Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 362 – 17. november 2017 – side 6

Gamle udfordringer i en nyliberalistisk verden

Hans Erik Madsen

I 100 året for den russiske revolution i 1917 tegner der sig i dag en global virkelighed, som fremfor at være ny, på mange måder “er en gentagelse af historien og en gentagelse af arbejderbevægelsens mål og opgaver” fra slut 1850 frem verdenskrisen i midt 70-erne: at genopbygge en socialistisk bevægelse, velfærdssamfund og socialisme.

Som dengang står arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelse i dag over for kolossale udfordringer.

Dengang blev arbejderbevægelsen splittet på holdningen til 1. verdenskrig – for eller imod krig, for eller imod opbakning til egen “nation”. Dengang var arbejderbevægelsen ikke stærk nok til at forhindre to verdenskrige og nazisternes magtovertagelse. Men arbejderbevægelsens fik sit comeback efter 2. verdenskrig, hvor kapitalismen boomede.

Men i 1974 viste kapitalismen igen, at kriser er indbygget i systemet. Og det blev skelsættende for udviklingen. Og har ført til en virkelighed, hvor især arbejderbevægelsen er er en skygge af sig selv.

I dag har hovedparten af den gamle arbejderbevægelse og de socialdemokratiske partier accepteret neoliberalismen og konkurrencestaten, som afløser for velfærdsstaten.

Nyliberalismens sejrsgang verden over har globaliseret verdensøkonomien med ekstrem ulighed lande og mennesker imellem. De rige er blevet ufattelig meget rigere end de fattige. Levestandarden og trygheden i job og livssituation er for et stort mindretal blev forværret. Oveni er turbo kapitalismen og de frie markedskræfter i færd med at smadre kloden.

Velfærdsstaten er i dag under afvikling. Nyliberalismen har sejret. Arbejderbevægelsen og socialdemokratierne er afgørende svækkede.

Spørgsmålet er om kampen om det gode samfund er tabt “for ever” – om kampen for et socialistiske samfund er en illusion? Eller om vi står i “samme situation” som i slutningen af 1800 tallet og frem til midt 70-erne. hvor arbejderbevægelsen blev opbygget gennem klassekamp, sejre og nederlag og masser af revolutionsforsøg – at bevægelsen skal opbygges på ny?

Og i så fald hvordan? Hvad er mulighederne?

Valgene i Europa

Et hurtigt blik rundt i Europa de seneste 6 måneder viser, at franskmændene, hollænderne, tyskerne, østrigerne, nordmændene har været ved stemmeurnerne. Og her har billedet været en stærk fremgang for flere højrepopulistiske partier med stærke nynazistiske forbindelser. Herudover har fællesnævneren for valgresultaterne været store nederlag for de respektive landes socialdemokratier.

Men der er også håb midt i “håbløsheden og afmagten”.

Modstand og håb

For samtidig med højrepopulismen og neoliberalismens sejrsgang er en modpol blevet mere synlig, som giver håb om forandring.

Det britiske parlamentsvalg med Labours leder Jeremy Corbyn i spidsen gav Labour en historisk vælgerfremgang, på et venstreorienteret valgprogram: ”et samfund for de mange, ikke de få”. Labour fik 40 procent af stemmerne. Det er noget af en bedrift at gå fra 20 procent i meningsmålingerne, når de samtidig har haft medierne, pengene og oligarkerne imod sig.

Sideløbende er medlemstallet eksploderet, og Labour er pt. det største politiske parti i hele Vesteuropa med knap 600.000 medlemmer.

Hvorfor denne markante forskel mellem valget i Storbritannien og landene i Europa?

Er situationen for det store befolkningsflertal markant forskellig? Nej, overalt i Europa ønsker det store flertal i arbejderklassen velfærd, job, tryghed og retfærdighed.

Tendensen er, at de ikke længere stoler på de gamle og historisk regeringsbærende midterpartier. Tilliden til det politiske system og politikerne rasler ned. At de søger mod yderfløjene – hvor højrepopulisterne har absolut mest vind i sejlene.

Højrepopulismen

Men hvorfor vinder højrefløjen og de højrepopulistiske partier det ene valg efter det andet I Europa?

Først og mest afgørende at de socialdemokratiske partier – undtagen i Storbritannien - har forladt deres ideologiske ståsted som arbejderklassens parti og forsvarer. Det bliver sværere og sværere at skille deres politik fra de borgerliges politik.

Valgtendenserne er klare: det er et oprør mod de gamle partier, mod magteliten, mod konsekvenserne af neoliberalismen.

Men det er vigtigt at bide mærke i, at undersøgelse efter undersøgelse viser at selv langt ind i de højrepopulistiske partiers vælgerkorps er det de samme sociale spørgsmål utilfredsheden tager afsæt i som blandt de vælgere der støtte den nye venstre socialdemokratiske bevægelse fra Corbyn i Storbritannien, Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, Bernie Sanders i USA, til Enhedslisten.

Den nye venstrereformisme

Nogen vil måske føle sig provokeret af, at den nye venstrefløj beskrives som venstrereformistisk. Men fællestrækket er, at de ikke har et aktuelt perspektiv om at bryde med kapitalismen gennem revolution.

De vil reformere sig til et solidarisk social samfund. De vil via stemmesedlen forandre verden til et bedre sted at leve. Og det er i sig selv et kæmpe  fremskridt målt i forhold til både neoliberalismens og højrepopulismens politik.

Og det politiske budskab har Corbyn og Labour bevist kan opmuntre og inspirere tusinder og atter tusinder til fornyet håb om et bedre liv og samfund. Fordi det er så åbenlyst, at kapitalismen i dag er en syg gammel mand, hvor fx de rigeste 8 mennesker i dag ejer lige så meget velstand som halvdelen af den fattigste del af verdens befolkning.

Samme kamp – samme bevægelse

Kampen mod neoliberalismen og højrepopulismen er på mange måder en og samme kamp, nemlig en kamp som må opbygges med afsæt i den sociale kamp om job, sundhed, uddannelse, sikkerhed, fred og anstændighed – det er de spørgsmål der betyder noget for det store flertal af mennesker verden over.

Det er nutidens opdatering af parolerne i den russiske revolution om “brød, fred og jord” for arbejdere, soldater og bønder.

I dag er arbejderklassen en anden end for 100 år siden – netop fordi kapitalismen har udviklet sig som system. Men modsat 1917 er arbejderklassen i dag den alt dominerende klasse – ikke bare i Europa, men på globalt plan i langt de fleste lande.

Produktivkræfterne er så udviklede i dag, at det vil være muligt at brødføde hele verdens befolkning, sikre tøj og tag over hovedet, sikre uddannelse og sundhed etc. Men det kræver, at de riges rigdom og kontrol over værdierne fjernes og fordeles af folk til folk. Det kræver indførelse af et nyt politisk demokrati, som også omfatter økonomien modsat i dag.

Og netop en sådan type demokrati ønsker den herskende elite under ingen omstændigheder indført. Derfor vil de møde et folkeflertals indførelse af et socialistisk samfund med modmagt, vold og øget undertrykkelse. De vil ikke respektere stemmesedlen.

Det er den historiske lære af alle tidligere revolutionsforsøg de sidste 100 år.

Derfor er nøglen til at vinde en nye verden at arbejderklassen selv tager magten og kontrollen over samfundets organisering.

Corbyns vælgertilslutning er det hidtil klareste og mest manifeste signal på, at utilfredsheden ikke alene er stor, men også at utilfredsheden kan organiseres og accelereres, og skabe håb om forandring. Enhedslisten og Alternativets vælgeropslutning udtrykker samme tendens.

Hvad det handler om, er at forsøge at organisere de vælgere der siger nej til nyliberalismen i gennem aktivitet i dagligdagen – på deres arbejdsplads, på deres uddannelse, i deres lokalmiljø. Det er i gennem handling i hverdagen sammen med kollegaer, medstuderende, naboer osv,. at solidariteten og selvtilliden kan opbygges.

Flere artikler fra nr. 362

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 364 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside