Venstrefløjen og “generalprøven” i 1905

Kun 12 år tidligere, i 1905, havde arbejderklassen nær væltet zar-styret. Denne erfaring, om at man kunne udfordre regimet gennem egne aktiviteter og ved ens egen organisering i form af råd på arbejdspladserne, var stadig levende i arbejderklassen.

Under denne “generalprøve” før 1917-revolutionen blev væsentlige funktioner i samfundet overtaget og kontrolleret af arbejderrådene – på russisk ”sovjetter”. De udgjorde en alternativ og langt mere demokratisk orden end zar-styret.

Sovjetterne opstod på ny i 1917 og blev revolutionens vigtigste organiseringsform.

1905-revolutionen blev blodigt slået ned. Det betød i første omgang et tilbageslag for arbejderklassen og dens organisationer.

Men samtidig modnede det også et lag af arbejdere og revolutionære. De fik erfaringer om, at man ikke kunne regne med borgerskabet som en allieret i kampen mod zaren. Man måtte i stedet i højere grad koordinere sovjetternes aktiviteter og i sidste ende være klar til at forsvare sig med våben mod statens voldsgerninger.

Den russiske venstrefløj

Den sidste del af baggrunden var den særlige sammensætning af den russiske venstrefløj.

I Rusland var splittelsen mellem de revolutionære og reformistiske strømninger, der herskede inden for de socialdemokratiske partier, allerede sket i 1903, og dermed var de revolutionære kræfter samlet i én uafhængig organisation.

I resten af Europa fandt denne opdeling først sted under den revolutionære bølge fra 1917-23.

Bag de formelle organisatoriske grunde til splittelsen mellem den revolutionære strømning (bolsjevikkerne) og den reformistiske (mensjevikkerne) lå der en dybere uenighed: Hvilke sociale kræfter kunne gennemføre den kommende revolution mod zar-styret?

Bolsjevikkerne mente, at arbejderklassen i alliance med de fattige bønder og andre undertrykte grupper skulle lede revolutionen mod zar-styret.

Det liberale borgerskab kunne ifølge bolsjevikkerne nok råbe om behovet for reformer, men de var alt for afhængige af zar-styret til at ville lave revolution.

Mensjevikkerne mente derimod, at hvis arbejderne undlod at “skræmme” borgerskabet med for radikale arbejder-krav, så ville det liberale borgerskab nok lave revolution mod zar-styret.

Bolsjevikpartiet

Det er svært at forestille sig, at revolutionen ikke var blevet kvalt uden et revolutionært parti, som havde en vis størrelse – og dermed tilstrækkelige stærke rødder i Skt. Petersborgs og Moskvas industriområder – inden den revolutionære storm rasede.

Bolsjevikkerne var det eneste parti på venstrefløjen, som ikke gik ind i samlingsregeringerne. Trods paroler om fred og reformer fortsatte disse regeringer alligevel med at finansiere og organisere krigen.

Bolsjevikkerne pegede i stedet på arbejdernes, de fattige bønders og soldaternes kamp som det eneste, der kunne stoppe krigen og udgøre grundlaget for et nyt og mere demokratisk samfund.

Og bolsjevikkerne nøjedes ikke med at pege på disse kræfter. De intervenerede også i bevægelserne med en sammenhængende politik, rettet mod en opstand.

Fra februar til oktober 1917 vandt bolsjevikkerne arbejdermassernes opbakning.

På den første landsdækkende kongres for arbejderrådene, sovjetterne, efter februar-revolutionen havde bolsjevikkerne været i mindretal.

Men i oktober vandt de flertallet for den militære opstand, der allerede var påbegyndt under den 2. landsdækkende kongres for sovjetterne i oktober.