Socialistisk Arbejderavis
Nr. 40 – Juni 1988 – side 9
Kamp mod reformismen
Revolutionære Gramsci
Ellen Christensen
Den italienske marxist Antonio Gramsci brugte sit liv på en hård kamp mod reformisterne i det italienske socialistparti og i fagbureaukratiet. Han døde i Mussolinis fængsel i april 1937.
I 1970erne blev hans skrifter hevet frem igen. De euro-kommunistiske strømninger i de vesteuropæiske kommunistpartier mente at kunne bruge ham i deres agitation for en tredje vej til socialismen. En vej der på den ene side afgrænsedes af den socialdemokratiske reformisme og på den anden side af rådsstrategien.
SFs formand Gert Petersen gør sig i sin bog “Om socialismens nødvendighed” til talsmand for denne ideologiske og forkerte brug af Gramsci. Han bruger således Gramsci-citater til at sige, at “i de vestlige samfund må strategien baseres på belejring og gradvis fremrykning, erobring af snart den ene snart den anden af skyttegravene og kasematterne.” I Vesteuropa kommer overgangen til socialisme med andre ord gradvist.
Men hvem var Gramsci, og hvordan kan vi påstå, at han var revolutionær og marxist, når reformisterne kan bruge hans ideer i deres strategi?
Antonio Gramsci blev født i 1891 på Sardinien. Han voksede op under fattige forhold. I 1911 rejste han til Torino i Norditalien for at studere.
Torino var på det tidspunkt et hastigt voksende industrielt centrum for den italienske kapitalisme. Store virksomheder prægede byen. FIAT-fabrikken alene beskæftigede 30.000 arbejdere. Torino var Italiens Petrograd.
Gramsci tilsluttede sig socialistpartiet, PSI.
Som det eneste parti i 2. internationale nægtede PSI at støtte det hjemlige borgerskabs krig mod andre landes borgerskaber ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914. Det skete ud fra parolen: “Hverken støtte eller sabotage.” Der var altså ikke tale om en aktiv kamp mod den imperialistiske krig.
De røde år 1918- 20
I kølvandet på den russiske revolution kom det også i Italien til store arbejderopstande. Som i Rusland startede det også her med, at arbejderkvinderne demonstrerede mod manglen på mad. Det var i august 1918. Oprøret bredte sig til fabrikkerne, hvor kampene mod arbejdsgivere og statsmagt fortsatte.
I 1919 vandt metalarbejderforbundet 8-timers arbejdsdag. I 1920 kulminerede bevægelsen i fabriksbesættelser, især i Torino. Ret hurtigt var 500.000 arbejdere engageret i besættelserne.
For Gramsci betød den forstærkede klassekamp et stort spring fremad i hans politiske udvikling. Han var stadig medlem af PSI, og arbejdede som redaktør af avisen L’Ordine Nuovo, der på mange punkter havde en anden politisk holdning end partiet.
Avisens opgaver blev for Gramsci at styrke den spontane bevægelse, som fabriksbesættelserne var et resultet af, at styrke arbejdernes egne organiseringer, fabrikskomiteerne, politisk og hele tiden opfordre dem til at udvide deres magtområder. L’Ordine Nuovo blev fabrikskomiteernes avis.
Gramsci gjorde hurtigt den erfaring, at hans partifæller i PSI og bureaukraterne i fagforeningerne kun var interesserede i at standse arbejdernes opstand. De var på ingen måde interesserede i at overskride det borgerlige demokratis grænser.
I 1921 var Gramsci med i den gruppe, der dannede det italienske kommunistparti, PCI. Han var formand for partiet fra 1924 til 1926, hvor han blev fængslet af fascisterne. Han døde i fængslet i 1937.
Lyon-teserne
Gramsci er vigtig for os at huske, fordi han havde fat i nogle centrale punkter i vores politiske forståelse. Han indså fagbureaukratiets rolle som instrument for borgerskabet. Således kaldte han i Lyon-teserne, der blev skrevet til PCI’s kongres i 1926, socialdemokraterne for borgerskabets venstre fløj, trods deres sociale basis i arbejderklassen.
Sideløbende insisterede han på, at man skulle afsløre de reformistiske ledere gennem forslag om enhedsfront på enkeltstående spørgsmål. Han glemte aldrig, at reformisternes forræderi mod rådsbevægelsen i 1920 banede vejen for fascisternes magtovertagelse i 1923.
Hans holdning til den borgerlige stat var, at den skal smadres gennem en eller anden form for væbnet opstand. Endelig pegede han på nødvendigheden af at opbygge et revolutionært parti med basis på arbejdspladserne.
Gramscis politiske ideer blev udviklet gennem hans deltagelse i og analyse af klassekampen. Hans fængsling i 1926 betød, at han blev isoleret politisk. De nyheder han fik udefra, var sporadiske, og hans skriverier blev censureret.
De vanskelige betingelser betød bl.a., at han i sine fængselsdagbøger brugt forskellige omskrivninger. Han kunne naturligvis heller ikke opfordre til væbne opstand mod staten. Disse omskrivninger kan mange gange åbne op for vide fortolkninger, og hans isolerede situation gjorde også, at han nogen gange var noget uklar i de politiske konklusioner. Trods disse svagheder kan vi alligevel hive nogle politiske pointer ud af fængselsdagbøgerne.
Et af de problemer, der optog Gramsci meget under hans fængselsophold, var erfaringen med fabriksbesættelserne og deres nederlag. Han konkluderede, at den spontane opstand alene ikke kan føre til en vellykket revolution.
Ud over den opgave, som det revolutionære parti har i at generalisere og lede kampene, må partiet også beskæftige sig med reformisternes tilstedeværelse og med eksistensen af et statsapparat, der indeholder såvel en fysisk magt som en ideologi, der meget bredt accepteres af arbejderklassen.
Revolutionære må derfor have en todelt strategi: en strategi for magtovertagelsen og en anden strategi når magten ikke kan erobres umiddelbart. Gramsci kaldte den første strategi for manøvrekrig og den anden, mere tilbageholdende, for stillingskrig.
Her er det vigtigt at skelne. I analysen af klassekampen er det afgørende, at partiet ved, hvordan situationen er: er det et angreb på statsmagten, der forestår, eller har kampen en mere defensiv karakter. Lenins styrke som partileder lå netop i hans evne til at forstå, hvornår partiet skulle skifte fra stillingskrig til manøvrekrig.
Et vigtigt punkt her er, at Gramsci hele tiden holdt fast i, at begge strategier var nødvendige.
Fejlfortolkninger
I deres misbrug af Gramsci droppede de eurokommunistiske teoretikere simpelthen den del, der hedder manøvrekrig. De argumenterede for, at den var ubrugelig i de vestlige lande. Smadringen af staten stod ikke på programmet. I stedet var det nødvendigt med en lang skyttegravskrig.
En anden del af Gramscis analyser i fængselsdagbøgerne var brugbare for euro-kommunisterne. Gramsci så nemlig de vestlige stater, ikke kun som en fysisk magt, men også som et netværk af sociale institutioner, så som kirke, uddannelsesinstitutioner, det såkaldte “civile samfund”. Gennem dette netværk opnår staten en ideologisk accept fra arbejderklassen. Gramsci fremhævede, at det var nødvendigt for de revolutionære at gå ind i den ideologiske kamp for at nedbryde borgerskabets greb om arbejderklassen.
Eurokommunisterne fejlfortolkede Gramscis tanker og argumenterede for, at det er muligt at gå ind i den ideologiske kamp uden at engagere sig i klassekampen, og at det er muligt at vinde den kamp uden at smadre den borgerlige stat. De mente med andre ord, at det er muligt at stemme sig til socialismen.
Forsvar for Gramsci
Trods de svagheder, man kan finde i fængselsdagbøgerne, er det urimeligt over for Gramscis hele politiske karriere at tage ham til indtægt for reformistiske positioner.
For det første er stillingskrig en krig og ikke et klassesamarbejde, sådan som euro-kommunisterne og SF praktiserer i dag.
For det andet er der ikke noget mærkeligt i at påstå, at revolutionær politik en stor del af tiden er et spørgsmål om en stillingskrig. Alle erfaringer viser, at de situationer, hvor magtspørgsmålet står på dagsordenen, er langt de mest sjældne. Den daglige klassekamp består i små udfald frem og tilbage og i rene forsvarskampe.
For det tredje benægtede Gramsci aldrig økonomiens magt over det politiske liv. Han mente nok, at de revolutionære skulle gå ind i slagsmålene om ideerne i samfundet, men han påstod ikke, at dette kunne ændre magtforholdene.
Den vægt som Gramsci tillagde begrebet stillingskrig, må ses i sin historiske sammenhæng. Formålet med analysen var at understrege, at en stærk vilje hos nogle få tusinde revolutionære ikke er nok til at skabe forudsætningerne for en vellykket opstand. Disse forudsætninger kan kun forberedes gennem en lang periode med politisk intervention i klassekampen og ideologisk kamp, der gør partiet i stand til at stille sig i spidsen for arbejderklassens kamp for socialisme.
Billedtekst:
Fabriksbesættelse i Italien
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed