Socialistisk Arbejderavis
Nr. 365 – 27. april 2018 – side 5
OK18 og fagbureaukratiet
Anders Bæk Simonsen + Sigurd Sejer Skov
Under overenskomstforhandlingerne ser vi folk som Dennis Kristensen, Anders Bondo og Flemming Vinther dukke op på skærmen som repræsentanter for arbejdere, som er organiseret i fagforeninger.
De er en del af fagbureaukratiet, men hvilken rolle spiller de reelt for arbejderklassen, når der forhandles?
Allerede den tyske socialist Karl Marx forstod den dobbelte rolle, som fagforeninger spiller, da de på den ene side er “modstandscentre for kapitalens overgreb”, men på den anden side er dannet for at “mindske kapitalens udbytning, ikke afskaffe den”.
Fagforeningerne er altså opstået ud fra en basal viden blandt arbejderne om, at de alene er svage, men sammen er stærke. Men fagforeningen afspejler også de skel og opdelinger, der findes inden for kapitalismen. Det ser man f.eks. ved, at arbejderne er opdelt i forskellige fagforeninger med meget forskellige løn- og arbejdsvilkår.
Fagforeninger skaber de mest basale rammer for, at arbejdere kan vinde sejre med solidaritet som våben. Men med fagforeningernes opståen og udvikling til masseorganisationer, opstod der også et lag af professionelle ansat i fagforeningen, der var politisk forbundet til den reformistiske socialdemokratisme.
Fagbureaukratiet – et lag der lever af at forhandle
Dette professionelle lag adskiller sig ved i det store og hele at have langt bedre arbejdsforhold og løn end de medlemmer, de repræsenterer. Deres funktion er at forhandle med kapitalen om løn- og arbejdsvilkår for disse medlemmer.
De er altså et særligt socialt lag; deres vilkår er mere sikre, og de er bedre betalt end de arbejdere, de repræsenterer. På den anden side er de heller ikke en del af borgerskabet, da de ikke har kontrol over produktionsmidlerne. De ejer altså ikke noget af reel større samfundsmæssig værdi, som borgerskabet gør. Men netop deres position mellem de to klasser betyder, at de objektivt ikke har en interesse i et klasseløst, socialistisk samfund.
Deres eksistensberettigelse kommer af, at medlemmerne anerkender dem som deres repræsentanter, så de kan forhandle med arbejdsgiverne. Samtidig finder der også en socialisering, eller snarere af-radikalisering, sted, når de omgås repræsentanter fra den herskende klasse, som udover virksomhedsejere tæller topembedsmænd, advokater, dommere, redaktører og ministre i diverse råd, udvalg og andre sammenkomster for de danske magthavere.
Ligesom hos deres socialdemokratiske “søskende” i det politiske system, kommer forbedringer ved at indgå samarbejde og kompromisser med borgerskabet, og derfor er de ikke interesseret i, at kampe udvikler sig for radikalt. Hvis faglige kampe tager en mere radikal drejning, betyder det for fagbureaukratiet, at de mister kontrollen over “deres” medlemmer, og det svækker deres eksistensgrundlag.
Selv om der findes gode faglige ledere, der faktisk ønsker kamp og aktiviteter, vil resten af det bureaukratiske system søge at underminere en sådan position, f.eks. via udelukkelse, bagvaskelse og inddæmning.
Fagbureaukratiet i OK18
Da fagbureaukratiet er et lag mellem arbejderne og borgerskabet, er de fagligt professionelle netop påvirkelige af presset fra de to klasser. I nærværende situation har lederne for de offentlige fagforbund givet hinanden håndsalg på en solidaritetspagt for at sikre, at der ikke er en gruppe, der vil blive kørt over af staten, som det skete med lærerne i 2013. De ønsker i denne omgang faktisk masser af aktivitet blandt medlemmerne.
Det er i sig selv historisk, at 50 offentlige fagforeninger er gået sammen om en solidaritetspagt, men også, at den faktisk har holdt stand trods et enormt pres fra regeringen, de borgerlige medier og de offentlige- og private arbejdsgivere.
For at forstå dette skal vi forstå det pres, som kommer fra arbejdsgiverne, og det pres, som kommer fra de offentligt ansatte.
Kampen om den danske model
Med baggrund i OK13 og forløbet op til OK18 har de faglige ledere fået det indtryk, at regeringen igen kunne have et regeringsindgreb klar i baglommen og dermed ikke ønskede at indgå reelle forhandlinger. Hvis dette var tilfældet igen, ville det for alvor sætte spørgsmålstegn ved de faglige lederes rolle og gøre dem overflødige både for medlemmer og arbejdsgivere, der blot kunne læne sig tilbage og vente på regeringsindgreb.
Derfor hører man også fagbureaukrater udtale, at OK18 handler om den danske models overlevelse (og dermed deres egen overlevelse).
“Nok er nok!”
På den anden side er de faglige ledere også presset af deres medlemmer, der har accepteret meget ringe resultater i overenskomsterne under krisen, og som har oplevet fyringer og intensiveret arbejdspres – men denne gang siger: “Nok er nok!”.
Denne fornemmelse af, at “nok er nok” bunder i de ansattes faglighed. De kan se og mærke, at deres vilkår og den offentlige sektor lider af besparelser gennem en lang årrække. Samtidig, imens de har holdt igen under krisen, har de set, at de rigeste har øget deres formue enormt, godt hjulpet på vej af skattelettelser i flere omgange, af skiftende regeringer, der har forgyldt de få.
Dette mismatch mellem hvem, der har måttet holde igen, og hvem der har taget for sig, er blevet ekstra synligt ved den lange parade af offentlige ledere, politikere og virksomhedsejere, der uden at blinke har udbetalt store bonusser eller fået enorme lønstigninger.
Nu, hvor vi har hørt, at krisen er ovre, betyder det også, at de ansatte vil have noget ud af denne overenskomst.
Konflikt eller råddent kompromis
Om fagbureaukratiet holder stand under forhandlingerne i forligsen og dermed ender i konflikt med staten i en situation, hvor bevægelsen meget vel kunne sive ud af deres kontrol, eller om de vælger at indgå et råddent kompromis med staten, som de så vil forsøge at sælge til medlemmerne, er endnu for tidligt at vide.
Men vi vil gerne stå med vores faglige ledere, når de vil kamp, og mod dem i det øjeblik, de sælger ud. Netop fordi de udgør et lag mellem to klasser, skal vores, arbejderklassens, pres være det mest massive.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed