Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 354 – 1. oktober 2016 – side 12

Anmeldelse

Skam: En ungdomsserie i øjenhøjde

Jesper Juul Mikkelsen

Den norske ungdomsserie SKAM, som kan ses gratis på NRK, har fået mange fans, først i Norge og nu også i Danmark.

Seriens billede er skarpt som en reklamefilm, afsnittene er dynamiske og velspillede, og musikken banker handlingen fremad.

Skam

Serien følger en gruppe førsteårselever på et gymnasium i Oslo. Fem unge kvinder, som alle føler sig som outsiders, finder sammen. 

SKAM er lavet til et publikum på 16 år, spillet af skuespillere på 16 år og omhandler problemer, som de ser ud, når man er 16 år. Dette snævre fokus er faktisk det, der gør serien almen – hvis man ikke længere er 16 år, så har vi jo alle engang været det.

Den sociale konkurrence

Det, som får de fem unge kvinder til at finde sammen, er fænomenet ”rusbus”, den meget dyre bus, som man kører rundt i, i den månedlange rus-periode i slutningen af 3. G.

Dette er et billede på det konkurrencemiljø, som er i gymnasiet. Er du med den cool rusbus eller med den ikke-cool? Har du råd eller ikke råd? Er du ude eller inde? Er du lækker eller klam? Den sociale konkurrence i gymnasiet er et gennemgående tema.

Ensomhed og usikkerhed

Den første sæson af SKAM er et af temaerne ensomhed og usikkerhed, som på en socialrealistisk og troværdig måde er omdrejningspunkt for hovedpersonen Eva.

Det er lammende. Men det hjerteskærende modstykke hertil er veninderne. Det spirende venskab mellem de unge kvinder er et af de stærke billeder fra SKAM, som brænder sig fast.

Og selvom det ikke burde være sådan, så er det faktisk lidt nyskabende ikke primært at se teenagepigers intriger og fejder, men også deres voksende (stærke) venskaber, sammenhold, solidaritet og kærlighed.

Den muslimske veninde

Og så er det befriende, at den muslimske veninde i SKAM er en veninde. En veninde, som til tider er mystisk og overraskende, men som ser og siger tingene som de er på dette gymnasium i Oslo.

Hun er naturligvis en “mangfoldighedskarakter” i serien, men hun er ikke karikeret. Faktisk er hun den, der har observeret noget om sin egen aldersgruppe og er med til at bringe seksualitet på banen på en ny måde – hvor meget sex i grunden er en vare, hvor kynisk det kan blive.

Men først og fremmest er hun en veninde, som styrker gruppen og bidrager med egen personlighed og styrke.

Seksualitet og overgreb

Drenge, fester, alkohol, kærester og seksualitet fylder selvfølgelig meget for de fem hovedpersoner. Det er et ærligt billede af livet som 16-årig. Kærestesorger og orgasme. Fortrydelse og lyst. Og skam, selvfølgelig. Alt sammen en del af livet som teenager.

Nora, som er hovedpersonen i seriens anden sæson, oplever en seksuelt krænkende oplevelse.

Episoden bliver behandlet på samme præmisser som alt andet i SKAM, seriøst og i øjenhøjde. Vi fornemmer det tabu og den skam, som følger med et seksuelt overgreb, men vi ser også styrken i at sige fra.

Ungdomsserie for alle – men træerne vokser ikke ind i himlen

SKAM er en god serie, som giver et realistisk og selvironisk billede på ungdomslivet. Den har fortjent fået ros fra mange sider.

Men den er også mainstream, og selvom den har en ærlighed, der er ny i forhold til andre og tidligere teenageserier, formår den f.eks. aldrig for alvor at gøre op med kønsstereotyper.

Og endnu engang skal eleven fra teknisk skole spejle sig i ungdomslivet, som det udspiller sig i gymnasiet. SKAM handler ikke om den del af en ungdomsårgang, som ikke kan finde en praktikplads, eller om den del af ungdommen, som vokser op i fattigdom.

Med den kritik i baghovedet skal der dog alligevel lyde en varm anbefaling af dette skarptskårne blik på ungdomslivet.

Flere artikler fra nr. 354

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 2597 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside