Socialistisk Arbejderavis
Nr. 364 – 10. april 2018 (Kun online)
Støt de offentligt ansatte
OK 18: Regeringen er i defensiven – vi kan vinde!
Charlie Lywood + Carsten Sørensen + Hans Erik Madsen
Løkke-regeringen har fejlvurderet OK18 med de offentlige ansatte.
De har fejlvurderet situationen
De har spillet ud med offensive krav: En minus-løsning på løn og fastholdelse af muligheden for yderligere forringelser, som en afskaffelse af den betalte frokostpause, samt at fastholde nedskæringer på lærernes arbejdsvilkår ved at arbejdstiden bestemmes af loven fra 2013.
Baggrunden er deres forsøg på at trimme den offentlige sektor så det passer til deres 2025 plan. OK18 omkostninger er en del af denne overordnede plan. Dvs. at få forhandlet en overenskomst så billigt som muligt.
Overfor står de offentlige ansattes krav om at få del i det såkaldte ”opsving”, som indtil nu først og fremmest har gavnet de rige ved skattelettelser og enorme aktieudbytte udbetalinger.
Men også en mere dybtfølt vrede over dagligdagen på de offentlige arbejdspladser, og en stemning af at ”nok er nok”: De offentlige ansatte har fået nok af 2 % nedskæringer hvert år i sundheds- og uddannelsessektoren og massive stressrater, nok af ikke at blive anerkendt.
Nok af at se at ledere, topchefer og virksomheder blive forgyldt. Nok af at se at den velfærd, som ”velfærdens helte” leverer, bare ikke er god nok i børnehaven, folkeskolen, sundhedssektoren, ældreplejen mv.
Og så har de fået nok af at magtens mænd, fra politikere til virksomhedsledere, igen og igen påstår, at der ikke er råd til velfærd og ordentlige arbejdsforhold og løn. At der ikke er råd til at behandle flygtninge, nydanskere, og borgere på kanten af arbejdsmarkedet og uddannelser ordentlig.
Vi vil velfærd og en politik for de mange – ikke for de få!
Det er baggrunden for at der er en massiv opbakning i hele befolkningen bag kravene i overenskomsten. I hele befolkningen er der opbakning til velfærd for alle, – to ud af tre bakker vores krav op fordi de vil det samme som os.
I folketinget er 2 ud af 3 imod vores krav. Er det demokrati? Siden lærerne blev kørt over ved overenskomsten i 2013 er bevidstheden om, at hvis vi står sammen kan vi – gruppe efter gruppe – undgå at blive kørt over, vokset.
Bevægelsen er godt på vej til at genopfinde fagbevægelsen og socialismens idégrundlag: at sammen er vi stærke – splittede er vi svage.
Denne vrede har udmøntet sig i en enestående solidaritet i toppen af fagforeninger: den såkaldte ”solidaritetspagt” (eller musketer ed, som det også kaldes). Den har indtil videre holdt stand på alle forsøg fra arbejdsgivernes side til at splitte den ad.
Den enormt offensive lockout af 440.000, som var beregnet til at kue fagforeninger blev mødt med en massiv demonstration af over 10.000 tillidsfolk i Fredericia d. 22. marts og efterfølgende demonstration med 5000 deltagere i Aarhus. Siden har der været mange demonstrationer i forskellige byer og størst i Ålborg med 7000 d. 3. april.
Skulder ved skulder-aktioner i København i forskellige bydele har også vagt stor opsigt og støtte fra forbipasserende. Tirsdag d. 10. april er der lagt op til demonstrationer af lignende karakter over hele landet for at vise opbakning til forhandlerne i forligsinstitution, og hermed gøre det klart for regeringen at vi står fast på vores krav om ”En løsning for alle” og at ”nok er nok!”
Dette sammenhold og aktivitet har inspireret både indadtil og udadtil. Dels har det betydet at laget af faglige aktive og tillidsfolk lige pludselige kan mærke at deres organisation slås for dem.
Det giver selvtillid til at organisere medlemmer og til selv at tage initiativer. Dels smitter det af på mange private arbejdspladser, som går ud og støtter deres kolleger på de offentlige arbejdspladser. Det vidner mange opslag på Facebook om. Men også blandt studenterorganisationer og deres medlemmer er der røre i andedammen, og vi har set netværk på nogle universiteter som SNAS (Solidaritetsnetværk for arbejdere og studerende), som har samlet de aktive studerende omkring overenskomsten.
Opinion undersøgelser peger på en enestående opbakning fra over 70 % af befolkningen, som mener at kravene er berettigede og at det er de offentlige arbejdsgivere som er skurkerne her. Det viser med alt tydelighed at der er basis for en historisk sejr for den danske arbejderklasse.
De er pressede – vi kan gå hele vejen
Uden at der er fyret et skud af endnu er regeringen og de offentlige arbejdsgivere trådt i defensiven. De har allerede givet sig lidt på lønnen og de har forsøgt at lave en afværgelsesmanøvre på den betalte frokost.
Samtidig, fordi vores side har momentum, er det svært for topforhandlerne at lave et kompromis, som ikke vil blive opfattet som en retræte fra en styrkeposition. Derfor har fagbureaukratiet ekstremt meget lidt plads til at manøvrere i. Bare en lille indrømmelse er farlig for dem, da de tre krav opfattes både internt blandt medlemmerne og bredere i befolkningen, som rimelige og beskedne krav.
Alle topforhandlere har allerede været ud i pressen og vise tænder overfor arbejdsgiverne. De kan næppe holde til at give sig ret meget lige nu.
Spørgsmålet er om regeringen vil give reelt og ikke kun små krummer. Kan de holde til at droppe en del af 2025 planen? De spiller højt spil i øjeblikket – og det kan udløse en konflikt. Men de er splittede, og langt fra selvsikre.
Udsigten til en konflikt og lockout i en situation hvor de har et markant befolkningsflertal imod sig, og tanken om et regeringsindgreb, hvor de ikke ved om de har et flertal bag, kan udvikle scenarier landet over hvor vreden eksploderer, og hvad så? Kan de regere eller må de udskrive valg? Og valg for de gamle magtparter kan reelt betyde en nedsmeltning af deres vælgeropbakning.
Nu skal der handles!
Men hvis en konflikt skal udmønte i en sejr, som ikke kun er at afvise regeringens angreb men faktisk skabe en situation, hvor hele den neo-liberalistiske dagsorden trues, er det nødvendigt med handling og organisering fra neden.
I øjeblikket er det stor flertal af de offentlige ansatte i venteposition til dramaet. De skal på banen. Med andre ord skal 10.000 tillidsfolk i Fredericia til møde omdannes til 100.000 af arbejdere som går i aktion og organiserer sig.
Mødet i Fredericia 22. marts var et kæmpe løft fremad for bevægelsen. Og samtidig en indikator på hvordan stemningen er, og hvor dybt parolerne ”nok er nok” og ”en løsning for alle” har tag i arbejderklassen.
Samtidig vidner det noget om dobbeltheden i en bureaukratisk massestrejke: på den ene side hvilke vældige kræfter arbejderklassen og dens organisationer har, og på den anden siden at fagbureaukratiet denne gang er så presset af stemningen, at de må levere ved kasse 1 hvis de skal beholde kontrollen.
I øjeblikket befinder de sig på hjemmebane – de bonede gulve og lokalt/regionalt i organiseringen af demoer, i organisering af hvem der er omfattet af konflikt/lockouten etc. etc.
Men det der er pointen er, at der er sat skub i en landsdækkende proces i arbejderklassen, hvor konfliktkonteksten er en læringsproces for titusinder og atter titusinder af arbejdere – de små og helt store spørgsmål afføder diskussioner på arbejdspladserne, i familien, i sociale sammenhænge og kan udkrystallisere sig i debatindlæg, kreative ideer, og masser af handling og netværksdannelser.
Der er derfor et potentiale for en aktiv massebevægelse. Men kun potentielt. Det afhængige af hvem der tager lederskabet.
Opgaven for socialister
Der skal argumenters for, at der etableres netværk på de større arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, i sundhedssektoren, og på det pædagogiske område. Der skal argumenteres for indkaldelse af TR- og aktivistmøder på byplan – i bydele/fagdele i de store byer.
I København er dette arbejde primært varetaget af ”København for Velfærd”, som allerede har organiseret sig på denne måde. Det skal udbredes til alle byer. Samtidige skal vi have øje på at vi hele tiden inddrager det potentiale, som ligger i resten af arbejderklassens solidaritet. Dette bliver specielt vigtigt hvis regeringen kommer med et indgreb.
Forhåbentlige bliver tirsdag 10. april endnu en advarsel fra vores fællesskab til regeringen om at vi står fast. Men begynder arbejdsgiverne ikke for alvor at rykke sig i forligsen og indfri vores krav, så må vi øge presset yderligere.
Vi skal ikke vente til den 22. april hvor en konflikt og lockout evt. kan gå i gang. Så må vi på gaden igen. Og så må vi kræve af vores lokale fagforeninger at de handler alle steder – og det vil sige indkalde til nye protestdemonstrationer, organisering af lokale tillidsmandsmøder, og at der bliver indkaldt til et nyt landsdækkende TR møde – fx den 22. april – og meget gerne med deltagelse af vores TR-kollegaer fra landets private arbejdspladser.
Flere socialister
Og vinder vi, vil dagligdagen blive forandret når vi vender tilbage på job. Så har vi et fællesskab at bygge videre på – og som vi uden tvivl får brug for i kampen fremover både på den enkelte arbejdsplads, og også når andre arbejdspladser og faggrupper har brug for støtte.
En sejr rummer også det potentiale at der dannes grundlag for en ny venstrefløj med socialistiske idéer i arbejderklassen. Som ikke kun ser dette som en vej til bedre forhold og et forsvar af velfærdstaten, men som et opgør med selve det grundlag som neoliberalisme hviler på – det kapitalistiske konkurrencesystem.
Derfor skal vi, når vi deltager i aktiviteter sammen med andre, snakke om antikapitalisme, om fagbevægelsen og den danske model, om racisme og internationalisme, da det samme sker overalt i verden– eksempelvis lige nu i Frankrig. Vi skal bruge kampen som en erfaringsramme og basis for at knytte flere og flere til et mål om et samfund for de mange – ikke de få – for arbejdermagt og socialisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed