Socialistisk Arbejderavis
Nr. 43 – Oktober 1988 – side 5
Finanslovssamarbejde
Spil for galleriet
Poul Erik Kristensen
Mange mennesker mener, at politik er noget af det sværeste i denne verden. Og vi skal være de første til at erkende at Folketingets politiske niveau kan forekomme yderst besynderligt.
Med det spil, vi har set herhjemme siden Folketingsvalget i maj, er det hele ved at udvikle sig til en farce.
Socialdemokratiet var sure, fordi de ikke kunne danne regering, men efter sommerens politiske debatter har de indgået store forlig med den borgerlige regering omkring renteafgiften og de arbejdsløse.
Hertil kommer, at socialdemokraterne allerede har sagt, at de vil stemme for Finansloven – uanset indholdet.
I samme mundfuld har de sagt, at de ikke kan støtte regeringens forslag om øget brugerbetaling inden for sundhed, uddannelserne og det sociale område.
Mandshjerte
Omvendt har store dele af regeringen – Venstre og de Radikale – erkendt, at de nok ikke kommer igennem med “de nødvendige besparelser og smidiggørelsen af det offentlige system”. Finansminister Palle Simonsen fremlagde ellers den nye finanslov med store ord og armbevægelser. Finansloven skulle vise, at den nye borgerlige regering havde mod og mandshjerte til at tage fat om de problemer, som dansk økonomi står i.
Alligevel accepterer den borgerlige regering stiltiende, at socialdemokraterne vil forsøge at samle et “socialt” flertal uden om regeringen.
Venstres gruppeformand, Ivar Hansen, erkender således overfor Ekstra Bladet tirsdag den 20. september, at regeringens finanslovsforslag smuldrer. Hans eneste bud er, at det nu er op til Socialdemokratiet at udvise flexibilitet og ansvarlighed, “men en besparelse på 11 milliarder bliver det jo nok ikke til”.
Hen over midten
Hele dette latterlige spil viser en ting. Det mandatmæssige højreskred, som skete den 10. maj, har været ubrugeligt for den borgerlige regering. Et markant flertal i den borgerlige lejr ønsker fortsat et tæt samarbejde med Socialdemokratiet og fagbureaukratiet.
Det radikale Venstres landsmøde for nylig blev da også en lang glatten ud på de overfald, partiet havde oversået Svend Auken og Socialdemokratiet med under og efter valgkampen.
Ønsket om samarbejde hen over midten har da også gjort det svært for den borgerlige regering at fremstå som et klart og reelt borgerligt alternativ.
Man har været pisket til at spille alle gode borgerlige kort i hænderne på Fremskridtspartiet. Hele dette spilfægteri kan nemt ende i, at Venstre skippes fra regeringen til fordel for Socialdemokratiet.
Diskussionerne internt i regeringen om Finansloven har nemlig vist, at der er store uenigheder om, hvad man skal prioritere.
Skærmydsler
Niels Helveg mener, at udlandsgælden er det største problem, mens Anders Fogh Rasmussen fra Venstre mener, at det er skattetrykket.
De radikale har heller ikke brokket sig ret meget over udsigten til, at Finanslovens besparelser på 11 milliarder og brugerbetalingen kan smuldre.
Risikoen for, at der er indhold i Socialdemokratiets teatertorden, er nemlig minimal. Socialdemokratiet har ofte i både ord og handling vist, at der ikke er den store uenighed om, hvordan Danmarks problemer skal løses. Socialdemokraterne har endog flere gange kritiseret de borgerlige for ikke at føre en stram indkomst- og finanspolitik.
Borgerskabet vil slemt gerne have Socialdemokratiet til at tage et medansvar for de hårde nedskæringer og omstruktureringer. De vil gerne have LO og fagbureaukraterne til at legalisere det enorme reallønsfald, som bliver konsekvensen af en sådan politik.
Svend Auken har sagt, at man ikke denne gang vil nøjes med fingeraftryk på Finansloven. Der skal være dybe, socialdemokratiske fodspor.
Men uanset hvor dybe fodsporene bliver, vil nedskæringsfelttoget fortsætte.
Budgetforlig
Hvis man kigger på de budget-forlig, som er indgået i amt og kommuner, er det kendetegnende, at man stort set alle steder holder sig inden for de rammer, som KVR-regeringen har udstukket for drifts- og anlægsudgifterne i kommunerne.
Og det uanset hvem der har indgået forlig. De borgerlige alene, de borgerlige og Socialdemokratiet, Socialdemokratiet og SF. Eller som i Silkeborg; de borgerlige, Socialdemokratiet og SF.
På grund af kommunalvalget til næste år ville det være oplagt at bruge budgetforhandlingerne i år til at protestere mod den borgerlige regerings planer om at smadre det offentlige område.
Men SF og Socialdemokratiet kommer ikke til at stå i spidsen med protester, de er nemlig enige med regeringen i, at der skal spares på de offentlige udgifter.
Billedtekst:
Glemt er alle skænderierne fra valgkampen, nu handler det om et samarbejde hen over midten.
Forlig over midten
“Svend Auken er ikke til at stole på, derfor kan vi ikke gå i regering med Socialdemokratiet,” udtalte Lone Dybkær fra Det radikale Venstre efter valget i maj.
“Der er himmelråbende forskel på den politik, vi vil føre, og den, Socialdemokratiet står for. Derfor er en SK-regering utænkelig,” var Poul Schlüters kommentar.
Nok har de sidste måneder vist, at der i ord er forskel på den politik, som de konservative og Socialdemokratiet står for. Men de sidste måneder viser også, at de kan samarbejde om de store ting.
Der er fortsat megen snak om indholdet i finansloven for 1989, og Socialdemokratiet har da også haft en række kritiske bemærkninger.
Men en ting er sikker, vi skal nok få en finanslov, som både de radikale, de konservative og sandsynligvis også Venstre kan støtte aktivt.
Indenfor de sidste måneder har Socialdemokratiet nemlig indgået to store forlig med den borgerlige regering, hvor de borgerlige har måttet sluge nogle få kameler.
Men hvor de i alt væsentligt har fået hovedindholdet af deres politik med.
Først var der forliget om renteafgiften, hvor man måtte acceptere, at afgifterne blev mindre end beregnet.
Siden kom dagpengeforliget. Et forlig, som fik selv kommunisternes Land og Folk til at juble. Dagpengeforliget er ikke desto mindre et klart angreb på de arbejdsløse. Forliget strammer op på de ting, som de borgerlige og arbejdsgiverne i årevis har råbt og skreget om – nemlig rådighedsbegrebet.
Hetz
Det var da også en tydelig glad arbejdsminister, Henning Dyremose, som fremlagde det forlig, der skulle “give mange nye muligheder for de ledige, men som også skulle give de ledige nye pligter”.
“Efter 18 måneders ledighed udvides rådighedsbegrebet, så den ledige skal stå til rådighed for et bredere geografisk og arbejdsmæssigt område,” eller på godt dansk: Er du uden sociale forpligtigelser, kan du sendes hvorhen det skal være og til et hvilket som helst job.
Hertil kommer, at der skal føres en mere effektiv kontrol med de arbejdsløse. Men som Land og Folk skrev i sin leder om forliget den 8. september: “En vis kontrol er på sin plads ...”
Hovedessensen i forliget er endnu engang at mistænkeliggøre de i hundredtusinder af arbejdere, som står uden arbejde, samt at smide så mange som muligt ud af dagpengesystemet.
Og som altid er det os, der skal betale for forringelserne. Af de 5,2 milliarder kroner, forliget vil koste de næste fire år, skal arbejderne betale de 3,6 gennem AUD-bidragene.
Billedtekst:
Jagten på de arbejdsløse forstærkes med dagpengeforligets stramning af rådighedsbegrebet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed