Socialistisk Arbejderavis
Nr. 354 – 1. oktober 2016 – side 6
Velfærdsnationalisme
Jens Andersen
Da Lars Løkke fremlagde 2025-planen, brugte han bl.a. argumentet om, at der ikke var råd til både velfærd og flygtninge.
Det er et åbenlyst forsøg på at svække modstanden mod planen ved at skabe splid blandt dem, der burde kæmpe sammen imod den.
Men argumentet om, at “vi må tage os af vores egne først,” har eksisteret længe på højrefløjen. I dag gentages det langt ud på venstrefløjen.
Derfor er det vigtigt at gennemgå argumentet og vise, hvorfor socialister må afvise denne logik.
“Der er ikke råd”
Det økonomiske aspekt af argumentet er, at der er en bestemt del af samfundsøkonomien, som kun kan bruges på velfærd og flygtningehjælp. Hvis der bruges mere på flygtningehjælp, skal der, ifølge logikken, spares på velfærden.
Problemet med denne logik er, at samfundsøkonomien ikke hænger sådan sammen. Der er mange andre steder, man kan finde penge, så der både er råd til velfærd og til at hjælpe flygtninge.
Hvis politikerne ønskede at finde penge, kunne de eksempelvis vælge at bruge mindre på militæret. Eller de kunne hæve skatten eller gøre op med det udbredte skattesnyd blandt virksomheder i Danmark.
Argumentet om, at der ikke skulle være råd til både flygtningehjælp og velfærd, runger ekstra hult, når der samtidig bliver givet skattelettelser til de rigeste.
En anden del af det økonomiske aspekt er, at det tages for givet at flygtninge er en udgift for samfundet.
Denne logik udfordres af en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som i 2011 vurderede, at der ville være en ekstra skatteindtægt på omkring 13 mia. kr., hvis flygtninge og indvandrere blev integreret på arbejdsmarkedet på lige fod med resten af befolkningen.
“Vore egne”
Som socialist er det ikke uproblematisk at se Danmark som ét stort fællesskab.
Der findes både en kapitalistklasse og en arbejderklasse i Danmark, og kapitalistklassen har ingen intention om at være solidarisk med resten af samfundet.
Dette er langt den største hindring for et velfungerende velfærdssamfund, da kapitalistklassen ejer de fleste af samfundets værdier.
Som socialister må vi arbejde for solidaritet og sammenhold mellem arbejdere i alle lande, da kapitalismen er global, og vi dermed alle har en fælles kamp at kæmpe.
Uanset om folk flygter fra krig, sult, klimakatastrofer eller fattigdom, så er det produkter af den globale kapitalisme.
Derfor skal vi ikke stille os solidariske med den danske kapitalistklasse, som er medansvarlig for disse ting. Vi skal derimod være solidariske med ofrene for kapitalismen.
Sparelogik
Hvis man vil bekæmpe den nationalistiske logik i argumentet, må man se på, hvad der har gjort, at tankegangen har slået rod.
At velfærden er under pres, er ikke nogen nyhed. Men presset kommer fra konstante nedskæringer, ikke fra flygtninge.
Samtidig er ønsket om et velfærdssamfund så udbredt og dybtfølt, at ingen politikere tør argumentere direkte imod det.
Da Fogh kom til magten for 15 år siden, var han nødt til at begrunde sine nedskæringer med, at de var nødvendige for at bevare velfærden. Siden da har samme argument været brugt om stort set alle andre nedskæringer.
Sparelogikken er efterhånden blevet så indgroet en del af den politiske debat, at det er blevet muligt for politikerne at dreje debatten over på, hvilken gruppe man skal spare på, og ikke om man overhovedet skal spare.
Det gør, at forskellige grupper bliver spillet ud mod hinanden, og at de påvirkede grupper begynder at se hinanden som modstandere i stedet for at rette skytset mod de politikere, som tager beslutningerne.
Udhulet velfærd
I 1990’erne begyndte politikere at søge inspiration i New Public Management-tankegangen, som er en idé om, at man kan styre den offentlige sektor efter privatkapitalistiske principper og lette overgangen til en privatisering af offentlige ydelser.
Dette har ført til en bureaukratiseret og udhulet velfærd, hvor offentligt ansattes faglighed bliver underkendt, og hvor systemet kommer før mennesket.
Svag faglig modstand
Modstanden fra fagbevægelsen mod denne udvikling har desværre været alt for svag.
Der er snak om at fagbevægelsen er i medlemskrise, men selvom medlemstallet er faldet nogle få procent siden 80’erne så betyder det, i det store hele, ikke så meget om der for eksempel er 60 pct. eller 70 pct. organiserede på en arbejdsplads.
Det, der betyder noget, er, om der er opbygget en tradition for, og en vilje til, at slås mod nedskæringer og andre angreb.
Tidligere havde man en udviklet klubkultur på mange arbejdspladser, hvor arbejderne jævnligt diskuterede faglige spørgsmål, og hvor man var vant til at organisere sig sammen om forskellige spørgsmål.
Men når medlemsorganiseringen ikke bliver brugt til at slås, så mister sådanne organiseringer indhold, og de dør hen.
Men helt indtil krisen startede i 2009-10, var strejketallene faktisk ikke specielt lave.
Nogle af årsagerne til, at de siden er faldet, er bl.a. den svage tradition for faglig aktivitet på venstrefløjen, og faglige ledere, der ikke engang forsøger at mobilisere deres medlemmer.
Det korte af det lange er, at vi mangler en aktiv fagbevægelse, der kunne være med til at sikre velfærd til alle, uanset om man er flygtning eller ej.
Desperat logik
Når et stigende antal folk kommer ud i en desperat situation, fordi de falder igennem det stadigt tyndere sociale sikkerhedsnet, er det klart, at disse mennesker begynder at famle efter forklaringer.
Derfor kan det heller ikke komme bag på nogen, at nogle mennesker køber politikernes snak om nationalfølelse som en slags forklaring.
Men det er vigtigt, at venstrefløjen og fagbevægelsen tager det på sine skuldre i stedet at opbygge et solidarisk alternativ, som folk kan sætte sin lid til.
Det kræver, at bunden i fagbevægelsen bliver styrket. Og for at det kan ske, må venstrefløjen i højere grad fokusere på at organisere sig uden for folketinget – ellers må der opbygges en ny venstrefløj, som sætter opbygning fra neden centralt på sin dagsorden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed