Socialistisk Arbejderavis
Nr. 4 – Januar 1985 – side 8
Kina – tilbage i folden
Martin B. Johansen
Sidste år fejrede Kina 35-årsdagen for Folkerepublikkens oprettelse. Og det mest slående ved jubilæumsåret har været det omfattende opgør med Mao-tiden, som de kinesiske ledere er i gang med.
De nye magthavere efter Mao har åbent erklæret Maos økonomiske politik for katastrofal og har i stedet vendt sig mod den vestlige kapitalisme for at få opbygget den kinesiske sværindustri gennem tilførsel af kapital og teknologi.
I forsøget på at indtjene hård valuta for at kunne importere vestlig teknologi har den kinesiske regering »eksporteret« 40.000 kinesiske arbejdere som billig arbejdskraft på japanske projekter i Mellemøsten og Afrika.
Der er oprettet 18 »særlige økonomiske zoner», inklusive vigtige industri- og havnebyer som Shanghai, Canton og Shenzen ved grænsen til Hong Kong. I disse zoner tilbydes investorerne op til fem års skattefrihed, ingen told på import og eksport af råvarer, maskiner og færdigevarer og statslige tilskud på op til 75% af den samlede kapital. Om lønniveauet i disse zoner sagde en kinesisk guvernør: »Vi studerer lønningerne i Hong Kong, Singapore og. Sydkorea. Vi er sikre på, at vores lønniveau vil være lavere end disse steder«.
Tingene har ændret sig i Kina, siden Mao døde i 1976. Men mange af de nuværende ledere var også ledere i 50’erne og 60’erne, hvor de gennemførte hård arbejdsdisciplin, lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. I virkeligheden ligger politikken under den nuværende. chef, Deng Xiaoping, i naturlig forlængelse af de problemer, som blev rejst med revolutionen og Maos magtovertagelse i 1949, og som Mao ikke kunne løse.
Revolutionen i 1949
Før revolutionen i 1949 var Kina domineret af magter som England, USA og Japan – og med i imperialismens kølvand fulgte sult, underbetalt arbejde, narkotika og prostitution. Det førte i 1920’erne til omfattende oprør fra arbejderne og bønderne mod de imperialistiske magter og deres kinesiske marionetter.
Det kinesiske kommunistparti spillede en stor rolle i disse oprør, men Stalin forlangte, at kommunisterne skulle underlægge sig den borgerlige befrielsesbevægelse Kuomintang, ledet af Chiang Kai-shek. Det blev et nederlag for den spirende revolution og for kommunistpartiet, som blev næsten totalt udslettet af Chiang Kai-shek.
Herefter overtog Mao Tsetung ledelsen af resterne af kommunistpartiet, og han mente, at imperialismen skulle bekæmpes ved en langstrakt guerillakrig i landområderne.
Maos strategi førte ham til sejr i 1949, men flertallet af arbejdere og bønder havde ingen indflydelse i revolutionen. Den var ikke baseret på arbejderklassens eget oprør og selvstændige organisering i byerne, men på en befrielseskrig i landdistrikterne.
Magten lå nu i hænderne på en lille klike i kommunistpartiets top, og deres mål var at omforme Kina til en stormagt på linje med USA og USSR. Maos forbillede var Stalins Rusland, som i 30’erne havde udviklet sig til verdens næstmægtigste økonomiske og militære magt ved udelukkende at satse på egne ressourcer. Mao ønskede en tilsvarende udvikling i Kina, og derfor blev grænserne hermetisk lukkede helt indtil starten af 1970’erne.
Men Maos problem var dels, at industrialiseringen i Rusland fandt sted via en barbarisk undertrykkelse af arbejderklassen, dels at Ruslands industri i starten af 30’erne var langt højere udviklet end Kinas i 50’erne. Desuden ønskede Stalin ikke, at Kina skulle udvikle sig til en industriel stormagt, men et Kina som lydig allieret i lighed med Østeuropa.
Åbner grænser mod Vesten
Maos økonomiske politik slog fejl. Og ved en række militære sammenstød med USSR i marts 1969 erfarede de kinesiske ledere, at USSR stadig havde den militære overlegenhed. For at udvikle en hær som kunne måle sig med de russiske tanks og missiler, måtte Kina vende sig mod Vesten for at få den nødvendige teknologi.
Derfor begyndte de kinesiske ledere allerede før Maos død at åbne grænserne til Vesten, og det er den åbning, som har udviklet sig med stor hast gennem de seneste år. For at modernisere industrien er vestlig teknologi blevet importeret i stor stil, og Kina har optaget store lån i udlandet for at betale for importen. Disse lån kan kun tilbagebetales gennem en eksplosiv vækst af Kinas eksport.
Dermed er Kina blevet effektivt bundet til verdensmarkedet. Og magthaverne under Deng Xiaoping er fanget i en ond cirkel: På den ene side må de slække på den centrale planlægning for at opmuntre til privat initiativ, på den anden side må de slå ned på enhver form for opposition, som truer arbejdsfreden og dermed Kinas eksport.
Det vil være forkert at sige, at. Kina viser, at man ikke kan opbygge socialismen i et land alene. For under Mao har der aldrig været tale om socialisme i Kina. Det var ikke de kinesiske arbejdere, der vedtog, at lønnen skulle være lav og arbejdstiden lang og hård.
Men Kina viser, at selv en nok så stor og ressourcerig stat ikke kan udvikle sin økonomi uafhængigt af verdensøkonomien. Hvordan Schlüter har tænkt sig, at den danske økonomi skal blomstre på trods af verdenskrisen – når Kina ikke kan – det forbliver en gåde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed