Socialistisk Arbejderavis
Nr. 360 – 27. juni 2017 – side 11
Den russiske revolution 100 år
De højspændte julidage
Anders Bæk Simonsen
I starten af juli 1917, er et militant oprør vendt direkte imod den provisoriske regering ved at tage form i Petrograd. Soldaterne og arbejderne i Petrograd er dødtrætte af at vente på fred, mad og en fremtid, de tror på.
Regeringsstyrker skyder mod demonstranter i Petrograd, juli 1917.
Oprøret var langt fra stærkt nok til at vinde og var lige ved at blive et farligt nederlag for revolutionen. Revolutionen fra februar førte til en dobbeltmagtsituation. Magten lå hos både sovjetterne og den provisoriske regering.
Begge steder havde Mensjevikkerne (socialdemokrater) og de Socialrevolutionære (radikalt bondeparti) flertallet. Derfor bliver oprøret i juli både et oprør mod sovjetternes og den provisoriske regerings ledelse.
Desperationen
Situation er i løbet af juni mere og mere desperat. Statens gæld er vokset i løbet af verdenskrigen, og i 1917 udgør den cirka det samme som alle Ruslands anslåede formuer tilsammen. Regeringen har desperat brug et nyt lån, men for at få kredit fra dens militære allierede, må Rusland vise styrke i krigen og indlede en ny offensiv.
Men det var netop krigsfrontens meningsløse slagteri, som fik de russiske soldater til at gribe magten i februar og vælte Tsarens styre. Soldaterne ville ikke kæmpe.
Timing
I slutningen af juni summer det således med møder i soldaternes kasserne og regimenter, hvor konklusionen er, at nu er det på tide at gribe magten. Men ingen af de socialistiske partier er for – heller ikke bolsjevikkerne.
Hvor mensjevikpartiet og det socialrevolutionære parti grundlæggende ikke er interesseret i et revolutionært magtopgør mod den stat de er med til at administrere med ministerposter i regeringen, handler det for bolsjevikkerne om timing.
Vurderingen fra dem var, at selv om Skt. Peterborgs arbejdere og soldater er klar, er masserne i andre store og mindre provinsbyer, soldaterne ved de forskellige fronter og de fattige bønder på landet endnu ikke nået til den samme revolutionære konklusion.
Ikke nok med det, har de stadig en vis grad af sympati og opbakning til samlingsregeringen, og er decideret fjendtligt indstillede over for bolsjevikkerne. Skt. Petersborg står dermed isoleret og generalerne vil nemt, uden aktiv modstand fra masserne i hele Rusland, rykke hærenhederne ind i hovedstaden og knuse revolutionen.
Den berygtede dråbe
Dråben der får bægeret til at flyde over i Petrograd, bliver en krise i regeringen, hvor fire ministre fra det liberale Kadet-parti trækker sig.
Spørgsmålene om fred, løn, mad og jord bliver dermed til et spørgsmål om, hvem der reelt skal lede landet. De borgerlige partier har, ligesom arbejderne og soldaterne i Skt. Petersborg, tabt tålmodigheden med dobbeltmagtsregimet, som de mener står i vejen for den militære offensiv.
De liberales udtræden af regeringen er en forberedelse på et blodigt, kontrarevolutionært militærkup. De forsøger sig i første omgang med spredte, mindre provokationer at fremprovokere bevægelsen til at foretage overilede handlinger.
Den 3. juli
Morgenen efter den 3. juli holder tusindvis af soldater fra maskinpistolsregimentet møde og bliver enige om at gå ud i en bevæbnet manifestation. Andre militære enheder tilslutter sig. De sender bud ud til de store fabrikker.
Bolsjevikkerne argumenterer for tilbageholdenhed, men støder hovedet mod en mur. “Vi vil ud, og vi vil vælte denne regering,” siger arbejderne og soldaterne. De ønsker, at sovjetterne skal tage de nødvendige skridt til at forberede oprøret.
Bolsjevikpartiet sadler om
Bolsjevikkerne er fanget på det forkerte ben. På partiet ledelsesmøde er der enighed om, at hvis man går på gaden, vil det betyde en ny revolution, som man ikke tror kan vindes.
Beslutningen fra ledelsen var, at medlemmer på fabrikkerne og i barakkerne skulle argumentere for ikke at gå på gaden. Men på de store fabrikker var der flertal for at gå ud, trods arbejder-bolsjevikkernes mere eller mindre halvhjertede modstand.
Den lokale by-ledelse af partiet kræver sammen med arbejder og soldater repræsentanter, at partiledelsen genovervejer deres stilling. De foreslår i stedet, at partiet går med for at sikre at bevægelsen udnytter regeringskrisen. Og de appellerer til, at soldaterne og arbejdernes må gå i en fredelig demonstration til sovjetternes hovedkontor på Tauride Paladset, og lade deres repræsentanter fremlægge bevægelsens krav til sovjetternes ledere.
Partiledelsen erklærer sig enig, og partiets beslutning bliver mødt med spontan udbrud af sang blandt de ti-tusindvis af arbejdere og soldater.
Bolsjevikkerne er det eneste parti, som tilslutter sig bevægelsen og går med. De næste to dage demonstreres der foran sovjetterne hovedsæde, men sovjetledelsen står fast på, at den ikke vil forberede et oprør mod den provisoriske regering.
En aftale
Trods manglen på en samlet idé om hvad der skulle gøres, og selvom sovjetternes ledelse ikke ville organisere et oprør, havde store dele af masserne alligevel forventninger om, at sovjetledelsen kunne presses til at sikre bevægelsens krav.
Bolsjevikkerne forhandler en aftale med de andre socialistiske ledere. De lover, at de vil appellere til masserne og matroserne om at vende tilbage til fabrikkerne og kasernerne. Til gengæld lover de sovjetledelsen, at der ikke vil ske flere pogromer, og at bolsjevikpartiet ikke efterfølgende vil blive til genstand for forfølgelse.
Bolsjevikkerne overholder deres del af aftalen, og denne gang følger bevægelsen trop og går hjem. De går hjem med erfaring om, at selvom en bevæbnet demonstration er en tydelig appel, skal der noget andet til for at sovjetternes ledelse vil stille sig i spidsen for, og organisere, en ny revolution.
Kontrarevolutionen sættes i gang
Blot få timer efter ankommer tropper, som regeringen og sovjetledelsen kan regne med. Det ændrer situationen med det samme, og aftalen er ikke længere noget værd. Der spredes rygter om, at Lenin og bolsjevikkerne er tyske spioner.
De regeringsloyale tropper rykker ud. Byens forskellige kvarterer afskæres fra hinanden.
Angreb på bolsjevikkerne, og bredere på den militante arbejderbevægelsens organer, igangsættes. Redaktionslokaler smadres, arbejdere og bolsjevikker tæskes, fængsles og nogle dræbes. Fascistiske tropper og bøller slår sig løs i gaderne.
En arbejder vil afsløre løgnen om bolsjevikkerne for de nyligt ankomne soldater. Men for første gang siden februar-revolutionen står officererne mellem arbejderne og soldaterne, og soldaterne adlyder officererne. Bolsjevikpartiets ledende medlemmer må skjule sig for ikke at blive fængslet eller skudt.
Et lærerigt nederlag
Julidagene ender med et umiddelbart nederlag for bevægelsen, men det bliver ikke et altafgørende nederlag. For masserne i Petrograd bliver det tydeligt, at de socialistiske ledere af regeringen og sovjetterne ikke er villige til at bryde med borgerskabet, statsmagten og de militære allierede.
Julidagene viser dem også, at bolsjevikpartiet er det eneste parti, der står på arbejdernes, soldaternes og bøndernes krav i handling.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed