette overtaget, efter at arbejdere havde kæmpet for at redde deres job. Men uden en dybere socialistisk omdannelse af økonomien kunne de ikke få succes.
Men nu er folk begyndt at råbe i kor i fødevare-køerne. I 1989 var det et fald i olie-priserne, økonomisk katastrofe og nyliberale angreb, der udløste “Caracazo”-optøjerne, der markerede begyndelsen til enden for den gamle politiske elite.
Hvis det sker igen, får vi et glimt af, hvad socialisme virkelig handler om: Arbejdere, der kæmper mod kapitalistiske prioriteringer for at forsvare deres egne interesser.
Udfordringen bliver at føre det videre, end Chavez gjorde.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2519, 30. august 2016.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed