Socialistisk Arbejderavis
Nr. 364 – 15. marts 2018 – side 16
For en aktiv storstrejke
Charlie Lywood
Der er tre faser i dramaet om de offentlige overenskomster. Vi er i den første fase. De offentlige arbejdsgivere har spillet hårdt ud.
De vil ikke give sig på et eneste af de essentielle punkter for fagbevægelsen – løn, lærernes arbejdstid og den betalte frokost. Ingen indrømmelser, blot forhaling; og når fagbevægelsen spiller ud med strejkevarsel for 60.000, svarer de igen med 440.000, som skal lockoutes.
Det ligner unægteligt et forsøg på en gentagelse af drejebogen fra lærernes lockout i 2013. En kort, omfattende konflikt efterfulgt af et regeringsindgreb med Socialdemokraternes støtte.
Men vi skal også huske, at de dengang faktisk ikke turde gribe ind før efter fire ugers lockout. Denne gang står de overfor 500.000, som vil være i konflikt.
Lokale netværk
Her i den første fase, op til begyndelsen af april, skal vi forberede os på en aktiv storkonflikt. Det er rigtig godt, at fagforeninger har indkaldt til landsdækkende tillidsmandsmøde i Fredericia den 22. marts.
Det bliver formentlig stort. Det vil sende et signal til Løkke og Løhde, som fortæller, at vi står sammen, og at strejken er relativt populær i befolkningen som helhed.
Men der skal opbygges lokale netværk, hvis vi skal sikre, at storstrejken bliver inddragende og effektiv. Socialisters og fagligt aktives opgave må være at finde de andre, som vil noget, både på deres egne arbejdspladser og i lokalområder.
Alle taler om situationen, så det vil være nemt at spotte de mest aktive og kampklare personer.
Specielt i København, men også i mange andre kommuner, har Velfærdsalliancen og senere Danmark for Velfærd bragt folk sammen om kampen mod nedskæringer på byplan og i enkelte fagforeninger på arbejdspladsplan, for eksempel LFS (Landsforeningen For Socialpædagoger) og KLF (Københavns Lærerforening).
Det er et godt udgangspunkt for at forberede en aktiv storkonflikt. I Kø- benhavn har København for Velfærd indkaldt til et åbent tillidsmandsmøde for alle den 20. marts. Det vil være et sted, hvor diskussionen om en aktiv storkonflikt kan begyndes og udvikles.
Andre steder kan det være, at det er den lokale LO (Landsorganisation), som er udgangspunkt for at samle folk inden en konflikt. Andre steder kan det være de kendte fagligt aktive. Her kan den lokale Enhedsliste-afdeling være udgangspunkt, som det også var i de fleste Velfærdsalliance-demonstrationer i 2016/17.
Aktiv konflikt
Uanset, hvor initiativet for at samle på tværs kommer fra, skal man bruge udgangspunktet for at argumentere for en aktiv konflikt.
Disse åbne TR- eller fagligt aktive møder er meget vigtige for dannelsen af de netværk, som kan gøre, at vi ikke bare venter på, at den lokale fagforening eller de store forbund tager yderligere initiativer.
For selv om man har lavet en “solidaritetspagt”, som formand for FOA Dennis Christensen kalder det, om de tre krav, har man fra fagtoppens side ikke regnet med så hårdnakket modstand fra de offentlige arbejdsgivere. Så længe de holder fast, står vi sammen med dem. Men hvis de vakler, må vi have vores egen styrke til at fortsætte kampen.
Vi kan lokalt i vores eget geografiske område forsøge at argumentere for bydelsmøder (specielt i København og de andre store byer) om, hvordan man kan forestille sig en aktiv konflikt.
Hvor skal folk samles, når konflikten bryder ud? Hvilke arbejdspladser er berørte? Hvem er de centrale tillidsfolk rundt omkring? Godt nok har topforhandlerne et fællesskab, men folk på de forskellige lokale arbejdspladser kender jo ikke nødvendigvis hinanden.
Det tager kun nogle få til at tage et initiativ, og så har man allerede gang i snakken om, hvordan man støtter hinanden og gør konflikten aktiv.
I den anden fase, efter konflikten bryder ud, og hvor mange mennesker bare er sendt hjem, skal konflikten gøres til en massebevægelse, hvor hundrede tusinde af mennesker kan involveres. Fagforeninger kan indkalde til TR-møder på tværs af fag, som kan koordinere aktiviteterne.
Der skal være fora, hvor folk hver dag kan deltage i demonstrationer; flyeruddeling uden for private arbejdspladser for at få opbakning; og evt. sympatikonflikter og i hvert fald demonstrationsdeltagelse fra sympatisører.
Store medlemsmøder mindst en gang om ugen er vigtigt for at holde gryden i kog. De få skruebrækkere skal blokeres ud og de arbejdspladser, som ikke er lockoutet eller strejkeramt, kan man forsøge at få ud gennem blokader.
Regeringsindgreb?
Mange har den ide, at når regeringen griber ind, er alt tabt. Så går man bare tilbage på arbejde. Sure, men resignerede. Det er også den erfaring, vi har fra 2013.
Men vi ved fra tidligere højspændte situationer i klassekampens historie, fra 1945 over 1956 til den seneste i Påskestrejkerne i 1985, at vreden kan være så stor, at folk fortsætter konflikten alligevel.
I opinionsundersøgelser fra 2007 op til den sidste storkonflikt i 2008 mente et flertal af befolkningen, at selv efter tre ugers konflikt skulle regeringen lade være med at gribe ind.
Forudsætningen for at kunne nå til det punkt er, at der under de to første faser er opbygget stærke nok netværk til at tage fælles initiativer. Her er det afgørende, at fagforeninger trodser statsmagten og støtter de strejkende ved at åbne strejke kasser eller give lån.
Men hvis et regeringsindgreb helt skal tilbagevises, skal der også komme en reaktion fra den private sektor. Her er det afgørende argument, at staten sætter den fri forhandlingsret ud af kraft – endnu en gang.
Kontakt til de lokale arbejdspladser, samt en diskussion om at inddrage resten af arbejderklassen allerede nu, kan gøre, at det bliver en realitet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe