Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 354 – 13. november 2016 (Kun online)

At forstå Trump og hvordan han kan bekæmpes

John Molyneux

Donald Trumps overraskende valgsejr har chokeret millioner af amerikanere og hundreder af millioner af mennesker rundt om i verden og med rette.

At en politiker, der førte en så modbydelig kampagne fuld af racisme, islamofobi, kvindehad og snæversyn og fornærmelser af enhver art, skulle ende i Det hvide Hus, er både rystende og skræmmende for kvinder, for farvede, for mindretal af enhver slags, overalt. Derudover vil hans succes opmuntre og opildne racister og fascister på den yderste højrefløj fra Ku Klux Klan til Marine Le Pen og Front National.

Det er derfor en skændsel, at den irske premierminister Enda Kenny, der kaldte Trump ‘racistisk og farlig’, da han var kandidat, nu ønsker ham tillykke ‘på vegne af det irske folk’ og ser frem til at besøge ham i Det Hvide Hus på St. Patricks dag. Ikke i vores navn, Enda! Derimod bør det irske folk stå solidarisk med de hundredtusinder af amerikanere fra Seattle og Portland til New York og Miami, der er gået på gaden for at demonstrere og for at sige, at Donald Trump ikke er deres præsident.

Men raseri og bekymring, som er helt berettiget, bør ikke give anledning til panik eller fortvivlelse. Ligesom vrede og protest har vi også brug for analyse og for at forstå for bedre at have et fundament at bygge vores modstand på nu og fremover.

Vi er nødt til at begynde med at forstå, at det, der er sket i USA, er en del af en politisk polarisering, der er ved at udvikle sig internationalt, og som igen er et produkt af den dybe krise i den globale kapitalisme og det faktum, at nyliberalismen, der så længe har triumferet, er ved at løbe ud i sandet. I USA har det skabt et samfund, hvor formuerne hos de rigeste 1 pct. er steget voldsomt, mens det arbejdende folks lønninger har stået stille siden 1973. 48 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen, 8 millioner mennesker har mistet deres hjem siden krakket i 2008, og 12 millioner mennesker lever på madkuponer. Det er i dén sammenhæng, at nogle mennesker ‘gør oprør’, omend på en forfærdelig måde, mod hvad de ser som status quo og mod folk med penge og magt. Samtidig skal vi ikke drage den forhastede konklusion, som overskriften ‘Trump vinder’ kan forlede til, at det amerikanske folk er blevet racistisk og kvindehadende i massevis.

For det første: Enhver idé om, at det amerikanske folk som helhed – eller som nogen siger: det ‘dumme’ amerikanske folk – som helhed stemte for Trump, er helt forkert. Der er 325 millioner mennesker i USA, hvoraf godt 260 millioner er i den stemmeberettigede alder, og ca. 230 millioner af dem er registreret stemmeberettigede. [Der er mange hindringer for registrering, f.eks hvis man er dømt for en forbrydelse, hvilket naturligvis mest påvirker fattige og farvede mennesker.] Ud af disse var der omkring 56 pct., 124 millioner, som faktisk stemte – et lavere fremmøde end i 2008 og 2012, hvor Obama vandt. Ud af dem var der kun 59 millioner, som faktisk stemte for Trump, dvs. mindre end 25 pct., måske kun 22 pct. af den voksne befolkning. Desuden tabte Trump faktisk i antal afgivne stemmer med omkring 200.000, men vandt i kraft af valgprocessen, hvor det er valgmands-stemmer, som tæller. Disse kendsgerninger er vigtige – både som en advarsel mod tilfældige generaliseringer om amerikanerne, og med hensyn til Trumps legitimitet i lyset af massive folkelige protester, som er begyndt at udvikle sig, mens jeg skriver.

For det andet, hvem stemte på Trump? Var det arbejderklassens stemmer, middelklassens stemmer eller de riges stemmer? Svaret er sammensat, med elementer af alle tre. Wall Street og det lille mindretal, der udgør de øverste lag af den herskende klasse, foretrak klart Clinton. Disse mennesker tæller i kraft af deres penge, magt og indflydelse, men ikke statistisk som vælgere. Ifølge New York Times’ exit poll (meningsmåling ved valgstederne; ovs.) var den rigere middelklasse delt nogenlunde lige, hvor blandt dem, der tjente mere end 250.000 dollars, stemte 46 pct. på Clinton og 48 pct. på Trump. Blandt dem fra 200-249.000 $ fik Clinton 48 pct. og Trump 49 pct. Fra 100-199.000 $ gik 47 pct. til Clinton og 50 pct. til Trump. Fra 50-99.000 $ gik 46 pct. til Clinton og 50 pct. til Trump. Fra 30-49.000 $ gik 51 pct. til Clinton og 42 pct. til Trump og under 30.000 $ gik 53 pct. til Clinton og 41 pct. til Trump.

Årlig indkomst

% for Clinton

% for Trump

Over $250,000

46%

48%

$200.000 til $249.000

48%

49%

$100.000 til  $199.000

47%

47%

$50.000 til $99.000

46%

50%

$30.000 to $49.000

51%

42%

Under $30.000

53%

41%

 

Så klassefaktoren, klassedelingen, er langt mindre tydelig på overfladen, end den ville være i de fleste valg i Europa – som man må forvente med to borgerlige kandidater fra to tydeligt kapitalistiske partier. Andre faktorer, såsom region, landdistrikter kontra bydistrikter, køn, race og uddannelse er mere åbenlyst udtalt. Kvinder gik 54-42 til Clinton, mænd 53-41 til Trump. Sorte gik 88-8 til Clinton, spansktalende 65-28 til Clinton, storbyer 59-35 til Clinton, småbyer og landdistrikter 62-34 til Trump. Uddannelse var også signifikant med en betydelig sammenhæng mellem det at have en videregående uddannelse og stemme på Clinton, og det ikke at have ret meget uddannelse og stemme på Trump.

Hvordan alt dette udspillede sig ved valget kan ses, når vi ser på kortet over, hvordan stater stemte (som, skal det gentages, bestemmer udfaldet). Trump vandt i alle de stater, der “normalt” stemte republikansk, dvs. ‘Det dybe Syd’ og mere eller mindre hele midten af landet fra Texas til North Dakota og Montana (undtagen Illinois, hvor Chicago og Minnesota ligger) – de traditionelle, højreorienterede religiøse og konservative mødte op og stemte på ham. Kristne evangelister osv. var ikke skræmt af Trumps vulgaritet og befamlinger. De tætbefolkede byområder i det multietniske og “liberale” nordøst (Maine, Massachusetts, New York, New Jersey osv.) og vestkysten (Washington, Oregon, Californien, Nevada plus New Mexico, Colorado osv.) blev hos demokraterne og Clinton.

Det, der ændrede sig og gjorde forskellen mellem 2008/12 og 2016 var, at Trump vandt en række centrale ‘sving-stater’ – Florida, North Carolina, Ohio (‘som Ohio stemmer, sådan stemmer USA’) og som det afgørende Wisconsin, Michigan og Pennsylvania. De sidste tre blev vundet af Obama, har “normalt” stemt demokratisk, og blev af Clinton-kampagnen betragtet som deres “garanti” mod enhver form for Trump-bølge. Den “garanti” blev brudt, og det var afgørende – tilsammen repræsenterede de 46 valgmands-stemmer, og hvis Clinton havde beholdt dem, ville hun nu være på vej til Det Hvide Hus. Hvorfor skete det?

Hvorfor det skete

Disse stater, med undtagelse af Florida og North Carolina er en del af det, der er kendt som “Rustbæltet”. Det henviser til deres dramatiske økonomiske tilbagegang og bymæssige forfald på grund af sammenbruddet i industriproduktionen – tænk på bilproduktion i Detroit eller stål i Pittsburg – siden 1980’erne. Disse områder er blevet økonomiske og sociale ødemarker, og de mennesker, der bor i dem, især de hvide i arbejderklassen, føler sig aldeles forladt og bittert vrede, og mange af dem – på ingen måde alle, men nok – stemte for Trump.

Ud fra hvem, der kunne forholde sig til disse mennesker, var Hillary Clinton noget nær den værste kandidat, Demokraterne kunne have stillet op. De følte sig i forvejen svært svigtet af Obama, hvis ‘håb’ aldrig materialiserede sig, og her var der så Clinton, den rige og magtfulde karrierepolitiker par excellence, støttet af Wall Street og Washington (den lille stat Washington DC stemte 92,8 pct. for Clinton – den største jordskredssejr i landet), som i alt væsentligt blot tilbød mere af det samme. Desuden: Clinton vandt Wisconsin, Michigan og Pennsylvania mere eller mindre givet på forhånd, mens Trump så sin chance og målrettede den behændigt, med fokus på at bringe arbejdspladser tilbage og “gøre USA stort igen”, som for mange af disse vælgere netop betød igen at gøre det til et økonomisk kraftcenter og skaffe arbejdspladser tilbage.

I New York Times’ exit poll var én af de stærkeste sammenhænge, at de, der mente, at økonomien havde det fremragende eller godt, stemte for Clinton (86% og 76%), og de, der mente, at den havde det dårligt, stemte for Trump (79 %). Bernie Sanders med sine angreb på Wall Street, og på ulighed og på de 1 pct., og hans opfordring til en “politisk revolution” ville have haft en chance hos disse mennesker. Clinton havde det ikke, og mange af dem, der ikke stemte Trump, ville simpelthen ikke stemme for hende. Clinton samlede 10 millioner færre stemmer end Obama i 2008 og 6 millioner mindre end ham i 2012. Naturligvis var ledelsen i det demokratiske parti ligeglade med dette. De ønskede en “sikker”, dvs. helt pro-kapitalistisk Hillary Clinton i stedet for en “farlig” socialist, Sanders, for enhver pris.

Racisme og kvindehad

Hvordan passer Trumps åbenlyse racisme og kvindehad ind i dette, og hvordan forholder det sig til racismen og kvindehadet i arbejderklassen? Spørgsmålet er kompliceret, men vigtigt. Det første, der skal siges, er, at socialister bekæmper racisme og sexisme indædt og som et principielt spørgsmål, ikke kun fordi denne intolerance, snæversyn og undertrykkelse skader farvede mennesker og kvinder, men også fordi de er mekanismer, der skal få folk i arbejderklassen til at støtte modbydelige reaktionære som Donald Trump, der er fuldstændig imod deres egne virkelige interesser.

Ved dette valg stemte sorte, der i Trump så en åben racist, (de, der faktisk stemte) overvældende for Clinton med 88 pct. mod 8 pct., og spansktalende stemte for Clinton med 65 pct. mod 29 pct. [Der ser ud til at have været en forskel her, på grund af at ex-cubanere stemte republikansk.] Og dette forklarer forresten, hvorfor de fleste af dem med en indtægt under 30.000 dollars stemte på Clinton, fordi de fattige i uforholdsmæssig høj grad er sorte og spansktalende. Men det er ubestrideligt, at der blandt den hvide arbejderklasse i disse forfaldende områder var en sårbarhed i forhold til at blive påvirket af racisme og sexisme kombineret med (falsk) økonomisk populisme og (falsk) anti-establishment retorik, som var nøjagtigt, hvad Trump tilbød.

Psykologien i dette er ikke svært at regne ud. På den ene side vil nogle arbejdere, der er bitre og vrede sige til sig selv: Det er rigtigt, at denne Trump er racistisk og sexistisk, men pyt, i det mindste vil han måske gøre noget for os, som er mere end nogen anden vil. På den anden side vil nogen – igen, ikke alle – falde for argumentet om, at årsagen til, at vi er forarmede, er på grund af indvandrerne/de sorte/udlændingene osv., og at det, vi har brug for, er en rigtig ‘stærk mand’ til at stå op imod dem, og disse ‘liberale eliter’. Det er sådan, racisme og sexisme fungerer i arbejderklassen, og det er uhyre mere magtfuldt, når der ikke er nogen seriøs udfordring mod fattigdom og udbytning fra venstre – som det var tilfældet ved dette valg. Men dette fænomen er naturligvis på ingen måde begrænset til USA. Tilsvarende processer spillede klart en rolle i den britiske afstemning om Brexit og spiller en rolle i store dele af Europa.

Det er slet ikke tilfældet, at racisme og sexisme er mindre udbredt i de overklassen og middelklassen end i arbejderklassen – tværtimod – men der er forskel på, hvordan det fungerer. For det første udtrykkes det ofte mere “høfligt” i højere cirkler (i hvert fald i offentligheden), mens arbejderklassens tale er “grovere”. For det andet får racisme og sexisme ikke overklassen til at stemme eller handle imod deres egne klasseinteresser, som det sker med arbejderklassen, de bruger det snarere til at fremme deres interesser. For det tredje, er der en del af den liberale intelligentsia med et relativt komfortabelt liv, for hvem racisme og sexisme og homofobi osv. omtales som absolutte principper for den højeste orden, jeg understreger omtales som, men som er mere eller mindre uinteresseret i spørgsmål om udbytning eller klasse-ulighed. I Irland, for eksempel, kunne sådanne mennesker simpelthen ikke forstå, hvorfor folk i arbejderklassen gik så meget op i vandafgifter, når der var ‘så mange vigtigere spørgsmål’. Denne foragt var tydelig i Clintons “fortalelse”, hvor hun beskrev Trump-vælgere som “jammerlige”. Og den samme holdning var der i Storbritannien, da dele af venstrefløjen ikke fattede den den folkelige vrede, i områder svarende til Rustbæltet, der lå bag Brexit-stemmerne.

Folk i arbejderklassen kan ikke se verden på denne måde. For dem er økonomiske spørgsmål en dag-til-dag nødvendighed. I det omfang de bliver trukket ind i kamp og kommer i kontakt med og bliver påvirket af socialistiske ideer, kan og vil folk i arbejderklassen komme til at se, at de har brug for sammenhold – mellem sorte og hvide, mænd og kvinder, folk med forskellig seksualitet osv. – og at fordomme kun tjener til at splitte dem. Men i fraværet af kollektive kampe og socialistiske ideer – og i USA har disse ting stort set været fraværende i mange arbejder-samfund – er faren for populistisk snæversyn meget reel, og enhver tilbøjelighed til at ignorere eller ‘irettesætte’ den ‘hvide’ arbejderklasse må således afvises, fordi det overlader banen til den yderste højrefløj. Dette er grunden til, at Sanders’ nederlag og hans egen opbakning til Clinton var så ødelæggende, og til at spørgsmålet om politik, om en venstre-udfordring til systemet, er så afgørende.

Byg modstand under Trumps præsident-periode

Ingen af os, og sandsynligvis heller ikke manden selv, kan vide præcist, hvad Trump vil gøre nu. Men nogle ting kan siges med rimelig sikkerhed. Hans valgløfter vil ikke være meget værd. Ligesom der ikke er nogen parlamentarisk eller præsidentiel vej til socialismen, fordi hverken Det Hvide Hus eller Kongressen eller noget andet parlament er dér, hvor den reelle magt ligger, så der er ingen præsidentiel vejen til ‘Trumpisme’, hvad det så end måtte være. Den amerikanske kapitalistklasse, de 1 pct., og den amerikanske stat, som er denne klasses stat, er for stærke til det.

Dette er ikke Hitler i 1933. Trump har ikke bag sig en organiseret og disciplineret kampstyrke som SA (‘brunskjorterne’), og den amerikanske herskende klasse har ikke valgt fascismen som reaktion på truslen om en socialistisk revolution. Den herskende klasse er langt mere tilbøjelige til, på nuværende tidspunkt, at arbejde for at begrænse Trumps ‘vanvid’ end blot at udløse den. Af samme grund vil Trump være helt ude af stand til at opfylde de vage løfter, han gav til arbejderklassen, og som jeg har nævnt. Han vil ikke være i stand til at løse problemerne i bykernerne, genopbygge infrastrukturen og “gøre USA stort igen” på en måde, der betyder noget for dem, der er uden ejendom og i social nød. Så der vil være et reelt potentiale for modstand fra både de dele af det amerikanske samfund, der allerede er i oprør – hvoraf nogen er på gaden lige nu – og fra dem, der vil føle sig forrådt af Trump.

I løbet af de sidste fem år har der været en række reelle tegn på håb i USA: Den massive Occupy-bevægelse i 2011, Sanders’ oprør, Black Lives Matter og Standing Rock-oprøret. Nu er der de storslåede anti-Trump protester. Udfordringen for USA’s venstrefløj og amerikanske socialister er at forholde sig til, og forbinde, disse dele og disse kampe og forbinde dem med arbejderklassens kampe, fra sorte, spansktalende og hvide, i lokalsamfund og på arbejdspladser. Så den vigtige kendsgerning, der blev henvist til i begyndelsen af denne artikel, at Trumps sejr blev opnået på baggrund af mindre end en fjerdedel af befolkningen, vil virkelig komme til sin ret, og den grundlæggende realitet, at vi er de mange, og milliardærerne er få, vil blive klart. At kigge denne vej, at kigge efter kampen nedefra, ikke efter tilpasning til og sammen med de ledende lag i Det Demokratiske Parti er den virkelige vej til et anti-Trump flertal.

De iøjnefaldende problemer, det amerikanske samfund står med – fattigdom for millioner og ekstrem ulighed, racisme og massefængslinger, det rå kvindehad, imperialisme og krige, ødelæggelse af miljøet, hjemme og globalt – er ikke overfladisk; de er dybt forankret i amerikansk kapitalismes struktur og karakter og dens underliggende krise og tilbagegang. De kan ikke løses ved at erstatte Donald Trump med en mere ‘håbefuld’ Michelle Obama. Det, der er behov for, som Bernie Sanders sagde, er en politisk revolution og også en social revolution, men det kræver en massebevægelse nedefra.

I den forstand er den udfordring, som venstrefløjen i USA står over for, grundlæggende den samme som den udfordring, vi står over for i Irland, Storbritannien, Europa og resten af verden.

Oversat fra Socialist Worker (Irland), 12. nov. 2016 (kun online).

Se også:
SAA 354: Vi ønsker ikke Trump, men det gør bosserne heller ikke
SAA 354: Hillary Clinton eller Donald Trump? Et falsk valg til fordel for bosserne
SAA 354: Præsidentvalg i USA

Flere artikler fra nr. 354

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
USA internt efter 1990

Se flere artikler af forfatter:
John Molyneux

Siden er vist 1763 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside