Socialistisk Arbejderavis
Nr. 354 – 1. oktober 2016 – side 15
Trotskij i 1920’erne, del 1
Leon Trotskij: Revolutionens sværd
Anders Bæk Simonsen
Efter den russiske revolutions sejr i 1917 er den mest påtrængende opgave at forsvare revolutionen. 14 imperialistiske hære truer den på livet.
Trotskij bliver af den nye regering udpeget til at opbygge en rød hær fra bunden. Han får opgaven, fordi han ledede den vellykkede militære opstand mod zar-styret.
Men én ting er at lede en militær opstand mod en forhadt diktator. En anden ting er at forsvare den første socialistiske republik, der strækker sig over et enormt geografisk areal, og hvis sociale base er modsætningsfuld.
Selv om arbejderklassen bestod af millioner i byerne, var de stadigvæk et mindretal i et hav af bønder.
Opbygningen af Den røde Hær
Trotskij stod overfor at skulle opbygge og lede en hær, der skulle kæmpe imod de hvide generalers hære fra det gamle zar-styre og hære fra de største militære magter, fx Tyskland, Frankrig, England, Østrig-Ungarn, USA og Japan, der ønskede at drukne revolutionen i blod.
Fra historien kunne han trække på erfaringerne fra Pariserkommunen i 1871. Den vigtigste negative erfaring var, at man ikke kan vinde over en centraliseret hær udelukkende med ukoordineret og uprofessionel guerillakrigsførelse.
Den positive erfaring var, at soldater, der forstår og tror på, hvad de slås for, er overlegne i forhold til almindelige værnepligtige og lejesoldater.
Forståelsen af militær-strategen Clausewitz’ ord om, at “krig blot er fortsættelsen af politik med andre midler”, gjorde Trotskij til sin egen.
Landet og befolkningen var syg og træt af krig og ethvert forsøg på at tvangsudskrive soldater til at kæmpe for den nye republik, der havde vundet på parolen om “fred, brød og jord”, ville være slået fejl.
Derfor var det også oplagt, at rygraden i Den røde Hær blev de klassebevidste og revolutionære arbejdere, der frivilligt tilsluttede sig hæren.
I løbet af få måneder havde 200.000, især arbejdere fra byerne, meldt sig til militærtjeneste.
Men det var langt fra nok. Til sammenligning havde zaren en hær på 9 mio. soldater inden februar-revolutionen i 1917 (selv om de fleste af dem ikke længere ville slås for zaren).
Så i regioner, hvor fjendernes hære var en reel trussel, blev der indført værnepligt for de fattige bønder og arbejdere.
Den generelle værnepligt blev først indført, efter man havde sikret en proletarisk social base i Den røde Hær. I slutningen af 1919 var hæren vokset til 3 mio. mennesker. Senere kom den op over 5 mio.
Den røde hærs sociale basis
Men med udvidelsen af hæren til de store masser af bønder blev der også indført et element af usikkerhed i hæren.
Bønderne var radikaliseret af 1. verdenskrig og blev i stor stil vundet over på arbejderklassens side i løbet af 1917 på grund af modstand mod især krigen og godsejerne og på parolerne om “fred, brød og jord”.
Men denne alliance mellem bønderne og arbejderklassen var samtidig skrøbelig.
Bønderne bakkede op om kampen mod de gamles klassers herredømme og den hvide terror, men var på den anden side heller ikke begejstret for at aflevere en stor del af deres korn til den nye arbejderstat.
Men deres oldgamle bånd til herremændene, kirken og reaktionære ideer, der for nogles vedkommende først var ved at blive brudt med revolutionen, betød, at deres opbakning til Den røde Hær i bedste tilfælde kunne beskrives som tøvende.
Det betød, at den spinkle nysmedede alliance mellem de fattige bønder og arbejderklassen under borgerkrigen hele tiden blev testet af.
Når Den røde Hær viste initiativ og var i fremgang, blev bønderne vundet over på revolutionens side. Når den røde hær var udsat og led nederlag, var der masse-deserteringer eller decideret opbakning til de kontra-revolutionære.
Arbejderne udgjorde i 1920 14,9 procent af hæren og ved fronten 16,5 procent.
Af dem var de soldater, som også var medlemmer af bolsjevikpartiet, de allermest dedikerede. Koncentrationen af disse i hver enkelt deling kunne være afgørende for, om delingen vandt eller tabte et slag.
I løbet af borgerkrigen var ca. halvdelen af alle partimedlemmer på et tidspunkt en del af Den røde Hær, og ca. 200.000 af dem mistede livet under borgerkrigen.
Professionalisering af hæren
Men selv om Trotskij havde lært betydningen af en dedikeret soldat, havde han også lært, at en hær ikke kan forlade sig på denne styrke alene.
Hæren skulle professionaliseres, og derfor følte Trotskij sig nødsaget til at indrullere militær-tekniske eksperter og endda generaler fra det gamle zar-styre, man havde bekæmpet så indædt.
Over 300.000 officerer, læger, og andre specialister fra zarens hær gjorde i løbet af borgerkrigen tjeneste i Den røde Hær.
Det var ikke uden problemer og skabte store diskussioner i hæren og partiet. Nu kunne arbejdere og bønder igen risikere at tage imod ordrer fra de generaler, der indtil for nylig havde hersket over dem i zarens imperialistiske krig.
Men Trotskij argumenterede for, at krigen ikke kunne vindes uden brug af deres militær-tekniske viden.
Den mærkværdige sociale sammensætning af hæren betød, at Trotskij introducerede en militær-politisk kommissær fra kommunistpartiet i hver deling.
De havde til opgave at være en del af den militære ledelses arbejde og var medunderskrivere på alle ordrer, der gik udover rent militær-tekniske spørgsmål. På den måde kunne de gamle zar-generaler holdes i skak og sikre arbejderne og de fattiges bønders interesser.
Trotskijs tog
Sovjet-republikken var som nævnt udfordret af de mange fjendtlige hæres angreb på forskellige fronter, der strakte sig ud over hele det enorme land.
For at kunne være nær de vigtigste kampe foretog Trotskij ikke mindre end 36 rejser på over 105.000 km i et pansret special-tog.
Toget havde bl.a. et sekretariat med telegrafstation, radio og trykkeri. Trotskij beskrev det som et “flyvende administrativt apparat”. Men samtidig var det også en krigsmaskine, der forbandt de isolerede hærenheder på fronten med resten af hæren.
Toget havde omkring 100 kampklare mænd med sig + ekstra våben, støvler, tøj og medicin, som blev udleveret, når det nåede frem til en presset front.
Stemningen forandrede sig straks, når toget ankom til en isoleret og presset enhed, og Trotskijs tog efterlod soldaterne med mere mod, højere moral og mere dedikerede.
Men Trotskijs mange år i toget og ved fronten betød også, at han sjældent kunne deltage i partiledelsens møder og heller ikke i den periode være en kraft mod Stalins øgede magtgreb i partiets forskellige instanser.
Den røde hærs bitre sejr
Trotskijs udogmatiske og fleksible brug af alle tilgængelige teknologiske og menneskelige kræfter og hans forståelse af de konfliktfyldte sociale mekanismer, der fandt sted i den modsætningsfulde hær under brutale omstændigheder, var et afgørende bidrag til, at sovjet-republikken i første omgang overlevede.
Men de 200.000 bolsjevikker, der døde under krigen, svækkede bolsjevikpartiet.
Og den uundgåelige afhængighed af zarens generaler – og i civil-administrationen af zarens embedsmænd – bidrog også til den bureaukratisering af arbejderstaten, som Trotskij i denne periode billigede.
Hvordan dette bureaukrati, med Stalin i spidsen, tog de første skridt i kampen mod arbejder-revolutionen, kan du læse mere om i næste nummer af avisen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed