Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 358 – 17. marts 2017 – side 9

100-året for den russiske revolution

Arbejdernes kampe og udviklingen af arbejderkontrol

Anders Bæk Simonsen

Sovjetterne adskilte sig fra alt andet, man havde set før.

For det første bestod de af samtlige ansatte på arbejdspladsen, som ikke var en del af ledelsen. For det andet udgjorde den borgerlige orden ikke en endegyldig ramme for, hvilke krav man kunne rejse (selvom kravene i begyndelsen var rimeligt moderate).

Da samfundet samtidig var i dyb social, politisk og økonomisk krise, skulle der heller ikke særlige ambitiøse krav til, før de konfliktede med borgerskabets interesser.

Borgerskabet ønskede først og fremmest en fortsættelse af krigen. Den dybe afhængighed af de stærkere franske og engelske kapitalister afgjorde denne sag for det svage russiske borgerskab.

Efter februar-revolution ønskede den nye provisoriske regering, at arbejderne skulle vende tilbage til arbejdet. Men arbejderne havde hverken fået deres 8 timers arbejdsdag eller en løn, man kunne leve af. De stærkeste arbejdspladser indførte selv en 8 timers arbejdsdag uden at forhandle med ledelsen.

De tusindvis af mini-zarer

Tim Sanders & John Newsinger: 1917: Russia’s red year, p.35

Fra Tim Sanders & John Newsinger: 1917: Russia’s red year side 35.
(Klik på billedet for at få en større udgave.)

Selv om zaren var faldet i februar, var der fortsat tusindvis af mini-zarer på arbejdspladserne og i hæren. Disse bosser og generaler befalede under en diktatorisk kultur, som var blevet endnu værre med den militære disciplin, der var indført under 1. verdenskrig.

På flere fabrikker blev disse mini-zarer rullet ud for enden af fabriksporten i tønder med poser over hovedet og blev genstand for offentlig ydmygelse.

Men på langt de fleste fabrikker fortsætter ledelsen med at være i kontrol – omend langt mindre selvtillidsfulde og med kraftigt indskrænket “ledelsesret” end tidligere. På de offentlige arbejdspladser, der før februar var ledt af militært personale, fremførte arbejderne mere radikale krav end på de privat-ejede.

Arbejdernes krav støder hele tiden mod borgerskabets interesser, og styrkeforholdet mellem arbejderne og kapitalen er i perioden imellem februar til oktober hele tiden ustabil og flydende.

Borgerskabets liberale aviser, der i allersidste øjeblik støttede revolutionen mod zaren, kører kampagne mod arbejdernes “selviske krav” for at splitte sammenholdet mellem soldaterne og arbejderne. Arbejderne inviterer soldaterne ind på arbejdspladserne for at afmystificere.

Industrien truer med at lukke og lockoute og med fyring af tusindvis af ansatte for at knække arbejderbevægelsen. Lockouten står i erindringen som et af de midler, som regimet knækkede arbejderbevægelsen med under 1905-revolutionen. Et modsvar – eller rettere forsvar for deres arbejdspladser – er nødvendigt.

Langezipen-fabrikken

Et eksempel er Langezipen-fabrikken, der lavede maskiner og havde 1200 ansatte.

Den 27. april udstationerede arbejderne bevæbnede vagter ved farbriksportene. De nægtede at lade nogen som helst fra ledelsen gå, før arbejdsdagen er omme. Baggrunden var, at de mistænkte ledelsen for at holde produktionen tilbage.

Et udvalg bestående af repræsentanter for den overordnede sovjet i Skt. Petersborg og fra arbejdergiverorganisationen kan ikke mægle konflikten til ro. Den 2. juni melder fabriksejeren ud, at han vil lukke fabrikken, da 8 timers arbejdsdagen og mangel på materiale og brændstof er for bekosteligt.

Arbejderrådet på arbejdspladsen beder om hjælp fra ledelsen af fabriksrådene. Sammen kan de afsløre en lang række suspekte finansielle transaktioner – altså at der stadig er penge.

Samtidig øger arbejderne kontrollen med ledelsen: Ingenting måtte forlade fabrikken uden rådets tilladelse. Ledelsens ordrer skal godkendes af rådet, og ingen dokumenter (dvs. regnskaber, ordrer på varer osv.) måtte destrueres, før rådet havde set dem.

På den måde er kampene her på arbejdspladsen og kampene imellem soldaterne og generalerne ved fronten og på kassernerne essensen af den dobbeltmagtssituation, som er opstået efter februar-revolutionen.

Generalisering og koordinering

Generaliseringen af arbejdernes erfaringer med bosserne på de enkelte fabrikker gav dem i løbet af foråret og sommeren et billede af, at bosserne var klar til at gamble med hele landets økonomi for at knække arbejdernes magt og indlede en kontrarevolution.

Hvis bosserne ikke kunne skaffe råstoffer for at drive produktionen videre, ja så måtte arbejderne tage ansvaret på sig.

Skabelsen af koordinerede kontrolinstitutioner over for bosserne, der rakte udover den enkelte fabrik og gjaldt for hele byen, blev introduceret ved den første kongres for arbejderrådene i industrien i maj. Det blev også de første skridt mod et distributionsnetværk, der skulle fordele materiale og brændstof – styret af sovjetterne.

På den måde blev perioden fra februar og frem til sommeren en styrkeprøve, hvor den nye sovjetmagt fik overtaget, men langtfra var kommet i mål endnu.

Dobbeltmagtsregimet bestod stadig, og en sådan situation er uholdbar. De to ordener kan ikke eksisterer og udvikle sig, uden at det sker på bekostning af den ene.

Se også:
SAA 358: 100-året for den russiske revolution: Dobbeltmagtsregimet
SAA 358: Ny bog: 1917: Russia’s Red Year

Flere artikler i serien Den russiske revolution 100 år

Flere artikler fra nr. 358

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 352 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside