Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 4 – Januar 1985 – side 3

IS mener

Hvem er bange for en storstrejke?

Alt peger i øjeblikket på en elendig overenskomst. Regeringen og arbejdsgiverne udstråler en optimisme, som bunder i, at de har formået at gennemføre en politik de sidste par år, som tjener det samlede borgerskabs interesser på bekostning af arbejderbefolkningens.

De har fjernet de automatiske lønreguleringer, radikalt forringet dagpengesystemet og desuden gennemført omfattende forringelser i hele den offentlige sektor.

Og hvad der er endnu vigtigere for dem – de har kunnet gøre alle disse ting uden at møde den store modstand fra arbejderklassen. Protestmøder og udtalelser har langt fra været nok til at imødegå angrebene.

Derfor tyder meget på, at regeringen og erhvervslivet er parate til at sætte trumf på her til foråret. De er ikke bange for at prøve kræfter med en storkonflikt, hvis fagbevægelsen ikke godvilligt godkender en 2 % lønramme og glemmer alt om nedsættelsen af arbejdstiden.

Man kan faktisk ikke udelukke, at de direkte spekulerer i en storkonflikt, hvorved de kan tømme strejkekasserne, demoralisere arbejderklassen yderligere og hermed stå stærkere til at håndhæve deres politik gennem hele næste overenskomstperiode.

Med de krav, som fagtoppen har opstillet – og som traditionen tro ligger langt fra dem, der blev vedtaget på arbejdspladserne – satses der på en løsning ved forhandlingsbordet. Men døren til en storkonflikt holdes en anelse på klem.

Godt nok har topforhandlerne ikke helt på forhånd solgt arbejdstidskravet som ved sidste overenskomst, men det er blevet klækkeligt reduceret. Helt ned til en time til halvanden om ugen – og uden den fulde lønkompensation. Og på lønnen snakkes der kun om et såkaldt lavtlønsværn. I realiteten betyder det bare nogle få håndører til de lavestlønnede fordelt ud over hele overenskomstperioden.

Disse barberede krav er det dårligst tænkelige udgangspunkt for en samling og mobilisering af folk på arbejdspladserne. De færreste gider at strejke for så lidt. Men det er jo heller ikke fagtoppens mening, at der skal være en aktiv og længerevarende strejke.

I realiteten er LO-toppen hunde-rædde for en konflikt. For de er under ingen omstændigheder interesserede i den styrke, som arbejderklassen kan vise i sådan en situation. En styrke, der kan sætte både regeringen og arbejdsgiverne fra deres bestilling. For det vil være det samme som at forlade den slagne klassesamarbejdslinie.

Kommer det til en storkonflikt – igangsat af fagbureaukratiet og fremprovokeret af DA – er det ene og alene udtryk for, at de føler sig presset til at kippe med flaget over for deres egne medlemmer. Strejken vil så blive brugt til at markere over for arbejdsgiverne – ikke til at true dem alvorligt.

Gennem en storstrejke under bureaukraternes fulde kontrol og uden videre mobilisering på arbejdspladserne håber de at kunne presse lidt ud af arbejdsgiverne.

Store armsving – meget lidt handling

SiDs forbundsformand Hardy Hansen fordømte med store ord og lige så store armbevægelser dagpengeforliget i efteråret. Men hans eneste budskab til medlemmerne var en henvisning til socialdemokraternes »solidariske vej«. Eneste handlingsanvisning var »Stem Liste A ved næste valg«.

På intet tidspunkt ønskede han eller hans breaukratiske fæller at gå videre gennem organisering af strejker inden for centrale områder indtil forliget var fejet af bordet – og med det den borgerlige regering.

Men Hardy Hansen snakker stadig om generalmobilisering og fordømmer arbejdsgivernes holdning under overenskomstforhandlingerne. Han ved, at der inden for hans forbund er en udbredt utilfredshed med den borgerlige regerings politik og fagtoppens og Socialdemokratiets manglende modsvar. Nej-flertallet for to år siden, og medlemmerne forventer, at der sker et eller andet her til foråret.

Men igen vil vi se, at fagtoppen ikke ønsker at bruge den styrke arbejderklassen besidder, når den står samlet.

Gi’ ikke fagtoppen endnu en chance

Forventningerne nedefra er ret store til, at der skal ske noget med den borgerlige regering ved denne overenskomst, og derfor kan en storkonflikt ikke udelukkes. Forventningerne skal dog ikke forveksles med viljen til at slås.

Mobiliseringen og arbejdsnedlæggelserne mod dagpengeforliget var alle styret fra tillidsmandsniveau. Fagtoppens ynkelige linie og manglende svar på de utallige forringelser gør, at man også denne gang må regne med et paradenummer.

Fagbureaukratiets modvilje mod at bruge en aktiv mobilisering, effektive blokader og en gennemgribende organisering fra neden betyder, at arbejderklassens virkelige styrke fortaber sig i det dunkle. Det må den nødvendigvis gøre, for at fagtoppen kan holde sig på deres poster.

Mange husker stadigt kolonihavestrejken i 1973. LO-toppen nægtede at godtage arbejdsgivernes forhandlingsoplæg og kaldte i stedet til konflikt. Men det blev aldrig klart for medlemmerne, hvad striden egentlig handlede om, og de blev på intet tidspunkt inddraget i organiseringen. Og lige så topstyret konflikten var, lige så topstyret blev den afsluttet. Tømte strejkekasser og sølle 10 øre mere i timen var det magre resultat.

Akkurat ud ad samme tangent kørte overenskomststrejken i Tyskland i efteråret ‘84. IG Metal-ledelsen – som på samme storskrydende måde som Hardy Hansen råbte op om generalmobilisering og arbejdskamp – kørte strejken fra oven og undlod bevidst at aktivisere bredere dele af metalarbejderne og hermed gøre strejken kort og slagkraftig.

Ligesom LO-toppen herhjemme i ‘73 havde socialdemokraterne i Vesttyskland brug for at markere over for deres egne medlemmer, at de modsat de borgerlige er villige til at forsvare arbejderbefolkningens interesser og har alternative svar på krisen og massearbejdsløsheden.

Vent ikke på toppen – organiser kroppen

Skal der hentes noget hjem ved disse overenskomster, afhænger det af de aktiviteter, der kan rejses på arbejdspladserne og af samarbejde inden for koncerner, klubber, tillidsmandsinitiativer og blandt oppositionelle på arbejdspladserne og i fagforeningerne.

Strejker, der opstår under forløbet, og som det ikke lykkes fagtoppen at kvæle igen, skal generaliseres og udvikles.

35 %-reglen og forligsmandens ret til at sammenkæde forskellige forbundsområder betyder, at det er næsten umuligt at få et nej igennem. På trods af dette må de oppositionelle forsøge at få en nej-kampagne stablet på benene.

Et nej, der samtidig er et ja til en storkonflikt på de oprindelige krav. Samtidigt må vi kræve dagpengeforliget af bordet og gøre det klart, at en ordentlig organiseret storstrejke vil betyde den bogerlige regerings endeligt.

Vi må gøre det klart, at selv om der bliver tale om en overenskomstmæssig storstrejke, selv om den køres af fagtoppen og selv om der udbetales strejkeunderstøttelse, så skal den ikke organiseres anderledes end overenskomststridige strejker.

Det er lykkedes tidligere såvel under generalstrejken i ‘56 som under transportarbejderstrejken i ‘61. Her organiserede ikke mindst havnearbejderne og sømændene gennem valgte strejkekomiteer blokader, løbesedler og indsamlinger. Og sidst så vi det under socialrådgiverkonflikten og delvist under typografkonflikten samme år – selv om disse i højere grad var styret af forbundstoppene.

Havnearbejderstrejken og OK 83

Samtidigt er det vigtigt at have opmærksomheden rettet mod selv den mindste konflikt, der kan opstå. Fordi disse konflikter kan få betydning bredere.

Det så vi helt klart i forbindelse med havnearbejderkonflikten i vinteren 82/83. Strejkens udfald afgjorde i princippet også overenskomstudfaldet. Det var iøjnefaldende, at overenskomstforhandlingerne på topplan blev trukket ud, indtil såvel arbejdsgiverne som fagbureaukraterne var sikre på, at strejken gik ned.

Var det lykkedes at skabe en omfattende solidaritet og strejkebevægelse omkring havnearbejdernes kamp mod dagpengeforringelserne, ville situationen have været uoverskuelig for hovedorganisationerne.

Derfor var det også fatalt, at DKP bevidst modarbejdede, at strejkens grundlag og perspektiv blev udvidet til at »lovens skulle af bordet«, og i stedet agiterede for at krudtet skulle spares til afslutningen af overenskomstforhandlingerne.

Selv om billedet i dag viser højredrejning, passivitet, opsplitning og manglende vilje til at slås på arbejdspladserne, så kan situationen med lynets hast vende sig igen. Det så vi under havnearbejdestrejken.

Men hvis situationen opstår, skal man ikke stirre sig blind på datoen og det formelle forløb i overenskomstforhandlingerne. Krudtet skal ikke spares, men tværtimod varmes op, hvis lunten skal antænde.

Tillidsmandskonferencen i Horsens 19. januar vil atter vedtage resolutioner om, hvordan man lægger det sidste pres på forhandlerne. Ikke en linie for, hvordan man opbygger kampen nedefra. Der er ingen grund til at vente med diskussionen af, hvordan man opbygger en storkonflikt til forligsmanden læser resultatet op. Der er ingen grund til at vente på en genforhandling.

En aktiv linie

Fagligt aktive, militante og socialister skal allerede nu tage diskussionerne med arbejdskammerater og arbejdsløse, forberede møder og argumentere for, hvordan man vinder en storstrejke og vælter den borgerlige regering.

Billedktekst:
(Foroven) SiD’s Hardy Hansen.
(Foroven til højre) En af demonstrationerne i København mod dagpengeforliget og for overenskomstkravene.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 4

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1981-1990
Overenskomst 1985

Siden er vist 1303 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside