Socialistisk Arbejderavis
Nr. 359 – 1. maj 2017 – side 10
Trumps fremfærd i Syrien skaber endnu flere krige
Charlie Lywood
Trumps optrapning af USA’s krigsdeltagelse i Syrien tegner dårligt for den syriske befolkning og øger risikoen for, at krigen kan udvikle sig til en militær konfrontation med Rusland og dets allierede.
Optrapningen i Syrien har i første omgang fået Rusland til at svare igen ved at opgradere Assads antiluftskyts. Samtidig rasler USA’s udenrigsminister, Tillersen, med sablen over for Iran og kalder landet for en destabiliserende faktor i Mellemøsten.
De foretager “alarmerende, vedholdende provokationer,” siger han til pressen. Det kan ligne en propaganda-optakt til et yderligere militæreventyr i Syrien fra luften. Eller mod selve Iran og deres atomanlæg. Det kan optrappe konflikterne i Mellemøsten yderligere.
Farlig situation
Situationen er meget farlig, fordi den kan trække USA (selv om det ikke nødvendigvis er deres intention) og dets allierede, herunder også Danmark, ind i en konfrontation mod Rusland og den lokale imperialistiske magt Iran.
Den kan betyde både “boots on the ground” og alt det, som vi kender fra Irak-krigen, og som er grunden til, at Daesh (Islamisk Stat) kunne vokse og få fodfæste i befolkningen. Men det kan også betyde opblusning af andre krige og øgede spændinger i hele Mellemøsten.
Derudover ville det øge truslen for terrorangreb i de lande, som involverer sig.
Flygtningesituationen vil også blive forværret. Både i nærområdet, men også ved øget flugt til Europa.
Støt det fortsatte oprør
I stedet må vi fortsat støtte oprøret mod Assad. Det er svækket, men endnu ikke knækket. Når bomberne tier, myldrer det frem. Vores opgave er at fastholde folks legitime ret til at vælte en diktator, selv om nogle gør det under islamisk flag.
Det, folk i Syrien vil, er demokrati, social fremgang og frihed fra undertrykkelse. Det er håbet fra det arabiske forår.
Socialisters opgave er at kræve, at Danmark trækker sig militært ud af Mellemøsten, inklusive Syrien. Men også at alle andre imperialistiske stater trækker sig.
Lad Syriens folk selv bestemme. Uden Iran og Rusland, ingen Assad. Hverken Moskva eller Washington, Teheran eller Riyadh, men international socialisme!
Det betyder også åbne arme til de krigsflygtninge, som måtte banke på vores dør.
Se også:
SAA 359: Ny pjece: Syrien: Revolution, kontrarevolution og krig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe