Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 37 – Februar 1988 – side 1

En syg idé

Sundhedminister Ag­nete Lausten giver udtryk for nogle af de mest uhyggelige og brutale sider af det danske borgerskab og deres regering.

Kynisk udtalte hun forleden i en forsamling af konservative kvinder, at hun hellere så 50 hofteoperationer end en hjertetransplantation.

Adressaten er klar. I fem år er Amtskommunerne blevet drænet for penge. Nu skal sygehusadministrationen klare problemerne med de katastrofalt lave budgetter.

Sygdom skal privatiseres. Almindelige danskere skal prioritere deres økonomi. For nogle sygdomme er blevet luksusforbrug. Og det ved vi, at vi skal skære ned på. Vi må vælge mellem bil og operationer, udtaler Schlüters “jern-lady”.

Goddag. Den ansvarlige borgerlige hjerteminister ved åbenbart ikke, at mange danskere slet ikke har bil.

At foregive, at der er et valg, er iskold beregning. Vi har ikke noget valg. Valget er nemlig allerede blevet truffet.

De borgerlige vil have stigninger i militærudgifterne. Her skal der ikke spares.

Virksomheder får nye tilskud til eksport, og meget af det er penge direkte i lommen på pengemændene. Der kommer få nye jobs ud af det og kun en begrænset stigning i produktion. Det er ikke penge, kapitalisterne mangler, men muligheder for at investere dem for at opnå tilstrækkelig profit.

Profitræs

Bankerne svømmer i penge og de penge som ikke kommer ud i produktionen bruges af spekulanter til at presse ejendomspriserne i vejret.

Når aviserne snakker om nye truende økonomiske kriser, er det, fordi det er blevet sværere for virksomhederne at tjene tiltrækkelig profit.

Krisen skyldes ikke manglende ressourcer. Verden er i dag rigere end nogensinde. Det er kun dem med magt og indflydelse, som får lov til at bruge – og til at spilde ressourcerne.

Landmændene får for eksempel milliarder pumpet ud i tilskud for at holde op med at producere, fordi der er for meget produktion. Bare udgifterne for at oplagre EF’s smørbjerge og kornoverskud kan betale adskillige hjerte- og hofteoperationer.

Men med kapitalismens profitræs er det udelukket, at vi kan udnytte denne enorme rigdom, som går tabt hver dag.

Agnete Laustens dødsyge ideer er ikke bare endnu en tåbelig misforståelse fra en minister som jokker i spinaten. De er udtryk for et system, som ikke vil opfylde mange af vores elementære behov.

Det er endnu et tegn på, at en revolution er nødvendig for at fjerne et sygt system og sætte socialisme i stedet. Det er det eneste håb for, at vi kan bruge de enorme ressourcer som eksisterer både i Danmark og resten af verden.

Derfor står valget ikke mellem hofteoperationer eller hjertetransplantationer, men om kapitalismens vanvid skal erstattes med socialisme.

Billedtekst:
Bliver sundhedsminister Agnete Laustens næste bud, hvorfor ligge på en overfyldt hospitalsgang når der er sol og sommer på Hawaii?

Flere artikler fra nr. 37

Flere numre fra 1988

Siden er vist 1574 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside