Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 18. november 2016 – side 11

Film

Major!

Anna Wolf

Ny stærk dokumentarfilm om en inspirerende ildsjæl fortæller ikke-hvid (LGB)T-historie.

Major!

I Christopher Park i New York City ses en gruppe af statuer; to forelskede kvinder, der sidder på en bænk, og to forelskede mænd, der står ved siden af.

Disse statuer udgør mindesmærket for Stonewall-optøjerne i 1969, hvor homoseksuelle og transpersoner clashede med politiet i kamp mod forfølgelse og undertrykkelse. Det er en vigtig kamp at huske.

Men de to par er begge hvide – og ciskønnede (en ciskønnet er en person, hvis følelse af sit eget køn og kønsudtryk stemmer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen). LGBT-historien og dens kampe er blevet og bliver stadig fortalt fra en hvid synsvinkel.

Der er brug for en genskrivning af historien. Der er brug for den ikke-hvide del og den del af LGBT, der fortæller transkønnedes historie. Og det er det, Annalise Ophelians Major! udgør en vigtig stemme i.

Miss Major

Filmens udgangspunkt er et personligt portræt af den sorte transkvinde, kaldet Miss Major, der siden 1960’erne har stået i kampenes frontlinjer. Gennem borgerrettighedsbevægelsen, Stonewall, AIDS-krisen og transrettigheds-bevægelsen har hun kæmpet. Gennem hende fortælles den ignorerede del af historien.

Miss Major er nu tæt på de 70 og står i spidsen for et netværk, der giver juridisk rådgivning og omsorg til ikke-hvide transpersoner, der ofte lever under samfundets absolutte bundvilkår i USA.

Hun er mor, far, ikon og livline for samfundets mest nedtrådte. Hun er evig optimist, men også skarp kritiker af et ulige og racistisk system og en hvid, amerikansk historiefortælling. Og hun er altid aktivist.

Underklasse

Miss Major er en spændende og inspirerende person, og de mange tilsagn fra personer, hun har hjulpet og haft en afgørende indflydelse på er stærke og bevægende. Men filmen er også en fortælling om underklassens underklasse i USA.

Ikke-hvide transpersoner er i fængsel i stort antal og har yderligere de værste vilkår inden for fængselsvæsenet. Mange er arbejdsløse og syge, måske hjemløse.

Mange er eller har været sexarbejdere under barske forhold. En betydelig del er tilmed udstødt af deres familier. Og deres er en historie, der sjældent fortælles.

Derfor er Major! ikke bare en ikke-hvid vinkel på historien, men også den barske og ikke så glamourøse og festlige del af LGBT-kampens historie. En vigtig fortælling om, hvem der gemmer sig bag bogstaverne. En fortælling om betydningen af solidaritet og sammenhold.

Jeg smilede ad Miss Majors larger-than-life-skikkelse, hendes jokes og evigt inspirerende kampånd. Jeg lo under den humoristiske beskrivelse af, hvordan Stonewalls mest militante frontlinjer udgjordes af transkønnede sexarbejdere og dragqueens med drabelige, røde stiletter.

Jeg græd under filmens sidste hilsen til de mange medvirkende transpersoner, der døde i en alt for ung alder, før filmen blev færdig.

Og jeg gik derfra med visheden om vigtigheden af kamp, solidaritet og genskrivningen af vores historie om muligt forstærket. Se den!

Filmen blev vist på MIX Copenhagen LGBTQ filmfestival 9. oktober.

 

Se også:
SAA 355: Film: The War Show – Venner i krig

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Anna Wolf

Siden er vist 1408 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside