Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 2
Armenien
Nationalt mareridt
Ulla Justesen
Midt i februar startede de største protester i Sovjet siden 20’erne. Over en million mennesker i den sovjetiske republik, Armenien, gik på gaden for at demonstrere.
Demonstranternes krav er, at bjergområdet Nagorno Karabakh, i naborepublikken Aserbajdsjan igen skal være armensk. 75% af beboerne er armenere; folk, som har boet der siden området blev givet til Aserbajdsjan i 1923.
Dette krav er så siden blevet udvidet med endnu flere; stop for forureningen fra produktionen af kunstige gummiplanter og stop for bygningen af en atomreaktor i republikken.
Også i Sumgait, nord for hovedstaden Baku i Aserbajdsjan, har der været uroligheder mellem armenere og emder.
Den armenske partileder opfordrer folk til at stoppe protesterne og gå tilbage til arbejdet: »Når I ikke arbejder, hvem vil så betale jer løn?
Hvad skal jeres familier spise?« Han blev øjeblikkeligt mødt med en hånlig fløjtekoncert.
Fremtrædende folk fra demonstrationerne mødtes med Gorbatjov. De blev enige om at holde en måneds ro, så Gorbatjov kunne finde en »retfærdig« løsning.
Men de talte åbenbart ikke på demonstranternes vegne, for kampene fortsatte. Blandt andet blev der arrangeret en sørgemarch for at mindes ofrene for urolighederne.
18.-23. marts fejres det iranske nytår af azerierne, som er shiamuslimer. Armenerne har i den forbindelse bedt om beskyttelse fra Moskva.
Det er ikke længere kun armenerne. Vi hører om Krim-tartarer, der slås mod politiet i det nordlige Kaukasus, og to døde under raceuroligheder i en forstad til Moskva. Det skete, efter at russiske unge angreb arbejdere, der var emigreret fra Sovjet-asien.
De nationale krav rundt omkring i Sovjet stikker utroligt dybt. Mindre end halvdelen af Sovjets befolkning er oprindeligt russere. Under zaren ekspanderede Rusland enormt og påtvang befolkningen russisk sprog og opmuntrede til russisk chauvinisme.
National selvbestemmelse
Den russiske revolution i 1917 ændrede dette. Revolutionen gav alle rettigheder til de forskellige nationaliteter. Republikkerne fik for første gang mulighed for at være selvbestemmende og bruge deres oprindelige sprog.
Men Stalins statskapitalisme satte hurtigt en stopper for herlighederne. Arbejderne og bønderne mistede deres tilkæmpede rettigheder, ligesom de nationale rettigheder blev taget fra republikkerne.
Gorbatjovs nye snak om perestrojka »nytænkning« og glasnost »åbenhed«, har skabt forventninger i arbejderklassen i Sovjet – forventninger som ikke kan opfyldes. Han ønsker at holde folk hen.
Reformerne er ikke baseret på mobilisering fra gulvplan. Tværtimod. Nye ledere bliver indsat fra oven i de forskellige republikker for at opretholde kontrollen.
Et godt eksempel er Kasakhstan i 1986, hvor en korrupt lokal leder blev fordrevet til fordel for en sovjetborger. Det fremkaldte store proteater. Nu siges det, at Gorbatjov vil gøre det samme i Armenien, Georgien og Ukraine.
Kampene fortsætter
Det er en farlig vej at gå. Når de sovjetiske tropper bliver tvunget til at trække sig ud af Afghanistan, giver det håb og tro til de nationale bevægelser om, at det er muligt at kæmpe mod overgrebene på deres selvbestemmelsesret.
Hvis Gorbatjov giver efter for armenernes krav, kan det medføre en spredning af de nationale bevægelser andre steder.
Hvis han nægter at give indrømmelser, kan protesterne udvikle sig.
Han er i en slem knibe, fanget i sin egen utilstrækkelighed.
Uanset hvad Gorbatjov vælger at gøre, så vil det helt sikkert opmuntre andre dele af arbejderklassen til at stille krav.
En million armenere har foreløbig indset nødvendigheden af at slås for egne krav. At det skal udvikle sig, er det sidste den herskende klasse og Gorbatjov ønsker.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed