Socialistisk Arbejderavis
Nr. 354 – 27. oktober 2016 (Kun online)
Ungarn 1956: Genfødslen af socialisme fra neden
Tomá Tengely-Evans
I anledning af 60-året for den ungarske revolution beskriver Tomá Tengely-Evans, hvordan arbejdere og studerende kæmpede for magten – og rystede det regime, der påstod at repræsentere dem.
Russiske kampvogne ruller ind i hovedstaden Budapest for at knuse oprøret.
For 60 år siden i disse dage brød en revolution ud i Ungarn. Den viste, at arbejdere har magten til at udfordre den herskende klasse og selv styre samfundet.
Fra om aftenen den 23. oktober 1956 gik hundredtusinder af mennesker på gaderne, byggede barrikader og kæmpede mod det hemmelige politi og russiske kampvogne. Arbejderne strejkede, overtog kontrollen med deres arbejdspladser og oprettede arbejderråd som alternative politiske magtorganer.
Det begyndte med en demonstration indkaldt af forskellige studentergrupper i solidaritet med polske arbejdere og studerende, som ligeledes kæmpede mod deres regime.
Ingen troede, det ville ende med en revolution.
17-årig ungarsk studerende, som deltog i revolutionen
En 17-årig universitetsstuderende beskrev demonstranternes mål således: “I flere uger havde vi talt om reformer, først inden for undervisning, så mere og mere politiske og økonomiske,” sagde hun. “Ingen troede, at det ville ende med en revolution.”
Men da onsdag morgen kom, “hang der en stemning af revolution over byen,” som det hed i en nyhedsrapport. “Kampvogne raslede gennem gaderne, fulgt af lastbiler med soldater med stålhjelme.”
Aftenen før var arbejdere begyndt at slutte sig til de studerende. Flere tusinde mennesker gik i demonstration til det enorme monument af Josef Stalin og rev symbolet på deres undertrykkelse ned.
Et øjenvidne fortalte til avisen The Manchester Guardian: “Med hamre, jernrør og andet værktøj brød folkemængden monumentet ned til et utal af småstykker.”
Ruslands og Østeuropas “socialistiske” regimer var afsløret som brutale diktaturstater, der undertrykte arbejdere.
En anden gruppe demonstranter marcherede mod radiostationen for at få deres krav udsendt. Her affyrede bøller fra det hemmelige politi, AVH, et maskingevær ind i mængden.
Revolutionen var begyndt. Mange studerende og arbejdere kæmpede nu imod russiske kampvogne, som var blevet mobiliseret i de tidlige morgentimer.
Nogle sektioner af den ungarske hær og politiet brød med regimet og uddelte våben til de revolutionære.
Arbejderne oprettede råd på fabrikker og i bydelene til at styre revolutionen og overtage statens funktioner.
Det var de unge arbejdere som havde lavet revolution imod kommunismen – de arbejdere, som hele systemet skulle forestille at være baseret på.
En ung arbejder fra Budapest.
En ung arbejder, som deltog i begivenhederne, udtalte: “Det var de unge arbejdere, som havde lavet revolution imod kommunismen – de arbejdere, som hele systemet skulle forestille at være baseret på.”
Deres herskere var hurtige til at udråbe dem til “reaktionære oprørere ... dybt fjendtlige over for opbygningen af socialismen.” Men de ungarske arbejdere kæmpede tværtimod for en ægte socialisme fra neden, baseret på at arbejderklassen skulle styre samfundet.
Under revolutionen sendte Den frie radio Kossuth en udsendelse fra den nu fjernede kommunistiske leder Matyas Rakosis palæ. “Der var to luksuriøse badeværelser fuldt udstyrede med gymnastikredskaber – og, i fald han skulle tabe sig for meget – skuffer fulde af vitaminpiller,” hånede man.
Men hovedproblemet var ikke bare et par korrupte partimedlemmer, der stak penge i deres egne lommer. Rusland og Østblokken var ikke socialistiske. De repræsenterede en form for “statskapitalisme”, der byggede på udbytning af arbejderne.
Den herskende klasse – bureaukratiet – opererede stort set på samme måde, som kapitalistiske firmaer gør.
Den russiske revolution i 1917, under ledelse af Vladimir Lenin og bolsjevikkerne, var en ægte arbejderrevolution.
I en kort periode greb arbejderklassen den politiske magt og styrede samfundet gennem “sovjetterne” (arbejderråd). Men den socialistiske revolution havde ikke held til at sprede sig uden for Rusland.
Kontrarevolutionære angreb i den russiske borgerkrig ødelagde arbejderklassen, underminerede sovjetterne og svækkede selve grundlaget for socialismen.
Kapitalistisk
Men bolsjevikkerne fastholdt magten over et vildtgroende bureaukrati, der ofte stadig bestod af zaristiske embedsmænd. Mens bolsjevikkerne desperat forsøgte at forsvare revolutionen, blev dette bureaukrati udsat for pres fra flere forskellige sider.
En gruppe omkring Josef Stalin begyndte at få mere magt og spredte parolen om at bygge “socialisme i ét land.” Dette bureaukrati udviklede sine egne klasseinteresser.
Den revolutionære Karl Marx mente, at kapitalisme var baseret på “produktion for produktionens skyld, akkumulation for akkumulationens skyld.” Det samme gjaldt for de statskapitalistiske regimer.
Inden for kapitalismen er der to former for skillelinjer: Mellem arbejdere og kapitalister, og mellem kapitalisterne indbyrdes.
Det er denne konkurrence mellem kapitalister, der tvinger dem til at udbytte arbejdere og akkumulere mere og mere kapital. Hvis de ikke gør det, går de bankerot.
I Rusland og Østeuropa var der ikke konkurrence imellem rivaliserende kapitalistiske firmaer. I stedet fandt den kapitalistiske konkurrence sted på internationalt plan, gennem imperialistisk og militær konkurrence.
Dette førte til den brutale og undertrykkende industrialiseringsproces i Rusland – og den samme metode blev udvidet til Østeuropa efter 2. verdenskrig.
Det ungarske regime opbyggede sværindustri på bekostning af arbejdernes levevilkår. For at det skulle lykkes, foretog AVH anholdelser af modstandere. Medlemmer af det kommunistiske parti, som protesterede, blev udrenset.
Regimet brystede sig af, at den industrielle produktion var skudt i vejret med 210 procent mellem 1949 og 1953. I samme tidsrum faldt arbejdernes levestandard med 20 procent, efterhånden som de blev tvunget til at levere “ofre” for opbygningen af “socialisme.”
Ungarns “socialistiske” regime opførte sig præcis som et kapitalistisk firma – ved at reagere på konkurrence ved at udnytte arbejderne.
Rakosis regime opførte sig præcis som et kapitalistisk firma – ved at reagere på konkurrence ved at udnytte arbejderne.
Men de statskapitalistiske regimer var ikke de urystelige monolitter, som George Orwell beskrev i sin bog 1984.
Økonomisk opsving, stagnation og krise var lige så indbyggede i russisk og ungarsk statskapitalisme som i den vestlige verdens frimarkedskapitalisme. Hele vejen igennem havde bureaukratiet også mødt modstand fra arbejderne.
Da Stalin døde i 1953 var Ruslands og Østeuropas herskende klasser i krise. De brutale metoder, man havde anvendt til at akkumulere og opbygge sværindustri, havde nået deres begrænsning.
Denne krise splittede bureaukratiet: En “konservativ” gruppe frygtede at miste grebet om magten og ønskede at opretholde Stalins metoder, mens “reformfolk” ønskede at lette på undertrykkelsen og investere på andre områder end sværindustrien.
Dette var en strid mellem to fløje af den herskende klasse, om hvordan man bedst udbytter arbejderklassen og akkumulerer kapital.
I Rusland vandt “reformfolkene”, under Nikita Khrusjtjov, til sidst magtkampen. Det nye russiske lederskab gjorde klart, at Rakosis regering måtte skifte kurs, og man indsatte “reformmanden” Imre Nagy som premierminister.
Han planlagde en “ny kurs”, men hans begrænsede reformer blev blokeret af Rakosis støtter, indtil han blev afsat i 1955.
Opposition
Men Khrusjtjov væltede Rakosi, som blev efterfulgt af hans lakaj Erno Gero i 1956. Den russiske leders “hemmelige tale” til Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. partikongres det år fordømte Stalins metoder og “personkulten” omkring ham.
Dette førte til voldsom ideologisk forvirring for Østeuropas ledere, men det åbnede også op for muligheden for, at folket kunne stille spørgsmål ved samfundsordenen.
Selv om arbejderne var begyndt at fremsætte deres krav på fabriksgulvet, havde det endnu ikke ført til en større folkelig opposition. Dette ændrede sig den 23. oktober.
Da kampene brød ud, gav regimet indrømmelser, og en ny regering med Nagy som premierminister blev annonceret.
Men arbejdernes krav gik nu videre, end hvad Nagy og “reformfolkene” kunne levere. Den 4. november var Nagy begyndt at genvinde en grad af kontrol, men så sendte Rusland kampvogne ind igen, da man frygtede, at situationen ville blive ukontrollabel.
De havde lavet en aftale med Janos Kadar, en af Nagys allierede, om at indsætte en ny regering. Men skønt Kadar kontrollerede regeringsbygningerne, lå den virkelige magt i hænderne på arbejderrådene.
Det var en situation med “dobbeltmagt” – men kun én magt, Kadar eller rådene, kunne i sidste ende vinde.
Arbejderrådene var begyndt at prøve at forbinde sig og skabe et centralt arbejderråd i Budapest. Dette kunne være blevet grundlaget for en ny arbejderstat, men ingen havde i modsætning til Rusland 1917 fremsat parolen om “al magt til sovjetterne.”
Nogle prøvede at forhandle med Kadar-regeringen, som begyndte af skaffe ledende revolutionære af vejen. Arbejderne fortsatte med at kæmpe hele december måned, men regimet genvandt langsomt magten.
Revolutionen var knust, men den havde stadfæstet ideen, om at socialisme nødvendigvis må være baseret på arbejderklassens egen befrielse for at være betegnelsen værdig.
Den brød også kommunistpartiets ideologiske jerngreb og lagde grobund for en ny anti-stalinistisk venstrefløj.
Den ungarske revolution viste arbejderklassens potentielle magt.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2526, 18. okt. 2016 af Lise Rasmussen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- Grøn kapitalisme kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed