Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 12
LLOs nedlæggelse
Slagterfærd mod LLO
Hans Jørgen Vad
Udsigten til LLO’s nedlæggelse er blevet mødt med en veltilfreds grynten i LO og toppampernes LO-Bladet. For at forstå hvorfor, må vi se på baggrunden. Så forstår man bedre, hvorfor DKU’ernes kapitulation er katastrofal.
Oprindeligt var der ikke noget LLO. Det startede med Faglig Ungdom-afdelinger rundt i landet for over 50 år siden – i god forståelse med mange socialdemokrater i fagforeningerne.
Indflydelse
Dengang var der ingen diskussion om demokrati og indflydelse fra neden. Det var en selvfølgelig ting i dansk fagbevægelse, at foreninger og klubber valgte deres egen ledelse fra neden. Mindre indlysende var det for LO-toppen (som hed DsF dengang), om der overhovedet skulle være noget lærlingearbejde. De forsøgte flere gange at smadre det. Faglig Ungdom har gennem årene udvist en svingende aktivitet og har også i perioder haft en hensygnende tilværelse.
Fra slutningen af tresserne sker der en betydelig aktivitetsstigning i arbejderungdommen. Men det er ikke det eneste, som sker. Lige så vigtig er det generelle opsving i klassekampen, hvor brede lag er uden for socialdemokraternes kontrol. Det betyder, at de tvinges til at tage ungdomsarbejdet alvorligt for at genvinde noget af den tabte kontrol.
LLO
I 1970 bliver LLO dannet med støtte fra LO. Det kommer imidlertid ikke til at gå som beregnet. I kølvandet på DKPs almindelige fremgang får DKU stigende indflydelse både i uddannelsesorganisationerne og i det faglige ungdomsarbejde. I løbet af halvfjerdserne vinder de følgelig kontrollen over LLO.
Men ikke nok med det. I de følgende år vinder venstrefløjen til venstre for DKU også en stigende indflydelse i ungdomsarbejdet, og der udfolder sig en voldsom aktivitet sammenlignet med tidligere.
Derfor beslutter LO at smadre dette arbejde i 1976. Ved økonomisk at trække støtten til LLO og ved at sætte ind med en koordineret indsats over for lands-lærlingearbejdet og klubarbejdet i SiD.
Sideløbende søger de at opbygge deres eget konsulentstyrede ungdomsarbejde. Men uden nogen synderlig succes. De selvstændige aktiviteter stiger i lærlingeforeninger, ungdomsklubber og på EFG-skoler. Det kulminerer omkring 1980, hvorefter aktiviteterne så småt begynder at flade ud. Det er i den sammenhæng rigtigt at konstatere, at aktiviteterne i det faglige ungdomsarbejde i dag kører på et lavt blus sammenlignet med tidligere. Så lavt at det ikke kan være selve aktiviteten, som er en torn i øjet på LO.
Lavt blus
Hvad er det egentlig, som generer LO så kraftigt ved det selvstændige og demokratiske ungdomsarbejde? Det får man bedst et billede af, hvis man ser på, hvor de mange tidligere Faglig Ungdom- og lærlingeaktivister i dag befinder sig. Uden at kende nogen præcis opgørelse så kan der ikke herske tvivl om, at de udgør et vigtigt lag blandt fagbevægelsens tillidsfolk.
Det er de folk, som har fået deres fagpolitiske opdragelse i kamp mod de socialdemokratiske pampere og ikke ved at være følgagtige overfor dem. Man skal, for at vinde indflydelse og »komme frem« i dette arbejde, vinde opbakning fra neden ved at stille sig i spidsen for sine kammerater.
Fagpolitisk »opdragelse«
Det er det stik modsatte af den fagpolitiske opdragelse, som det pamperstyrede ungdomsarbejde vil give folk. For at komme frem i det skal man fedte sig ind og være følgagtig overfor dem oppe i hierarkiet.
Derfor er der en langt mere principiel kerne i kampen om ungdomsarbejdet, end om man bedst kan lide socialdemokrater eller kommunister. Det er et spørgsmål om den ånd, der skal ligge i den fagpolitiske »opdragelse«. Det er i sidste ende et spørgsmål, om man skal tjene sine kollegers eller pampernes interesser. DKU-ledelsen vil åbenbart helst tjene pampernes interesse.
Alligevel må pampernes hensigter og deres slagterfærd mod ungdomsarbejdet bekæmpes med næb og klør. Det selvstændige ungdomsarbejde har en berettigelse, selv når det kører på et lavt blus.
Der skal nok komme en dag, hvor der er mere liv i kludene, og hvor der kommer mere gang i den igen. Til den tid vil det være vigtigt med et selvstændigt LLO.
Kovending og kapitulation
Mange aktive i LLO – også menige DKU’ere – spærrede øjnene op forleden. Det blev offentliggjort – på grund af et »ubehageligt« læk – at ledende DKU’ere nu ville »lukke biksen«, som det så frejdigt blev forkyndt i Land og Folk.
De vil nedlægge den demokratisk styrede »Lærlinge og ungarbejdernes Landsorganisation« for at gå ind i det topstyrede LO-Ungdomsarbejde. Og der er der ikke levnet plads til nogen reel indflydelse nedefra.
Demokrati og selvbestemmelse
Det vil de på trods af, at det i årevis har været en mærkesag for LLO at forsvare demokrati og selvbestemmelse overfor de socialdemokratiske toppamperes forsøg på ensretning og slagtning af ungdomsarbejdet.
Notatet, som har været diskuteret i en snæver inderkreds af DKU’ere, var næppe til offentliggørelse.
Det er i hvert fald imod almindelig DKU-praksis, og det har sikkert været meningen, at diskussionen skulle køres mere planmæssigt ud, så de menige DKU’ere var »vundet for ideen«, før den blev lagt åbent frem. Eller tærsket på plads som andre måske ville kalde det.
Kovending
Hvad enten det har været et tilfælde eller ej, har lækket afsløret en kovending af dimensioner fra DKU- og LLO-ledelsens side. Blot et par uger forinden var det hævet over enhver tvivl, at LLO var sagen og LOU nul og nix. Men ét er at lave en kovending – det kan være i orden, hvis forholdene ændrer sig drastisk. Det er langt værre, når det er en kapitulation, som skriger mod himlen.
En kapitulation, som hverken er udsprunget af et kollaps i det aktive lærlingearbejde eller opfundet af de menige DKU’ere, der udgør hovedkraften i LLO. Den stammer næppe heller fra DKU.
Næh, meget tyder på, at den er dikteret fra ledelsen i DKP – og det er helt grotesk, at lærlingebevægelsen skal lide under luner og følgagtighed blandt centralkomiteens gamle trætte mænd over for socialdemokraterne.
Men når det hænger sammen på den måde, er der også al mulig grund til at rejse sig til kamp mod kapitulationen. En kamp, som langt fra er umulig.
DKU-ledelsens oprindelige plan var nedlæggelse af LLO på kongressen i bededagsferien. Men for at vinde tid vil de nu udskyde beslutningen til en november-kongres.
Nedlæggelse af LLO kræver et kvalificeret flertal på 2/3. Det kan de ikke nå til maj, og det bliver under alle omstændigheder svært.
Målrettet kampagne
Linjen må være at skaffe et flertal for at afvise videre lukningsdiskussioner allerede på bededagskongressen. Lykkes det ikke, går kampen på at sikre sig over 1/3 opbakning til november.
DKU’erne kan reelt stadig lukke LLO ved at trække sig og lade organisationen hendø. Men dels er det mod deres erklærede politik, og dels vil det være så politisk belastende for DKU, at de næppe tør. Derfor er det ikke umuligt for den spinkle fløj til venstre for DKU at sikre »biksen« gennem en målrettet kampagne.
En kampagne som forsvarer LLO og mobiliserer til de lokale Faglig Ungdom-afdelinger. Samtidig skal de lokale lærlingeforeninger styrkes og der skal rejses støtte fra egne fagforeninger.
Billedtekster:
Det er nødvendigt at skaffe et flertal mod lukningsdiskussioner allerede på LLOs bededagskongres.
Det selvstændige lærlingearbejde har en berettigelse – her en tidligere demonstration foran Metals Kongres for et demokratisk ungdomsarbejde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed