Socialistisk Arbejderavis
Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 6
Kvindekamp
Ligestilling – et klassespørgsmål
Anna Wolf
Den globale krise illustrerer, hvordan kvindekamp og ligestilling stadig i allerhøjeste grad er et klassespørgsmål.
Anna Wolf
Fortællingen om, at kvindekampen har udspillet sig, og at vi har opnået ligestilling i Danmark, er udbredt. Køns- og ligestillingskampen ligger på et kulturelt plan, og på arbejdsmarkedet fokuserer man på kønskvoter og flere kvinder på erhvervslivets topposter.
Men uligheden mellem kønnene er stadig materiel og økonomisk – også i Danmark.
Siden 2007-8 har vi befundet os i en global, økonomisk krise. Dette har betydet massive nedskæringer på velfærden globalt. De seneste regeringer har sat pensionsalderen op, forkortet dagpengeperioden, indført kontanthjælpslofter og generelt skåret i den offentlige sektor.
Som socialister argumenterer vi for, at et angreb på velfærden er et angreb på hele arbejderklassen, men et dobbelt angreb på arbejderklassens kvinder.
Historie
I Danmark vandt kvindebevægelsen de store sejre i 1970’erne – både en ligelønslov i 1976 og en blivende kønspolitisk dagsorden.
Kvinderne var i langt højere grad end tidligere kommet ud på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen i 1960’erne. Dette gjorde kvinden mere økonomisk uafhængig af manden, men det gjorde hende også til arbejdskraft i det kapitalistiske system og altså udbyttet ligesom den mandlige arbejder.
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var det overvejende i lavtlønnede “omsorgsjobs” i den offentlige sektor. I øvrigt havde mandlige og kvindelige fabriksarbejdere forskellige overenskomster, der illustrerede kvindens fortsat lavere værdi.
Kønsopdelt arbejdsmarked
Det kønsopdelte arbejdsmarked eksisterer i høj grad stadig i dag. Mænd dominerer den private sektor, kvinder den offentlige. Mænd udgør ifølge Kvinfo (2013) 3 pct. af danske sygeplejere, 5 pct. af SOSU-arbejdere og 14 pct. af pædagoger.
Ligeledes er en faggruppe som fx folkeskolelærere også de sidste 30 år i høj grad blevet et kvindefag. Kvinder udgør næsten 70 pct. af arbejderne i den offentlige sektor i EU.
Ligelønsloven har reelt set ikke ført til lige lønforhold for mænd og kvinder.
Inden for maskiner og samlebåndsarbejde, hvor mænd og kvinder arbejder med det samme, tjener en kvinde stadig kun 89 kr., hver gang en mand tjener 100.
Desuden tjener kvinder mindre end mænd i 202 ud af 207 faggrupper, så det er svært at fortsætte argumentet om, at uligelønnen blot skyldes, at mænd og kvinder arbejder i forskellige brancher.
Kvinder står generelt i en markant mere usikker og dårligere lønnet arbejdssituation end mænd. Man refererer til Danmark som et af de mest ligestillede lande, men i 2010 lå Danmark kun på en 43. plads i verden. På samme måde priser man stadig “den danske model” i høje toner.
Uligheden vokser
I alle de europæiske lande har nedskæringerne i den offentlige sektor påvirket kvinders jobmuligheder og økonomiske situation. I mange lande er lønnen faldet eller fastfrosset. De offentlige sektorer er skrumpet ind, og mange er blevet fyret i massive sparerunder.
Andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er faldet – Danmark er et af de lande, hvor den er faldet mest (til under 2005-niveau). I nogle lande, som Spanien, Portugal og Grækenland, er nedskæringerne direkte rettet mod netop de mest kvindedominerede sektorer, som uddannelse, sundhed og socialarbejde.
Der er en generel tendens til, at kvinder i højere grad end mænd ikke vender tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de mister deres job. I mange lande betyder det, at kvinder tvinges tilbage i en ‘gammeldags’, tilbagetrukket rolle med ansvar for hjem og børn, da nedskæringerne også går ud over mulighederne for børnepasning.
Krisepolitikkens angreb på velfærd er et angreb på kvinder, både som en arbejdende/producerende del af velfærdsstaten og som modtagere af forskellige velfærdsydelser, der især hjælper kvinder/familier.
Hvis man ser på ligestilling som mindre eller slet intet løn-gab, har krisen sat ligestillingen flere år tilbage.
Kvindekamp er klassekamp
Modstand mod angrebene på velfærd er en kamp for hele arbejderklassen, alle køn medregnet. Men dette er også et eksempel på, hvorfor kvindekamp ikke kun er kvinders kamp – kampen for ordentlige løn-, arbejds- og leveforhold er alles kamp. Det hænger uløseligt sammen.
Vi vil ikke bare have ligeløn – kvindeløn på niveau med mandlige arbejderes. Vi vil have retfærdige forhold og ægte ligestilling for alle arbejdere. Kvindekamp er klassekamp.
Dette er den ene af to artikler, der er skrevet på baggrund af en debat på Marxisme 2016 om kvindekamp, holdt af Anna Wolf og Charlotte Lund. Anna er medlem af Internationale Socialister og Charlotte er medlem af Københavns borgerrepræsentation for Enhedslisten.
Læs Charlottes artikel: Feminisme uden strukturkritik er ikke meget værd
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed