Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 8
Richard Attenborough: “Et råb om frihed”
STEVE BIKO var en sort borgerrettighedsforkæmper i Sydafrika, der blev myrdet af apartheidregimet i1977. Politiet påstod, han døde efter en sultestrejke, men en obduktion viste, at hans hjerne var knust efter slag. Biko gik ind for ikke-voldelige metoder i det politiske arbejde, og så dem som en realistisk mulighed for at vælte regimet.
Historien er nu blevet filmet af Richard Attenborough, der har specialiseret sig i at behandle politiske emner i stor målestok. Det gjorde han også i sin film om Gandhi, der blev vist i dansk tv for nylig. “Et råb om frihed” er lavet til et enormt publikum, som den vil fortælle om rædslerne under apartheid.
Filmens kvalitet beror på de store scener, hvor vi ser den hvide apartheidstat i aktion mod det sorte flertal. Åbningssekvensen om udslettelsen af et fattigkvarter er glimrende lavet. Sådanne massescener viser, hvor Attenborough er bedst.
På samme måde er Bikos begravelse og massemords-sekvensen til slut lige så storslåede.
Listen over navnene på de folk, som døde i arresten, er en meget effektiv og gribende afslutning på filmen.
FILMENS grundhistorie handler om venskabet mellem Steve Biko og en hvid liberal avisredaktør, Donald Woods. Den første del af filmen viser, hvordan Woods bliver indviet i de virkelige rædsler under apartheid. Han er til at begynde med imod Biko og hans ideer. Han mener, at sort bevidsthed også er en racistisk bevidsthed.
Det venskab, der udvikler sig mellem ham og Biko, fører ham til en direkte konfrontation med sin "egen stat". Filmen gør det klart, at apartheidstaten ikke vil spare nogen, hverken hvid eller sort, der er i opposition til den.
VÆGTEN PÅ Donald Woods historie og udviklingen i hans bevidsthed er filmens største svaghed. Den handler for lidt om Biko selv, for lidt om organiseringen af de sorte og deres forsøg på aktivt at modarbejde apartheidstaten.
Vi ser statens utilslørede brutalitet i dens fremfærd overfor den sorte befolkning, mens Bikos opfindsomhed og intelligens i modstanden mod det undertrykkende system fremstår som en individuel løsning.
Trods den brist formår filmen dog at afsløre det undertrykkende system. Den forklarer, hvordan den sorte frihedsbevægelse vandt frem, og hvordan den udgjorde basis for udviklingen af en sort, politisk massebevægelse.
PA DEN MÅDE er filmen alligevel et dokument over en historisk periode. Den nuværende situation i Sydafrika er temmelig anderledes. Udviklingen af fagforeningerne og arbejdernes nye bevidsthed har forandret den politiske situation radikalt.
Hvor man før troede på ikke-voldelige metoder i det politiske arbejde, er man nu ved at få øjnene op for, hvilken magt man står overfor. Det bliver interessant at se, om filmen bliver vist i selve Sydafrika. Det er svært at forestille sig, da den ville få en ret undergravende virkning. Det er en film, der bør ses af alle med interesse for Sydafrika.
Det er en meget vellavet film med fortræffeligt skuespil af de to hovedpersoner, og massesekvenserne er fantastiske.
Billedtekst:
Filmen gør det klart, at apartheidstaten ikke vil spare nogen, hverken hvid eller sort, der er i opposition til den.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed