Socialistisk Arbejderavis
Nr. 41 – August 1988 – side 4
Spørgsmål vi ofte møder
Kan arbejderklassen ændre verden?
John Molyneux
»Samfundet som helhed«, skrev Marx i Det Kommunistiske Manifest, »er mere og mere splittet op i to store fjendtlige lejre, i to store klasser der står direkte overfor hinanden: Borgerskabet og proletariatet«.
Proletariatet, eller arbejderklassen, er »den eneste virkelig revolutionære klasse«. Dens historiske mission er at omstyrte borgerskabet og etablere et socialistisk samfund.
Påstanden om, at arbejderklassen spiller en revolutionær rolle, er den centrale kerne i marxismen. Og ingen anden del af den har været udsat for så konstante angreb fra anti-marxisters side.
Argumenterne har været mange: »Den opsplitning to klasser som Marx forudså, er ikke gået i opfyldelse. Marx forudså ikke væksten i mellemlagene, som har været en stødpude mellem klasserne.
stedet for at blive fattigere, som Marx påstod, er arbejderklassen blevet rig. Den er derfor blevet købt og indlemmet i kapitalismen. Væksten i service-sektoren og flipproletar-fagene, har gjort arbejderklassen til en klasse i tilbagegang.« Alt i alt påstår anti-marxister, at klassekampen er noget, der hører fortiden til.
Nogle af argumenterne er simpelthen baseret på uvidenhed, overlagte misforståelser eller oversimplificering af, hvad Marx havde at sige.
Kamp
Ved at fastslå at samfundet var opsplittet i »to store klasser«, fornægtede Marx ikke, at der kan eksistere andre klasser og lag. I virkeligheden refererede han gentagne gange i sine skrifter til »mellem- og mellemliggende lag«, som »udsletter skillelinjen overalt«.
Det, Marx mente, var nærmere, at de to klasser i stigende grad vil udgøre de to fundamentale sociale kræfter i det moderne samfund. At det vil være kampen imellem disse klasser, der vil bestemme samfundets skæbne.
Det var ikke Marx’ synspunkt, at arbejderklassen ville blive fattigere og fattigere i absolut forstand.
Tværtimod anerkendte han, at med væksten i den kapitalistiske produktion vil arbejderklassens levestandard vokse.
»Jo hurtigere arbejderklassen øger andres velstand, jo større vil de krummer, der falder af til den være«, som han udtrykte det i Lønarbejde og Kapital. Men Marx argumenterede for, at det ikke ændrer på det uforenlige forhold mellem arbejdere og kapitalister. For selv om arbejderklassens absolutte situation bliver forbedret, så forbliver dens stilling til produktionen uændret.
»Hvis kapitalen vokser hurtigt, vil lønningerne ganske vist også stige; men kapitalisternes profit vil stige uforligneligt hurtigere. Arbejderens materielle position er blevet forbedret, men på bekostning af hans sociale position. Den sociale kløft, der adskiller arbejderne fra kapitalisten, er blevet bredere.«
Ligeledes er det indlysende, at man ikke kan sætte arbejderklassens revolutionære potentiale lig med absolut forarmelse. Revolutionær bevidsthed kræver mest af alt arbejderklassens tillid til sin egen evne til at ændre verden. Den tillid opstår tit i sejre vundet i kampen for reformer. Fuldstændig fattigdom vil derimod nærmere avle demoralisering.
Det er også baseret på en misforståelse af Marx’ klassebegreb, hvis man mener, at den ændrede klassestruktur under den moderne kapitalisme har gjort arbejderklassen mindre.
Arbejderklassen
Sociale klasser er defineret ud fra det objektive forhold til den overordnede produktionsproces. Det er ikke et spørgsmål om arbejdets art eller om livsstil.
Den moderne flipproletar, den underordnede offentligt ansatte, kontoristen, sygeplejersken, læreren er nøjagtig lige så meget arbejder som minearbejderen, havnearbejderen eller metalarbejderen. Det beviser deres seneste faglige kampe også. Arbejderklassen er ikke blevet mindre – men den har ændret sig.
Men hvad siger erfaringerne så? Har arbejderklassen i praksis levet op til Marx’ forventninger? Det er vigtigt at lægge mærke til, at i det 19. århundrede, hvor marxismen blev grundlagt, viste arbejderklassen kun to gange sit revolutionære potentiale i åben kamp om magten. I 1848 revolutionerne endda kun meget kortvarigt og i Pariserkommunen i 1871.
Magt
I det 20. århundrede har arbejderklassen kæmpet om magten igen og igen: Rusland 1905 og 1917, Tyskland 1918-19 og 1923, Italien 1919-20, Spanien 1936, Ungarn 1956, Chile 1972, Portugal 1974, Polen 1980-81 er kun nogen af de mest fremtrædende eksempler. Marx’s analyser viser sig altså at være langt mere relevante for det 20. århundrede, end de var for det 19. århundrede.
Endelig må vi huske, at Marx altid så udviklingen af kapitalismen og arbejderklassen som en proces på verdensplan. Da han skrev citatet, der indleder denne artikel, beskrev han kun et eneste land i verden, nemlig Storbritannien.
I dag er borgerskabet og proletariatet i direkte konfrontation med hinanden på alle fem kontinenter. Massestrejker i Bolivia, Brasilien, Sydkorea og Sydafrika viser virkelig, at det moderne samfund er opsplittet i to fjendtlige lejre, »to store klasser står overfor hinanden«.
Billedtekst:
Bankmanden kan også være revolutionsleder.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed