Socialistisk Arbejderavis
Nr. 355 – 18. november 2016 – side 10
Interview
Sejr på Axel Towers
Charlie Lywood
Socialistisk Arbejderavis har talt med Julius Gudmundsson, talsmand for tømrerne fra byggefirmaet DEKO, som nedlagde arbejdet i 14 dage i oktober.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
Tømrerne er med til at bygge Aksel Towers midt i København. De blev uenige med DEKO om det såkaldte “ikke-opmålte arbejde.”
Det førte til 14 dages arbejdsnedlæggelse og derefter en uges bortvisning i oktober. Men til sidst gik firmaet, som ellers havde nægtet at forhandle med tømrerne, med til at tale med svendene.
Kugleramme til chefen
Tømrernes fantasifulde aktioner banede vejen. De opdagede, at der skulle være klub +25 samling for de ansatte, som havde haft 25 år ansættelse i firmaet, hvor også direktøren for DEKO, Peter Krogh skulle deltage. De besluttede at give ham nogle “gaver” via en af de svende i sjakket, som havde været ansat i 25 år, og derfor kunne deltage i klubben for +25.
Gaverne bestod blandt andet i en kugleramme fra BR og et viskelæder, hvor der stod trykt “For real big mistakes!” Da Peter Krogh fik gaverne, spurgte han til, om ikke den her konflikt kunne ordnes “mand til mand”. Som sagt, så gjort. Der blev optaget forhandlinger direkte mellem parterne.
Forliget som kom ud af det, ser ud til, at have givet tømrerne det, de ville have.
En stor sejr. Ikke noget som ligefrem hænger på træerne i disse år, og derfor var jeg nysgerrig efter, hvad de involverede havde at sige, om hvordan det gik til.
Sammenhold kom bag på ledelsen
Julius fortæller at han ikke kan sige så meget om selve forliget, da man har indgået en aftale om ikke omtale indholdet i offentligheden. Han vil dog gå så langt, som til at sige, at tømrerne er “yderst tilfredse med resultatet”.
Men hvorfor gik DEKO alligevel i forhandling, selvom de havde bortvist tømrerne fra arbejdspladsen og egentlig havde “fritstillet” dem?
Julius fortæller, at han tror at tømrernes “sammenhold, og den offentlige omtale kom bag på DEKO’s ledelse” og fik ledelsen til at gå i “en forhandling som blev lavet udenom 3F og Dansk Byggeri. Vi tre forhandlere fra tømrersjakket forhandlede for første gang direkte med direktøren af firmaet. Så kunne vi lige pludselig blive enige.”
Faglige traditioner
Jeg spørger ind til, om de faglige traditioner, som der er i byggefagenes fagforening i København, har spillet en rolle i konflikten. Julius tygger lidt på det, og siger:
“Ja, der er en del, som har været på fagforeningens kursus, og nogle, som har været tillidsmænd rundt omkring på pladserne. Det hjælper selvfølgelig alt sammen. Men det afgørende har været, at vi er blevet trampet på, og det er det, som i udgangspunktet har skabt vores faglige sammenhold.”
Det har undret mig, at i stedet for at gå hjem i de første to uger før bortvisningen, så valgte tømrerne at blive på arbejdspladsen i deres arbejdstid. Jeg spørger ind til hvorfor.
“Vi synes, at der var så meget at tage stilling til, og der kom noget nyt hele tiden, så det virkede helt naturligt at blive på pladsen. Vi stemte jo også hver dag, om vi skulle fortsætte konflikten. Det skabte et fantastisk sammenhold set i bakspejlet, som mange fremover måske kan bruge til noget.”
Vi blev på stedet
“Efter vi blev bortvist og fritstillede,” fortsætter Julius, “bliver vi ved med at være på stedet, denne gang bare udenfor Axel Towers. Den største grund til at forblive var at vise både folk udefra og ledelsen, at vi følte os behandlet på en måde, som vi absolut ikke ville finde os i! Og hvis man vil skabe et sammenhold så afhænger det også af, at man står sammen.”
“Derfor afholdt vi møder hver dag for at stemme om det videre forløb og for at samle sammen på alle de informationer, vi havde fået hver især.”
Jeg blev nysgerrig efter, hvad denne måde at styre konflikten på har haft af konsekvenser på de indre linier. Julius funderer over spørgsmålet:
“Ja, folk i sjakket har uden tvivl fået et meget stærkt sammenhold gennem den måde at køre tingene på, og endnu vigtigere et stærkt venskab.”
“Der var dage, hvor man følte, at det hele bare var trist og surt, men når der så står et helt sjak og klapper af ens indsats, om det så var at stå foran porten, at ringe til folk på telefonlister, snakke med medier, lave bannere, flyers, T-shirts osv. så blev der klappet og hujet af en. Og at være del af et sådan fællesskab gør bare hurtigt ens dag meget bedre.”
Julius fortæller videre:
“Alle fik hver især noget de skulle give sig i kast med og der var hele tiden masser at lave. Og folk var ivrige efter at komme i gang med noget, så det var ikke noget problem at holde alle aktive. Og hvis folk manglede noget at lave, så fandt de bare selv på noget nyt. Deres energi og evner blev udfoldet maksimalt.”
Solidaritet udefra
“Har solidaritet og støtte udefra betydet noget?” spurgte jeg.
”Solidariteten var så enormt stor udefra, og det var et tegn på at vi havde gang i noget som berørte rigtig mange folk i hele Danmark. Jeg kan vist roligt sige at alle var temmeligt overvældede over al den støtte der kom fra højre og venstre.
Det gjorde at vi var villige til at kæmpe videre til det sidste”, fortæller Julius.
Hvad synes Julius om de videre perspektiver?
“Den her kamp er noget, alle andre faggrupper vil kunne relatere til. Og forhåbentlig også bruge som inspiration til at stå sammen, i en situation hvor man føler sig uretfærdigt behandlet. Og folk skal vide at der står rigtig mange folk klar til at hjælpe en hvis uheldet er ude”, er konklusionen fra Julius.
Se også:
SAA 354: Interview: De strejkende tømrere på Axel Towers
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed