Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 353 – 13. september 2016 (Kun online)

Den franske sociolog Christine Delphy taler mod islamofobi

Had, der har dybe rødder

Burkini-forbuddet har chokeret mange mennesker, men racismen bag det har rødder, der går mange år tilbage. Franske politikeres og mediers fokus på islam gør racismen respektabel.

Respekterede forfattere bliver ved med at skrive bøger, der argumenterer for, at vi er nødt til at slippe af med udlændinge, der ønsker at påtvinge en fremmed livsform på vores traditioner.

Christine Delphy (Foto: Matthisvalerie)

Christine Delphy er en fransk sociolog, feminist, forfatter og teoretiker. Hun var medstifter af Mouvement de Libération des Femmes (Kvindernes Befrielsesbevægelse) i 1970.
Foto: Matthisvalerie

Niqab’en blev forbudt i 2010. Ud af en befolkning på 65 millioner, påvirkede det omkring 200 kvinder. Love, der begrænser, hvad muslimske kvinder må bære, viser, hvor optaget de franske magthavere er af “identitet”.

Tilsvarende vedrørte loven, der i 2004 forbød tørklæder i skolerne, et par hundrede tvister, der skulle have været løst lokalt.

Netop det, at denne lov var så barsk og ude af proportioner, begyndt at få nogle af os til at blive meget bekymrede.

En undersøgelse af forfatteren Pierre Tevanian viste, at skoleelever ikke var generet af deres klassekammerater, der bar hovedtørklæder. De gik ind for accept.

Men der blev gjort en masse arbejde for at ændre den offentlige mening.

Noget af dette blev gjort af højrefløjen, noget af afhoppere fra venstrefløjen og noget af personer, der blev fremstillet som repræsentanter for feminisme.

De er alle besat af synlige tegn på den muslimske religion, men det er især en besættelse af muslimske kvinders og pigers påklædning.

De angriber også jævnligt den muslimske religion i sig selv. Det faktum, at Islam ikke har en pave eller et officielt hierarki, som de kan henvende sig til, som de fleste kristne religioner har, generer dem virkelig.

Så i årevis har der været snak om at skabe et “Frankrigs Islam”, og nu har regeringen oprettet en “Stiftelse for Frankrigs Islam”.

Islamofobiske

Den mand, der skal lede den, Jean-Pierre Chevènement, har sagt ting, som er på randen af islamofobi.

Chevènement hævder også, at der er to modeller, den “franske model” med kulturel assimilation og den “angelsaksiske” model med multikulturalisme.

Angiveligt lever de forskellige grupper i Storbritannien og USA side om side, men er adskilt, hver med deres egne regler og love.

Naturligvis er dette helt forkert. Hvor der er adskillelse, er det, fordi muslimer stigmatiseres, skubbes væk og udelukkes.

På en måde er denne islamofobi en fortsættelse af fransk kolonialisme. Frankrig erobrede Algeriet i 1930, men algeriere var, ligesom folk i Fransk Indokina, aldrig borgere. De var underlagt særlige love, fyldt med undertrykkende, diskriminerende foranstaltninger.

Tilbagekaldt

Denne “lov om indfødsret” blev først ophævet i 1945, samme år som kvinder fik stemmeret.

Helt frem til i dag har det franske samfund aldrig accepteret efterkommerne af de mennesker, der blev koloniseret. Mennesker, der er født i Frankrig, anses stadig for at være udlændinge.

Det sprog, der bruges, er sigende. De er “anden-generations-indvandrere”, “tredje-generations-indvandrere” og så videre.

Selv i fjerde og femte generation fortsætter de med at være “indvandrere”.

Dette er absurd. En indvandrer er en person, der blev født et andet sted og lige er kommet her, det er ikke noget, der videregives genetisk.

Folk, der er født i Frankrig, anses stadig for at være udlændinge.

De får at vide, at de skal gøre sig usynlige, men racismen betyder, at de altid vurderes efter deres hudfarve.

Racismen har gjort det franske folk dygtige til at genkende arabere, selv om deres hudfarve er meget lig mange “etnisk franske” mennesker.

Dette udtryk, “etnisk fransk”, er i sig selv en nyere opfindelse, og den er meningsløs.

Nedstammer

Hvide mennesker i Frankrig nedstammer ikke bare fra gallerne, der levede her for tusinder af år siden.

Århundreders invasioner, folkevandringer og blanding gør det umuligt at adskille en særskilt “fransk” etnicitet.

Nogle er mere ligefremme end andre om, hvad det betyder.

Nicolas Sarkozy (Foto: World Economic Forum)

Den højreorienterede tidligere præsident Nicolas Sarkozy.
Foto: World Economic Forum

Fx er der på den hårde højrefløj omkring tidligere præsident Nicolas Sarkozy endda blevet sagt, at “Frankrig er et land for den hvide race”.

Det er, hvad det egentlig handler om – at sige, at der er de hvide og “de andre”.

Fx deltog Sarkozys daværende indenrigsminister Brice Hortefeux i 2010 i et kampagnemøde. En kvindelig aktivist præsenterede ham for en ung mand af nordafrikansk oprindelse og sagde, at det var i orden, fordi “han spiser svinekød og drikker alkohol”.

Svinekød i skolekantiner er en rasende debat. Muslimske børn kan ikke spise svinekød, så nogle kommuner tilbyder en alternativ menu uden svinekød. Andre kommuner nægter absolut og siger, at i en republik er der én menu.

Dette får en utrolig mængde plads i medierne. Så der er faktisk en offentlig debat om fransk identitet, der går på, om man spiser svinekød eller drikker alkohol.

Der er en grundlæggende fejlfortolkning af, hvad sekularisme er.

Sekularisme skulle handle om at forhindre religion i at påvirke staten, ikke at bandlyse den fra det offentlige rum.

Grundlæggende

Det er derfor, Frankrigs højesteret fastslog, at burkini-forbuddet gik imod de grundlæggende frihedsrettigheder, som er stadfæstet i forfatningen.

Uforsonligheden hos de borgmestre, der pålagde forbuddene, tvang retten til at ophæve forbuddene fra sag til sag.

Retten vil i sidste ende ophæve dem alle, med visse omkostninger, og borgmestrene accepterer det.

Så Sarkozy og andre højreorienterede kritiserer dette. De kræver en lov, der forbyder burkinien, som om burkinien var et spørgsmål af national betydning!

Dette vil sandsynligvis ikke ske, da det ville betyde, at man skulle ændre forfatningen.

Frankrig har allerede gjort sig til grin internationalt. Hvis vi omskrev forfatningen af hensyn til et par dusin burkinier, tror jeg, vi ville blive en paria-stat.

Men islamofobien vil helt sikkert fortsætte, nu da den er nået så langt.

De vigtigste partier bruger alle grundlæggende de samme udtryk som det racistiske Front National. De adskiller sig fra Front National, fordi de er konkurrenter ved valgene, men de fokuserer alle på fransk “identitet” og “nationen”.

De siger, at Frankrig er landet med “mænds rettigheder” [droits de l’homme / rights af man] – og det er, hvad menneskerettighederne stadig kaldes i Frankrig.

Når jeg taler med menneskerettighedsaktivister om at ændre det, siger de, at det fastholder en forbindelse til sproget i den franske revolution.

De foretrækker at henvise til noget, der skete i Frankrig for mere end to århundreder siden, frem for til resten af verden i dag.

Vores nuværende regering kalder sig socialistisk, men indtager de samme holdninger som højrefløjen.

Premierministeren Manuel Valls taler evigt og altid om, at tørklædet er hovedproblemet og hans vigtigste kamp i Frankrig.

Situationen er vanskelig, fordi selv blandt det, der kaldes “venstrefløjens venstrefløj”, er der fjendtlighed over for islam.

Det er skjult bag et slør af anti-religiøs retorik, men det er meget totalitært.

Nogle af os har forsøgt at opbygge modstand mod det de sidste 12 år, men med ringe succes.

Mens nogle feminister er begyndt at bevæge sig væk fra deres anti-tørklæde holdninger, er det relativt få i antal.

Organisationer

Men vi ser nye grupper af afro-feminister, der kigger mod den sorte feminisme, der er udviklet i USA, og mod organisationer, der ikke accepterer hvide medlemmer.

Jeg ønsker dem succes, men de kunne nemt stå over for juridiske udfordringer.

Frankrig er ved at blive et så ødelagt land – vi ved ikke, hvad fremtiden bringer.

Sociologen Said Bouamama skrev en meget god artikel for nylig, der advarede om, at betingelserne for en pogrom var ved at blive skabt.

I en vis forstand, viser angrebene i Paris mod franske civile fra tilhængere af ISIS sidste november, at der vil være en vis genklang for denne følelse.

Frankrig sætter sig selv i fare. Frankrig handler, som om den ønsker en borgerkrig som en undskyldning for at udrydde muslimerne.

Jeg ville ønske, jeg kunne være mere optimistisk – men betingelserne for en borgerkrig er der.

Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2521 (kun online), 12. sep. 2016.

Se også:
SAA 353: Strejkerne i Frankrig: Mod arbejdsmarkedsloven under undtagelsestilstand

Flere artikler fra nr. 353

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Siden er vist 1290 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside