Socialistisk Arbejderavis
Nr. 362 – 17. november 2017 – side 11
“Jeg er tyk”
Jeg har været udsat for online vold; dødstrusler i kommentarspor, hate mail og hacking. Derfor er jeg anonym. Men jeg præsenterer mig gerne og tjekker et par privilegier af; jeg er hvid, jeg har en cand. mag – og så er jeg tykaktivist.
Min aktivisme provokerer alle, der afviser identitetspolitik. Og også nogle, som ellers anerkender andre former for andethed. Mange er overraskede over det had, jeg er udsat for – både som tykaktivist og bare som tyk person. Men mange bidrager også til det, uden at vide det.
Sproget
Tyk/tykhed
Tyk er et neutralt adjektiv. Derfor bruger jeg ordet tyk om mig selv. Tykhed er substantiv, der er opfundet af tykaktivister, da vi har brug for et neutralt substantiv.
Overvægt/overvægtig
Overvægtig og overvægt er undertrykkende ord. De er alene opfundet for at stå i modsætning til normalvægtig og normalvægt.
Fed/fedme
Fed og fedme er ikke neutrale ord. Fed opfattes af mange som det mest stigmatiserende adjektiv og fedme indgår i den sygeliggørende retorik med ord, der i meget høj grad er ødelæggende for at se tykhed som en neutral måde at eksistere på: fedmeepidemi, fedmeoperationer osv.
Tykfobi
Tykfobi er et ord, som beskriver det had og den frygt, der gennemsyrer vores samfund. Vi har alle lært at tykhed er det værste i verden og tykke mennesker ikke tæller som rigtige mennesker.
Alle grupperinger i samfundet bruger tykhed til at tage afstand; socialismen har den tykke kapitalist som skræmmebillede; meninists har den store tykke feminist; pridebevægelsen har tykke småborger bag ligusterhækkene; det mondæne konservative væmmes ved den tykke læderbøsse; neoliberalismen bruger tykke kontanthjælpsmodtagere.
Når et filmisk miljø skal fremstå bizart, er der tykke nøgne damer i baggrunden. Når sexarbejdere skal fremstilles som lidende castes en tyk mand som kunde. Alle sider og kanter benytter tykhed som det værste i verden; symbolet på det, man hader.
At Trump er en smule tyk bruges, som om det er det værste ved ham. Tykke tegnefilmsfigurer er enten dumme eller onde. De tykke karakterer i film og bøger er enten tragiske eller komiske og stort set aldrig hovedpersoner.
Andethed
Der har været små lommer i de normative samfund gennem tiderne, hvor andethed har søgt sammen og skabt små samfund. Der har været bohemer, hippier, punkere m.m. Generel spaceløshed kendetegner tykhed, som udover at eksluderes fra den normative hvidhed, hetero- og cished også ekskluderes fra det, som identificerer sig som kontranormativt.
Det er svært at definere en andethed selv, da tykhed er så ildeset, at det at tale om tykhed får tykke til at tage afstand til problematikken i håb om at være usynlig. Sådan forsøger mange tykke at leve deres liv; på æggen mellem at være usynlig og at være det største skræmmeeksempel på hvad et menneske kan være.
I håbet om en dag at være slank og gøre brug af det nye privilegium som adgangsbillet til de rum, man ønsker at indtage. Jeg har en bog med plakater fra Freakshows gennem tiderne. Der er tykhed på display, når normen skal more sig og understrege magtpositionen. Det er bemærkelsesværdigt, at i en moderne bog om menneskeudstillinger tages der afstand til tykhed som andethed.
Skæggede damer, folk med pigmentforskelle og andre kropslige vilkår, fortjener anerkendelsen om at det er forkert at udnytte dem – men ikke tykke mennesker. Vi fortjener spot og spe.
Tykfobi
Er du tykfob?
Alle som har modstand mod ordene tyk, tykhed og tykfobi bør overveje hvorfor disse ord vækker negative følelser og hvorfor man ønsker at gå imod en nedbrydning af sproglige hierarkier.
I 1863 beskrev Dr. Banting, hvordan tykke mennesker bliver hånet og latterliggjort i sociale sammenhænge – og derfor opfordrede han tykke til at tabe sig for at opnå større social status. Det er ikke nyt, at samfundet diskriminerer tykke mennesker med forskellige argumenter som f.eks. Gud, æstetik, status eller i dag en normativ idé om sundhed.
Der foreligger en idé om, at man i den vestlige verden i 15-1600-tallet dyrkede tykhed. Den idé lægger endnu et lag på tykhed som en kuriositet. Se på Peter Paul Rubens, som er den flamske guldaldermaler, der har lagt navn til “rubenesque” og idéen om at man måtte være tyk engang.
Rubens modeller ville kunne gå ind i en hvilken som helst tøjbutik og købe tøj i dag, hvor tykke mennesker ikke har adgang. Skønhedsidealet var minimalt anderledes. Shakespeare har en replik, der understreger tykfobien: “There live not three good men unhanged in England: and one of them is fat.” Der er færre end tre gode mænd i England og en af dem er tyk – og tæller derfor ikke (King Henry IV, 1600).
Tykke mennesker er ikke rigtige mennesker. Derfor bliver jeg som tyk råbt ad på gaden. Jeg skal finde mig i at fremmede og bekendte vil have, at jeg skal tabe mig. Slanke personer har ret til at udøve strukturel magt ved konstant at gøre os opmærksomme på at vi er tykke.
Fortællinger om at tykke mennesker er syge, at tykhed koster samfundet penge gentages gang på gang, og hadet til tykke fornys. Som tyk betaler man for andetheden med sin menneskelighed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed