Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 38 – Marts 1988 – side 10

Nicaragua i klemme

Jørgen Lund

Den 7. august 1987 underskrev præsidenter fra fem mellemamerikanske lande en såkaldt fredsplan i Guatemala City.

Det er lykkedes at få forholdene i Nicaragua til at fremstå som det centrale i fredsplanen, og de regerende sandinister har givet afgørende indrømmelser, som er fulgt op af nye krav til demokratisering i Nicaragua.

Men sandinisternes eget syn på fredsplanen er, at krigen ikke ender med fredsplanen, men »ændres fra et primært militært slag til en politisk-ideologisk kamp.« Som led i denne kamp har sandinisterne været på retræte. I slutningen af september 87 proklamerede man blandt andet en ensidig våbenhvile i flere strategiske regioner. Regeringen ophævede i juni 87 forbuddet mod den højreorienterede avis La Prensa og en vigtig katolsk radiostation, og man ophævede en lov om konfiskation af ejendom, hvis ejere var flygtet til udlandet, og man gav også politisk amnesti til mere end 1000, der var fængslede for Contra-aktiviteter.

Reagans støtte

Sandinisternes indrømmelser kom samtidig med, at Reagan kom i vanskeligheder i USAs kongres med et ønske om øget støtte til Contraernes militære opbygning

Modstanden imod Reagans Contra-støtte er ikke nogen principiel modstand mod at støtte Contraerne. Det har der ikke været nogen modstand imod. Årsagen er indenrigspolitisk.

Nemlig det påbegyndte præsidentvalg, Reagens manglende troværdighed over for USAs parlament efter Contragate affæren, og især politikernes angst for den brede modstand, der er i USA mod at blive involveret i en direkte krig i Centralamerika. En ny udgave af Vietnamkrigen med de militære og politiske følger, det får for USA selv.

Den 3.-4. februar i år blev Reagans hjælpepakke på 36,2 millioner dollars nedstemt med 219 mod 211 stemmer. Og straks forsøgte oppositionen at stable en såkaldt humanitær bistandspakke på 25 millioner dollars på benene. Den amerikanske imperialisme ønsker ikke at droppe Contra-kortet i spillet om kontrollen over Mellemamerika.

Indtil november 87 var det Nicaraguas politik, at de ikke ville forhandle direkte med Contraerne, men med deres herre og mester selv: USA.

Men så erklærede præsident Ortega, at man var rede til at forhandle med Contraerne med kardinal Obando som mægler. Og allerede efter den første runde af forhandlingerne foreslog han, at den sandinistiske regering skulle forhandle direkte med Contraerne. Et forslag, der ligger i forlængelse af fredsplanen, og som er USAs centrale pointe; at få gjort Contraerne til en berettiget politisk kraft i Nicaragua; at få dem ind på nicaraguansk politisk hjemmebane.

I en senere plan går Ortega videre end den reelle anerkendelse af Contraerne ved at ville forhandle direkte med dem og ved at ville anerkende fortsat ikke-militær støtte til dem. Sandinisterne vil således acceptere Contraernes fortsatte eksistens.

Sammenbrud

Men forhandlingerne med Contraerne brød sammen 25. februar 88. Obando proklamerede sammenbrud for at hjælpe Contraerne ud af den demoralisering, interne splittelse og ustabilitet, som har præget dem siden Reagans nederlag i kongressen.

Militært synes Contraerne uden reel mulighed for sejr. Derimod er økonomien et realistisk kampområde. Så Contraernes operationer retter sig i høj grad mod at ødelægge afgrøder og anlæg, mere end mod militære mål og støttepunkter.

USAs troværdighed som forsvarer for lokale herskende klasser står på spil. USA ønsker ikke, at Nicaraguas eksempel skal inspirere andre folk i regionen. De undertrykte i Mellemamerika må ikke se, at det kan lade sig gøre at vælte de diktatorer, der har USAs støtte.

Sandinisterne

»I Nicaragua var der intet borgerskab, der kunne overtage magten efter Somoza-diktaturet. Det lokale borgerskab var uudviklet og levede en politisk skyggetilværelse under diktaturet«, forklarer Thomas Borge, som er ledende sandinistisk politiker og indenrigsminister, i et interview i New Left Review (nr. 164, juli-aug. 1987).

Sandinistfronten blev derfor oprettet i 1961 og vedtog et program for en borgerlig, demokratisk udvikling af landet.

FSLN (Den sandinistiske befrielsesfront) beskriver grundstenene i den sandinistiske folkelige revolution i 1979 som: blandingsøkonomi, politisk pluralisme, international alliancefrihed og deltagerdemokrati bygget på basis af det fattige flertal.

Thomas Borge forklarer videre, at sandinisterne »ikke er et parti grundlagt på een social kraft, men er en bevægelse, der også udtrykker middelklassen og endog dele af det nationale borgerskabs interesser.«

»Vi stod i spidsen for den nationale forandring. Vi har ikke etableret socialisme, men en blandingsøkonomi, hvor produktionsmidlerne delvis ejes af staten og delvis af private, som i resten af verden.«

»Selv om borgerskabet er en social gruppe af sekundær betydning, har vi ikke elimineret det og planlægger heller ikke at gøre det. Tværtimod har vi gjort en vedvarende indsats for at holde det i live som en økonomisk kraft... Det er intet uheld, at borgerskabet har fået så mange økonomiske opmuntringer – flere end arbejderne.«

»Vi har været mere omhyggelige med at give borgerskabet økonomiske muligheder end at imødekomme arbejderklassens krav. Vi her ofret arbejderklassen til fordel for den økonomiske del af en strategisk plan«, forklarer Borge.

Denne plan er økonomisk genopbygning under blandingsøkonomi. Men både genopbygning og plan synes at være brudt sammen. De ledende sandinister giver selv udtryk for, at folk uden for den officielle økonomi kun lige kan klare dagen og vejen.

Situationen er et økonomisk mareridt for arbejderklassen. Selv om lønnen i løbet af 1987 blev hævet med 900%, så er inflationen næsten det dobbelte. Inflationen betyder, at gennemsnitsfamiliens ugentlige indkøb af hverdagsvarer skulle svare til en arbejders årsløn (Politiken, 22.12.87).

Køerne er timelange og mangelen på strøm har lukket mange af landets største fabrikker og reduceret arbejdstiden både på fabrikker og i offentlige kontorer.

De økonomiske problemer viser sig også ved, at flere og flere forlader kooperativer ne for at blive individuelle bønder eller søger ind til byernes slum uden udsigt til beskæftigelse – et typisk 3. verdens problem.

Krigssituationen med Contraerne spiller selvfølgelig en rolle for de elendige økonomiske forhold. Men inflationen, sortbørshandlen og det statslige bureaukrati er kilde til stor utilfredshed i befolkningen og lige så generende som oliemangel, vandmangel og mangel på reservedele.

Regeringens økonomer vil endvidere gøre større brug af markedskræfterne som regulerende mekanismer i prispolitikken for at øge produktionen og for at skabe større eksport.

Selv om både oppositionen i USA og de vestlige socialdemokrater ser FSLNs indrømmelser som »skridt fremad«, som »imødekommenhed overfor forsoning og fred«, så er det ikke noget fremskridt for den nicaraguanske revolution.

Arbejderklassen betaler

1988 bliver et år med større ufred i Nicaragua, med større byrder for arbejderne og med større angreb fra den civile Contra, som regeringen har givet større spille rum. Hverken den amerikanske imperialisme eller den kontrarevolutionære højrefløj er rovdyr, der kan mættes med indrømmelser. Deres appetit stiger med smagen af styrke.

Og selv om højreoppositionen ikke kan regne med mere end beskeden folkelig opbakning lige nu, så er problemet, at flertallet af befolkningen er træt af krigen og krigsøkonomien. Og selv hvis krigsargumentet fjernes fra de økonomiske problemer, vil det stadig være en mangel-økonomi med uligheder, som bygger på en forudsætning, som også sandinisterne anerkender: at arbejderklassen fortsat skal yde ofre.

Men den 7. februar i år demonstrerede 8.000 arbejdere fra fire uafhængige fagforbund (herunder også den borgerlige landsorganisation) i Managua og krævede højere lønninger og ændringer i arbejdslovgivningen. Og der blev rettet kraftig kritik af sandinisternes økonomiske politik og embedsførelse, blandt andet mod korruptionen i det statslige bureaukrati.

Det er tydeligt, at højrefløjens strategi er at udnytte den nye legalitet til bestandige angreb mod regeringen, og den vil forsøge at udnytte utilfredsheden i arbejderklassen og den voksende desperation blandt de fattige.

Venstrepartierne i arbejderklassen vil desværre næppe undgå denne alliance-partner. Deres praksis hidtil tyder ikke på det. Således tilsluttede de sig, sammen med højre-oppositionen i parlamentet, kravet om en national dialog for freden.

Ved at stille fælles krav og stå side om side med højre-oppositionen viser venstrepartierne, at de ikke er nogen revolutionær opposition til sandinisterne og kampen mod Contraerne og USA-imperialismen.

Et klart venstrealternativ ville gå imod højrefløjens og borgerskabets indflydelse og mobilisere arbejderne, bønderne og de fattige imod højres bastioner. Det ville kritisere den sandinistiske kompromispolitik og eftergivenhed gennem aktiviteter i arbejderklassen, som også kunne være grundlag for at bryde det klassefredsperspektiv, som betyder så store økonomiske ofre og afsavn.

Nødvendighed

Et socialistisk alternativ er nødvendigt for at undgå, at den militære og civile contra-revolution kan mobilisere. Forholdene i de øvrige mellemamerikanske lande gør fredsprocessen i regionen til en umulighed.

Og i Nicaragua fører sandinisternes eftergivenhed og kompromispolitik bestemt heller ikke til fredeligere tilstande fremover.

Billedtekst:
Hvor længe vil FSLN's kompromispolitik blive accepteret i arbejderklassen?
Vil de store demonstrationer til støtte for sandinisterne vende sig imod dem fremover?

Flere artikler fra nr. 38

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
Nicaragua

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1221 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside