Kontanthjælpsloftet betyder endnu flere afsavn

Det danske skattevæsen har et minimumsbeløb for, hvor lav en indkomst man kan have, før de ikke må inddrive gæld hos folk.

Den enkelte skal have et vist rådighedsbeløb tilbage at leve for. Det er endda lovbestemt: Retsplejeloven §509 siger, at den enkelte skal “efterlades tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden husførelse og levefod”.

Skattevæsenet har besluttet, at det i 2016 er 6.020 kr. om måneden for en enkelt voksen og 10.210 kr. om måneden for et par. Hvis der er børn involveret, øges beløbet med 1.640 kr., hvis barnet er 0-1 år, 2.100 kr. hvis barnet er 2-6 år og 3.020 kr., hvis barnet er 7-17 år.

Hvis man har under disse beløb, må man ikke inddrive gæld.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på konsekvenserne af kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen i forhold til disse beløb.

Næsten alle kategorier af kontanthjælpsmodtager-familier ligger under den grænse, som det offentlige mener, der skal til for at opretholde en “beskeden husførelse og levefod”.

Kun én kategori – en enlig med barn under 5 år og med en boligudgift på max 5000 kr. – kommer over grænsen (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 5.10.2016).

Ingen tandlæge og ferie

Hvis vi bruger en anden indikator af, hvor relativt fattige folk bliver med kontanthjælpsloft og 225 timers reglen, har man beregnet, hvad et gennemsnitligt normalforbrug er for en husstand i al almindelighed i Danmark (se boks).

CASAs, Center for Alternativ Samfundsanalyses 2013-rapport “Afsavn og indkomst” fremhæver, at rådighedsbeløb er afgørende for, om man bruger penge på forskellige goder.

Ud fra allerede kendte tal, om hvad man “undlader” allerede i dag som kontanthjælpsmodtager, kan man fx regne ud, at andelen, der undlader at gå til tandlæge, vil stige fra 14 pct. til 20 pct. for familier med tre børn, og andelen af familier, som vil undlade at holde ferie, vil stige fra i dag 23 pct. til 30 pct.

Fakta om kontanthjælpsloftet

Kontanthjælpsloftet er et loft over hvor meget, man samlet kan få i boligstøtte, barselstillæg osv., når man er på kontanthjælp. Derimod rører man ikke ved selve kontanthjælpsbeløbet.

De fleste vil opleve en reduktion på op mod 20-30 pct. i deres indkomst.

225 timers-reglen er derimod en nedskæring i kontanthjælpen, hvis ikke man har haft nogle almindelige job i mindst 225 timer de sidste år.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 5.10.2016

Brutale nedskæringer på overførselsindkomster

Hvorfor gør de det?

Man kunne forledes til at tro at politikere er nogle sadistiske bæster som ønsker at gøre svage grupper i samfundet ondt. Men der er en mening med galskaben.

Den nyliberale tankegang kan begrundes mere rationelt, og det gør politikerne: De siger, at de ved at sænke niveauet for de allersvageste i samfundet kan øge arbejdsudbuddet. Det sker på to måder.

Den første er, at folk uden for arbejdsmarkedet piskes af fattigdom til at søge jobs. Ud fra denne “teori”, skabes der jobs, bare ved at folk efterspørger dem.

Jørn Nedergaard, arbejdsministeren som blev hentet direkte ind fra Dansk Arbejdsgiverforening, siger, at der er jobs, men at udenlandsk arbejdskraft tager jobbene.

Ved at have en del folk, som efterspørger jobs, håber han, at de kan materialisere sig (det er dog kun ca. 20 pct. af kontanthjælpsmodtagerne, som er raske nok til at kunne tage et job). Det kan også kaldes hokus-pokus økonomisk teori.

Lønpres

Den anden måde er, at når flere og flere presses til at “efterspørge” jobs, så presses de, som er i arbejde, til at acceptere lavere lønstigninger og slække på kravene til, hvordan arbejdet udføres.

På den måde skabes der en mere disciplineret arbejdskraft, som er bange for at ryge ud på de underminerede og forringede dagpenge.

Det, som presser, er den internationale konkurrence, siger de. Men alle arbejdsgivere i alle lande, som der konkurreres med, gør det samme.

Derfor har angrebene på arbejdere uden for arbejdsmarkedet stor betydning for hele arbejderklassen og deres vilkår.

Jo bedre sikring man har, når man bliver arbejdsløs, syg eller socialt ramt, jo bedre betingelser har de, der er i arbejde.

Derfor er det en fælles kamp at forsvare kontanthjælpsmodtagere og alle andre grupper, som er uden for arbejdsmarkedet.