Socialistisk Arbejderavis
Nr. 40 – Juni 1988 – side 10
USA, 1968
Oprør mod racehad
I sommeren 1868 var de amerikanske sorte bydele i oprør. Martin Luther King blev myrdet den 4. april 1968. Bølger af vrede og protester skyllede hen over USA. Gennem mere end et årti havde han været en central leder i den sorte borgerrettighedsbevægelse.
Han blev født i en fattig familie i sydstaterne, og erfarede på sin egen krop den intense racisme i efterkrigstiden. De forhadte racediskriminationslove opretholdt princippet om raceadskillelse overalt. Fra skoler og beboelser til restauranter og offentlig transport.
Del og hersk
Lovene var ikke blot et udtryk for den massive undertrykkelse af de sorte, men var helt central i at opretholde undertrykkelsen af de fattige hvide og deres identificering med borgerskabet.
Eet sted, hvor raceadskillelsen i nogen grad havde været afskaffet, var i fagforeningerne. Sorte arbejdere var centrale i kampen for faglig organisering, både i 30erne og under krigen. Resultatet var, at der i 1946 var 1,25 millioner sorte arbejdere organiseret.
Dette betød, at sorte opnåede forbedringer under opsvinget i klassekampen ved slutningen af krigen og under det efterfølgende økonomiske opsving. Der var en stigning i levestandarden og en betydelig vækst i den sorte middelklasse.
For første gang i dette århundrede blev der indvalgt snesevis af sorte i lokale bystyrer i nordstaterne En del af de sorte fik også bedre uddannelsesmuligheder.
Forventninger
Alt dette var med til at give sorte arbejdere over hele USA store forventninger. Især i sydstaterne lagde det grunden til en bevægelse, som i sidste ende fjernede raceadskillelses-lovene.
På trods af en række kampagner for racesammenføring lige efter krigen, varede det næsten ti år, før borgerrettigheds-bevægelsen virkelig begyndte at slå igennem. Dette skyldes den ødelæggende virkning af senator McCarthys heksejagt mod venstrefløjen og den kolde krig.
Kommunistpartiets troværdighed var blevet opbygget gennem kampen mod racismen i 30erne. Nu blev kommunisterne jaget ud af fagforeningerne og frataget arbejde og positioner. Jagten på de røde medførte en massiv højredrejning i det amerikanske samfund. De sorte ledere tilsluttede sig denne højredrejning for at virke respektable. Resultatet var en katastrofe.
Ledelsen i National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) smed mistænkte kommunister ud af organisationen, men blev alligevel lammet af beskyldningerne om rød infiltration. Konsekvensen var en styrkelse af racediskriminationen og en forvirring blandt anti-racisterne.
Bus-boykotten i Montgomery i 1955 var startskuddet til genopbygningen af den tidligere anti-racistiske tradition.
Få dage efter at en sort kvinde, Rosa Parks, var blevet arresteret for ikke at overgive sin siddeplads til en hvid passager, organiserede de sorte i Montgomery en næsten total boykot af byens raceopdelte busser. En lokal baptistpræst, Martin Luther King Junior, blev valgt som kampagnens leder.
Boykotten varede et år. Et år, hvor Kings hus blev bombarderet med brandbomber, og flere hundrede blev arresteret. De sorte i Montgomery viste en fantastisk udholdenhed i kampen mod de hvides diskrimination.
I december 1956 dømte Højesteretten Montgomery til at ophæve raceadskillelsen i busserne. Det blev opfattet som en klar sejr af sorte over hele USA. For King betød sejren en understregning af rigtigheden af hans passive ikke-volds filosofi. Det blev helt afgørende for hans holdninger i de efterfølgende kampagner.
King grundlagde Southern Christian Leadership Conference i 1957 for at koordinere kampen for borgerrettigheder på tværs af sydstaterne, men bevægelsen var løbet ind i en blindgyde allerede i slutningen af 50erne. Ophævelsen af raceadskillelsen i sydstaterne var foreløbig gået i stå, men begivenhederne i Montgomery havde givet de sorte og hvide anti-racister fornyet selvtillid.
Dette kom til udtryk igen i 1960, da den nydannede Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC) organiserede sit-ins i raceadskilte restauranter. Også med “Freedom Rides” i 1961, hvor man kæmpede mod raceadskillelsen i busserne, sås den nye selvtillid. Alle disse kampagner blev ledet af unge sorte og hvide, primært studerende.
Voksende bevægelse
De sorte var de, som havde fået en højere uddannelse, og de hvide kom som oftest fra middelklassen eller havde en radikal baggrund.
King var ivrig efter at øge tempoet i kampagnerne. Præsident Kennedy var allerede blevet presset til at gribe ind og få King løsladt fra fængslet. Nu var Kennedy under pres fra den voksende bevægelse og fra forretningsinteresser i nordstaterne for at vedtage en borgerrettighedslov.
Men Kennedy, som var valgt af Demokraterne, var afhængig af støtte fra de hvide racister i sydstaterne, og deres reaktion over borgerrettigheds-bevægelsen var at kræve garantier om fortsat diskrimination.
Mellem 1960 og 1963 opblomstrede agitationen for borgerrettighed i sydstaterne for afskaffelsen af raceadskillelsen på universiteterne og for at få de sorte registreret som vælgere i byerne. De hvide racisters svar på den massive modstand var snesevis af mord og store slagsmål med nationalgarden.
Gang på gang blev Kennedy tvunget til at blande sig på de sortes side. King blev mere og mere identificeret med borgerrettigheds-bevægelsen. Han optrådte på talerstole over hele USA, og blev inviteret til at tale i udlandet.
Han blev et symbol på ikke-voldelig kamp og utrolig udholdenhed. I 1963 blev han betragtet som den ubestridte leder af bevægelsen. Men inden for borgerrettigheds-organisationerne var der begyndt at opstå uenighed om strategien.
Det konservative NAACP var bekymret for, at bevægelsens militans skulle udelukke støtte fra de hvide liberale. De var for en kampagne, der baserede sig på politisk lobby-virksomhed over for hvide politikere, specielt Kennedy.
SNCC og CORE (Congress of Racial Equality) havde organiseret de forskellige sit-ins og freedom rides. Hundredvis af deres medlemmer var blevet arresteret, deres kontorer var blevet ødelagt af brandbomber og mange af deres aktivister myrdet.
Militant udvikling
På grund af dette og fordi de konstant var i kontakt med aktivisterne, begyndte de at udvikle sig i mere militant retning. De opgav deres modstand mod socialister, og et betydeligt antal medlemmer i SNCC og CORE startede workshops om sort nationalisme.
King og SNCC udgjorde et politisk center. Da han satsede på at mobilisere bredt, men samtidig gik ind for ikke-volds-princippet, kom King under pres fra både højre og venstre. Han endte ofte som formidler mellem de to.
Disse spændinger kom klart til udtryk under kampagnen mod racediskrimination i Birmingham i Alabama og den store march til Washington i 1963.
De hvide præster og de sorte ledere af NAACP beskyldte King for at være utålmodig. King, som sad i fængsel, svarede med sit veltalende “brev fra Birmingham fængsel”, hvori han sagde: “Sorte kan ikke vente længere på, at velmenende hvide skal befri dem.”
Men King begyndte at tilnærme sig de samme kritikker i forbindelse med den store borgerrettighedsmarch til Washington. Han argumenterede for, at marchen ikke skulle være for rabiat, og at man skulle gøre alt for, at bevare Kennedys lunkne støtte. Han overtalte formanden for SNCC, John Lewis, til at neddæmpe sin tale. Malcolm X talte på vegne af mange forurettede militante, da han kaldte det “farcen til Washington”.
Ikke desto mindre kom der en kvart million mennesker til marchen, et fantastisk antal, når man tager racismens styrke i betragtning. King fangede stemningen af optimisme, da han holdt sin berømte tale “I have a dream”.
Efter marchen blev de indre modsætninger i bevægelsen dybere. King faldt i de militantes miskredit, da han aflyste en march, som skulle krydse Selma Bridge i 1965.
Stokeley Carmichael fik opbakning for hans opråb, “ingen kan få os til at vende om”. SNCC drejede mere og mere til venstre under indflydelsen af folk som Carmichael, og NAACP begyndte at miste indflydelse over de unge aktivister.
King blev også presset. 1966 gik han imod krigen Vietnam og blev angrebet for det af ledende folk i NAACP og hans egen SCLC. Han begyndte selv at stille spørgsmål ved en række af sine grundholdninger “I årevis har jeg beskæftiget mig med ideen om at reformere de eksisterende institutioner i samfundet, en smuk forandring hist og pist. Nu mener jeg noget ganske andet.”
Presset til venstre
Kings anti-krigs-holdning og støtte til de fattige i byerne var med til at presse ham til venstre. Men han arbejdede stadigvæk inden for rammerne af en ikke-volds-strategi, som betød, at han ikke kunne forstå karakteren af den amerikanske stat, hans modstander.
Men han var ikke desto mindre en virkelig trussel mod staten. Han kunne mobilisere tusinder og var en betydningsfuld bro mellem anti-krigsbevægelsen og de sortes kamp.
Den bevægelse, som han stod i spidsen for, rystede det hvide borgerskab. Derfor forsøgte FBI gang på gang at miskreditere ham gennem 60erne.
Det har intet formål at spekulere på, hvordan Kings politik ville have udviklet sig, hvis han ikke var blevet myrdet. Men han repræsenterede utvivlsomt en tradition, som, på trods af store politiske svagheder såsom ikke-volds-tanken, mobiliserede hundredtusinder på gaden i en kamp mod den mest modbydelige racisme og genetablerede selvtillid og stolthed blandt de sorte.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed