Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 18. november 2016 – side 6

Er Dansk Folkeparti vores største problem?

Bo Nielsen

DF udspyede racistiske giftigheder længe før Donald Trump. Men i dag er DF’s politik – og retorik – overtaget af den politiske midte.

Morten Messerschmidt

“Danmark er et lille land, og vi vil ikke forstyrres. Danmark er ikke et naturligt sted for muslimer.”

“Der er kun én civilisation, og det er vores.”

“Bistandsloven er passé, fordi den passede til en dansk familietradition og arbejdsmoral og ikke til muslimer for hvem, det er hæderligt at blive forsørget af andre, mens konen føder en masse børn.”

Sagt af tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard, som har domstolens ord for, at man må kalde hende racist.

I dag er hun formand for Folketinget.

Den borgerlige anstændighed, der fordampede

DF og partiets fremmedhad blev i mange år opfattet som dybt ekstreme, og Nyrups ‘stueren’-bemærkning fra 1999 er fortsat med at klæbe til partiet.

Den konservative Peter Norsk forsvarede i 2010 Nyrups synspunkt: “Man kunne også sige, at nazisterne ikke var stuerene, selv om de fik 48 procent af stemmerne. Dansk Folkeparti er en større trussel mod frihedsrettighederne end islamisterne”.

Jørgen Poulsen sagde på Ny (nu Liberal) Alliances landsmøde i 2008 om DF, at “partiets metoder er sammenlignelige med dem, som blev anvendt mod jøderne i tredivernes Tyskland.”

Mange andre borgerlige og centrum-politikere har gennem årene ligeledes rettet skarpe angreb mod DF.

Den radikaliserede midte

Men i takt med, at borgerlige mindretalsregeringer måtte regere på DF’s støtte, og Folketinget sendte Danmark ud i en stribe krige mod muslimske lande fra 2001, blev DF af opportunistiske grunde gjort renlige.

DF mener ganske vist det samme som for 20 år siden. Men resten af det politiske landskab fra K til SF er gået til angreb på immigranter og muslimer.

Blot tre socialdemokrater trodsede i januar 2016 partilinjen og stemte imod den mest vidtgående pakke af stramninger af asylpolitikken nogensinde. Ifølge Venstres politiske ordfører gik L87 “helt til kanten af konventionerne”.

Da den socialdemokratiske integrationsordfører Dan Jørgensen forsvarede sit partis støtte med det evindelige reformistiske begreb “nødvendighed”, sagde han samtidig, at flere af L87’s del-forslag dog nok vil skade integrationen.

Men ellers har integrationsminister Inger Støjberg arbejdsro til at lede landet videre ud på nye racistiske overdrev.

Ville nogen ved en blindtest kunne høre forskel på hende og DF?

Danske Trump-politikere

Inden Donald Trumps præsidentvalgsejr 8. november hed det i pressen, at ingen andre på Christiansborg end den racismedømte Kenneth Berth Kristensen fra DF, havde villet udtrykke støtte til den republikanske kandidat.

Dét siger dog en del mere om deres støtte til nyliberalisme og amerikansk imperialisme, end det siger om Trumps racisme.

Trump vil bygge en mur mod immigrantarbejdere fra syd. Danmark har lukket landets grænser.

Såvel Venstre som Socialdemokratiet støtter varmt et Fort Europa, der tvinger flygtninge ud på livsfarlige rejser over Middelhavet, og internerer resten i Erdogans Tyrkiet, hvor menneskerettigheder og demokrati dagligt får værre vilkår.

Apropos menneskerettigheder vil regeringen oprette en “task-force”, der skal bekæmpe Menneskerettighedskonventionens indflydelse. Claus Hjort har givet udtryk for, at han helst ser konventionerne afskaffet.

Socialdemokratiet

Trump dæmoniserer muslimer og flygtninge. Dét har været Venstre-politik længe, og det bliver stadigt sværere at opstøve en uenighed med DF fra det største oppositionsparti.

Mette Frederiksen blev i sin tid kendt for sin kritik af Karen Jespersens fløj: “Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet.”

I 2016 mener Frederiksen, nu som S-formand, at for mange flygtninge og indvandrere truer den danske velfærd. “Ja, jeg har absolut ændret min holdning, og det står jeg fuldt ud ved,” sagde hun i en interviewartikel i Dagbladet Information i januar.

Til kamp mod den ekstreme mainstream

Hvad siger det om midten i dansk politik, at den i det store og hele deler holdninger til immigration og flygtninge med en amerikansk højrepopulistisk præsident, som det meste af verden er rystet over?

Det siger for det første, at når vi snakker om at bekæmpe racismen, skal vi ikke kun rette skytset mod DF, men i lige så høj grad mod de radikaliserede midterpartier og deres politikere.

Og for andet, at det er nødvendigt at opbygge en aktiv bevægelse mod alle de politikere og medier, der beskytter overklassen og angriber folk på bunden. Det er dem, der skaber den frustration og vrede, som DF, Trump og højreekstreme partier overalt vokser på.

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Dansk Folkeparti

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1958 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside