Socialistisk Arbejderavis
Nr. 39 – Maj 1988 – side 4
Spørgsmål vi ofte møder
Hvad er en pamper?
Martin B. Johansen
Begrebet »en pamper« forbindes af de fleste med folk i toppen af fagforeningerne. Direkte oversat fra svensk betyder pamper »tyksak«.
Selv om der også findes slanke faglige ledere, så illustrerer begrebet pamper/ tyksak meget godt, at folk i toppen af fagforeningerne generelt har en bedre levestandard end fagforeningernes medlemmer. En gallupundersøgelse i 1987 viste, at blandt de menige fagforeningsmedlemmer er der en udbredt mistro til, at de faglige ledere kan eller vil slås for medlemmernes krav.
Denne skepsis har bund i virkeligheden. Det ses i udtalelser fra forbundsformænd om at holde igen på lønkrav. På overenskomstkrav, som beskæres kraftigt allerede inden forhandlingerne med arbejdsgiverne. Tillidsfolk starter som militante, men ender som højre-socialdemokratiske bureaukrater i fagforeningens top. Men hvorfor er det sådan?
Lad os starte med at se lidt på fagbureaukratens hverdag. Hans daglige liv er i bund og grund anderledes, end det er for de arbejdere, han repræsenterer. Han er fjernt fra arbejdspladsens hårde disciplin, fra problemer med støj og møg, fra det daglige sammenstød med værkførere. Og han tjener næsten altid en del mere end sine medlemmer.
Fjerner sig
Desuden er det ikke fagforeningsformanden, som bliver arbejdsløs, når fabrikken lukker. Når han forhandler løn, så er det ikke samtidig hans egen løn, der står på spil.
For fagbureaukraterne bliver det vigtigste i fagforeningsarbejdet at kunne lave gode kompromisser, at kunne »forstå« modpartens synspunkter. Strejker og uro på arbejdspladsen forstyrrer denne forståelse.
Fagbureaukraterne har kort sagt fjernet sig fra arbejdernes vilkår, og er ikke længere selv afhængig af den kollektive styrke på arbejdspladsen.
Fremvæksten af et helt lag af fagforenings-funktionærer hænger nøje sammen med udviklingen af kapitalismen. Med udviklingen af storindustrien opstod samtidig udviklingen af faglige organisationer på masseplan. Og dermed blev der behov for folk, som kunne forhandle overenskomst på vegne af de menige medlemmer.
Eftersom arbejdskampen på det tidspunkt først og fremmest drejede sig om opsplittede økonomiske krav, blev der plads til, at forhandlerne kunne specialisere sig som arbejdernes kompromismagere.
Det er vigtigt at forstå, at det faglige bureaukrati udspringer af det mål, som fagforeningerne egentligt har. Fagforeningens opgave er at sælge arbejdskraften så dyrt som muligt. Deres opgave er at mildne udbytningen – ikke at ophæve den.
Men det betyder også, at de faglige lederes privilegier skyldes, at der er behov for forhandlere. De har derfor en objektiv interesse i, at kapitalismen fortsætter, fordi socialismen ville afskaffe det behov.
Demokrati
Naturligvis kan man forestille sig en mere demokratisk måde at organisere fagforeningerne på. Man kunne aflønne fagforeningsformænd på niveau med medlemmerne. Man kunne afskaffe genvalg. Man kunne bruge strejker meget mere som våben overfor arbejdsgiverne.
Mange socialister har puslet med den slags ideer. Men en så stærk kontrol over fagtoppen kræver en enig og godt organiseret arbejderklasse. I de perioder, hvor arbejderklassen er stærk og enig, kan den ikke spises af med en lille ekstra bid af kagen. Så begynder den at række ud efter hele bageriet. I den situation er der ikke længere brug for professionelle kompromismagere.
Men det mest almindelige er, at arbejderklassen ikke står samlet. Det faglige bureaukrati kan i de perioder udvikle sig og styrke sit greb om fagforeningerne.
Vi kan opsummere, at fagbureaukratiet ikke deler arbejderklassens interesser i at ophæve lønslaveriet. Bureaukratiet er altså ikke en del af arbejderklassen. Men omvendt er fagbureaukratiet heller ikke en del af den herskende klasse, for de ejer ikke produktionsmidlerne.
Selvom det skulle lykkes fagtoppen – via OD og pensionsfonde – at opnå kontrol over store dele af industrien, så vil der stadig være brug for folk, der kan forhandle med arbejdsgiverne, også hvis arbejdsgiveren hedder LO. Deres position vil stadig være afhængig af, at de kan vælges af de menige medlemmer.
Man kan bedst betegne fagbureaukratiet som et selvstændigt, konservativt, socialt lag mellem arbejderklassen og borgerskabet.
Selv om fagbureaukraterne ivrigt forsøger at begrænse uro på arbejdspladser og optræder som strejkeslagtere, så kan de ikke tillade sig at gøre fagforeningerne så impotente, at de ikke har nogen magt overfor arbejdsgiverne.
Fagforeningslederne er nødt til i et vist, omend begrænset, omfang at kunne udtrykke og gennemtvinge arbejdernes krav. Ellers risikerer de enten at blive væltet på generalforsamlingerne, eller at medlemmerne melder sig ud. Bureaukratiet har en grundlæggende interesse i at opretholde fagforeningerne.
De vakler
Selvom fagbureaukraterne ønsker arbejdsfred, så er de følsomme over for pres nedefra. Det kommer til udtryk på to måder. Dels ved at nogle bureaukrater udtrykker sig mere venstreorienteret end andre. Og dels ved at bureaukraterne svinger fra side til side.
Den ene dag snakker de om storstrejker og 20% mere i lønposen. Dagen efter siger de, at »samfundet har ikke råd til lønforhøjelser« og underskriver fire-årige overenskomster med arbejdsgiverne.
I perioder hvor bredere dele af arbejderklassen ønsker at slås, kan fagbureaukraterne føle sig tvunget til at iværksætte nogle mere omfattende kampe. Sidst skete det i forbindelse med påskestrejkerne i 1985.
Netop i disse situationer er det vigtigt for revolutionære at huske, at pampernes vigtigste interesse er at bevare deres positioner. Arbejderklassen kan ikke under nogen omstændigheder bruge fagbureaukratiet i kampen for at indføre socialismen.
Billedtekst:
I strejkesituationer er det vigtigt at huske, at fagbureaukrater kun ønsker at bevare deres positioner.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed