Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 27. november 2016 (Kun online)

Fidel Castro 1926-2016

Dave Sewell

Da den unge Fidel Castro stod anklaget for et væbnet angreb på Moncada-kasernen i 1953, udfordrede han retten: “Døm mig blot. Det betyder ikke noget. Historien vil frikende mig.”

Fidel Castro taler

Fidel Castro
Foto: Marcelo Montecino / Creative Commons

Seks år senere var han Cubas premierminister og ledede dets regering i 49 år, før han formelt trådte tilbage i 2008.

Historien må dømme ham både som frihedskæmper, hvis trodsighed ydmygede USA-imperialismen, og som hersker over et undertrykkende, ulige samfund.

Castro blev født i 1926 og voksede op i et Cuba, der reelt var en koloni. Det spanske kolonistyre sluttede først i 1898, delvis ved hjælp af amerikanske tropper, der tog over, hvor Spanien slap.

Den nye cubanske forfatning tillod USA at intervenere, når dets interesser blev truet. Guantanamo-bugten blev “lejet ud” til en amerikansk base, der stadig huser verdens mest berygtede fængsel.

Amerikanske virksomheder opkøbte størstedelen af Cubas jord og underudviklede landets økonomi som en sukkerplantage.

Cuba var en del af en kæde af amerikansk dominans i hele Latinamerika. Amerikanske virksomheder plyndrede ressourcer – fra United Fruit, der havde gjort Guatemala til en “bananrepublik”, til kobber-giganter, der gennemhullede det chilenske landskab og arbejdede tusindvis af minearbejdere til døde.

Vold

Det blev bakket op af volden fra amerikanske styrker og de diktatorer, de understøttede, i det præsident Theodore Roosevelt havde kaldt “Den store kæps” politik.

Castro var en del af et bredt miljø af nationalistiske middelklasse-studerende, der var bitre over denne imperialisme og bekæmpede den modigt. Han fokuserede på væbnede aktioner af nødvendigvis små og konspiratoriske grupper.

Hans retssag efter angrebet på Moncada hjalp med til skubbe ham op i forreste række af Cubas opposition. Han kaldte sin organisation “26. juli-bevægelsen” efter datoen for angrebet.

Fidel Castro under arrest efter angrebet på Moncada

Fidel Castro under arrest efter angrebet på Moncada.

Men angrebet havde kun omfattet 140 mennesker – og det slog fejl. Halvdelen af dem døde, og Castro kom i fængsel, indtil han blev løsladt ved en amnesti to år senere.

Andre oppositionskræfters fejlslagne projekter bidrog til at få Castros metoder til at se ud som den eneste vej frem.

Præsident Fulgencio Batista lukkede valgprocessen og den parlamentarisk opposition ved et kup i 1952.

Massive strejker og protester i 1933 havde vist, at den cubanske arbejderklasse havde magt. Men kommunistpartiet havde deltaget i Batistas første regering, demobiliseret arbejderne og miskrediteret sig selv for en generation af radikale.

Der var andre væbnede grupper. Men efterhånden som Batistas undertrykkelse dræbte deres ledere, manøvrerede Castro dygtigt sig selv og 26. juli-bevægelsen frem til at blive den ledende opposition.

Sammen med en bådfuld eksilcubanere – og argentineren Ernesto “Che” Guevara – indledte han en invasion fra Mexico i november 1956 i håb om, at en masseopstand ville hilse dem velkommen.

Det gjorde den ikke, og de fleste blev dræbt. Men de overlevende begyndte en lang guerillakrig i Cubas bjerge. Støtten fra bondebefolkningen hjalp dem med at vinde kampe – og nye rekrutter.

Modstanden mod Batista voksede i Cubas byer, herunder generalstrejker og en valg-boykot. Det i stigende grad forhadte regime begyndte også at rådne indefra, og dets amerikanske bagmænd vaklede.

Castro brugte guerillaernes prestige til at sikre sig ledelsen af oppositionen og sikre, at hans hær var den eneste organisation, der var i stand til at tage magten, når regimet faldt.

Det var en heroisk kamp. Men det var ikke noget, der lignede en kommunistisk revolution, som Karl Marx og Friedrich Engels havde forestillet sig den. De gjorde det til et centralt princip, at “arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv.”

I Cubas revolution gjorde Castro og hans allierede alt, hvad de kunne, for at begrænse arbejdernes rolle til at støtte guerillaerne. I jubelen efter Batistas fald i januar 1959 begyndte arbejderne at radikaliseres – og Castro anså det som en trussel.

I februar klagede han over, at: “På arbejderklassens demonstrationer rejses der bannere og krav fremsat i den samme tone, der blev brugt, da der var en ikke-revolutionær regering.”

“Masserne indser ikke, at dette er deres regering. Man får den fornemmelse, at de stadig har den idé i tankerne, at regeringen og folket er forskellige ting.”

Slået ned

I lidt over et år havde han slået ned på et genopstående demokrati inden for fagforeningerne og beslaglagt oppositionens presse.

Den nye regering vedtog de jordreformer, den havde lovet bønderne, mens den søgte et kompromis med USA og de rige på Cuba. Deres uforsonlighed tvang den til mere radikale skridt.

USA bevæbnede højreorienterede oprørere og truede med at holde op med at købe cubansk sukker. USA’s allierede holdt op med at sælge våben og andre livsvigtige forsyninger til Cuba, hvilket førte til, at de købte det fra Rusland. Amerikansk-ejede raffinaderier nægtede at behandle russisk olie, så Castro nationaliserede dem.

Den handelsembargo, USA indførte, skabte problemer for almindelige cubanere i årtier. Amerikanske agenter udførte terrorangreb, der dræbte cubanske civile.

Under den amerikanske præsident John F. Kennedy lancerede CIA endda Svinebugt-invasionen ved hjælp af cubanske højreorienterede oprørere.

Deres raid i 1961 mislykkedes lige så spektakulært, som Castros havde gjort det fem år tidligere. Men hvor han havde opildnet oppositionen mod Batista, opildnede USA’s skandaløse initiativer støtten til Castro.

Verden havde allerede set de brutale resultater af USA-støttede kup i hele Latinamerika, navnlig i Guatemala i 1954. For at vælte reformatoren Jacobo Arbenz bombede de hovedstaden og sendte tropper ind.

Et vellykket kup i Cuba ville måske mere have lignet, hvad der kom til at ske i Chile i 1973, hvor den USA-støttede general Augusto Pinochet slagtede tusinder. I stedet beviste Cuba, at USA kunne slås, kun 50 miles fra den amerikanske kyst.

Dette var baggrunden for, at Castro erklærede socialismen i december 1961 – tre år efter magtovertagelsen. Der var to sider af hans trods.

På den ene side begyndte Castro at bruge en mere skarp anti-imperialistisk tone. Han appellerede til de fattige i de to Amerika’er og opfordrede Guevara til at “sprede revolutionen”.

Han skulle senere sende støtte og soldater til de stater i det sydlige Afrika, som bekæmpede apartheid.

Fidel Castro besøger Washington i 1959

Fidel Castro besøger Washington i 1959.

Men i en verden, der var polariseret af den kolde krig, handlede det, Castro mente med socialisme, snarere om tilpasning til én supermagt for at modstå den anden. Det, der startede som en tøvende alliance med Sovjetrusland, blev centralt for hans styre.

Dette slog CIA, men prisen var at Cuba blev en brik i atomvåbenkapløbet. Cuba overlevede den amerikanske embargo ved at blive et tvunget marked for dårlige varer fra Østblokken – og var fortsat afhængigt af eksport af sukker.

Det nye kommunistiske parti, som Castro skabte i 1965, var ikke et værktøj for arbejdernes oprør fra neden, men for statens kontrol fra oven.

Mange af de gamle cubanske rige var flygtet, men en ny herskende klasse var i gang med at blive dannet, baseret på statsejendom – ikke på arbejdermagt. Den efterlod de grundlæggende elementer i det kapitalistiske samfund urørt. Udbytningen fortsatte, ligesom den undertrykkelse, der hang sammen med den.

Trods store fremskridt mod analfabetisme har mange cubanere stadig dårlige boligforhold og lave lønninger. Dette gælder især for de sorte cubanere, der stadig står over for institutionel racisme og blev hårdest ramt af 1990’ernes “særlige periode” med økonomisk krise efter Sovjetunionens sammenbrud.

Statens succes med at udvikle sundhedsvæsenet hyldes med rette. Men det bruges mere til udenrigspolitiske formål – fx ved at sende læger til Venezuela i bytte for olie – end til gavn for de fattige.

Abort blev ikke fuldt afkriminaliseret før i 1979. Vold i hjemmet bliver stadig stiltiende accepteret. Selv i dag driver mangel på muligheder mange kvinder til sex-arbejde, der er en stor del af Cubas turistindustri.

Castro forfulgte LGBT-personer på det forfærdeligste, med masseanholdelser, arbejdslejre for “afvigere” og specialundervisning til drenge, der blev vurderet som feminine. Det kulminerede i udvisning af op mod 10.000 bøsser og lesbiske fra 1980.

Optøning

Castros tilbagetræden – og en optøning i forholdet til USA – var en mulighed for hans efterfølgere for at forstærke hans tilbagetrækning fra den kolde krigs statskapitalisme over mod en markedsbaseret model.

De håber at følge i Kinas fodspor og åbne op for store overskud, samtidig med at de undertrykker oppositionen. Hvis det lykkes, vil de ligesom Kinas herskere måske opleve, at den økonomiske vækst bringer en større og potentielt modigere arbejderklasse på banen.

Det er hos disse arbejdere, at et håb om ægte socialisme i Cuba ligger.

Castro vil blive fordømt af hyklere fra den herskende klasse, der hader ham, fordi han udstillede deres svaghed og nægtede at blive knust.

Han vil blive kaldt en morderisk tyran af dem, der støttede Pinochets fascistiske kup og støtter det brutale saudiske regime i dag.

Han fik dem til at skælve og gav opmuntring til oprørere og anti-imperialister i hele verden. Det var rigtigt at støtte hans modstand mod USA’s forsøg på hævn.

Men han kan ikke blive frikendt for at misbruge ideen om kommunisme til at herske over et kapitalistisk samfund.

Den socialisme, han hævdede at repræsentere, er så vigtig som nogensinde – men at gøre den til en realitet betyder arbejdernes selvstændige aktivitet, ikke statskontrol fra oven.

Oversat fra Socialist Worker (UK), lørdag den 26. nov. 2016 (kun online).

Læs mere om den cubanske revolutions første 20 år – om dens problemer og om dannelsen af den nye herskende klasse på Cuba – i Cuba, Castro og socialisme af Peter Binns og Mike Gonzalez (1980).

 

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Cuba

Se flere artikler af forfatter:
Dave Sewell

Siden er vist 1481 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside