Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 43 – Oktober 1988 – side 9

4. Internationales fallit

Skred gennem 50 år

Jørgen Lund

I år er det 50 år siden, at 4. Internationale blev dannet. De var fra starten meget små og politisk svage. Efter Trotskijs død ændrede de deres opfattelse af stalinismen. De stalinistiske lande blev alle til arbejderstater, og dermed blev stalinismen en progressiv, historisk kraft.

I forbindelse med 1905-revolutionen formulerede Trotskij teorien om den permanente revolution. En teori, som vi i høj grad kan bruge i dag.

JØRGEN LUND ridser op, hvordan 4. Internationale har udviklet sig, og hvorfor arbejderklassens befrielse nødvendigvis må være dens eget værk.

Det er 50 år siden, at Fjerde Internationale (forkortet FI) blev dannet i Paris i september 1938. Fra 1933, med Hitlers sejr i Tyskland, blev det klart for Trotskij, at den Kommunistiske Internationale (Komintern) ikke kunne vindes for et revolutionært perspektiv, men, som det blev bekræftet i den spanske borgerkrig få år efter, var Komintern endegyldigt blevet et instrument for de russiske kontrarevolutionære interesser internationalt.

Da Fl blev dannet i 1938, så de sig selv direkte i forlængelse af den russiske revolution og den kommunistiske bevægelses bedste år. De bekendte sig til den revolutionære tradition, da de grundlagde FI, men organiserede sig ud af næsten ingenting. Det var et banner og en idé, mere end nogen fysisk styrke.

Komintern blev dannet i et opsving i den internationale klassekamp, i en tid der, var revolutionær, men der manglede et lederskab i arbejderklassen for at angribe det borgerlige samfund og statsmagten.

FI så ikke på virkeligheden, men på situationen og på forventningerne om muligheder, selv om “hele situationen er imod os,” som Trotskij sagde sidst i 30erne.

Det forventede opsving i klassekampen kom i slutningen og umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Overalt var der forventninger om radikale ændringer. Men opsvinget svang uden om FI. Det udviklede dem ikke til ledere af masserne, og fik heller ikke masserne til at søge til FIs banner.

I de første år efter 2. Verdenskrig var FI låst fast i troen på “perspektivet fra 38”. De sagde, at kapitalismen ville komme ind i sin endelige og sidste krise, at reformismens muligheder ville forsvinde, og at stalinismen var dødsdømt og ville falde sammen i Rusland. Det ville medføre, at FI vandt lederskabet i arbejderklassen.

Man havde i 38 skabt FI som en generalstab uden hær. Og da Trotskij i 1940 blev myrdet, fik man en situation, hvor svagheden ikke blot var størrelsen, men i endnu højere grad politisk.

Kapitalismen kom faktisk ind i sin hidtil længste opgang, og både reformismen og stalinismen styrkede sin autoritet i arbejderklassen. Stalinismen blev overalt brugt til at genoprette den borgerlige ro, orden og statsmagt i kølvandet på verdenskrigens økonomiske og politiske kollaps for det kapitalistiske system. Stalinismen kunne takket være militær besættelse endog omforme hele Østeuropa i sit eget billede.

Men for FI ændrede de stalinistiske ledelser landenes sociale karakter. De blev nu alle til arbejderstater, en betegnelse man hidtil kun havde anvendt om Rusland, hvor den arbejderrevolution, der jo havde været der, degenererede. Når de udnævnte Østeuropa til at være arbejderstater (omend deformerede), så udnævnte de samtidig stalinismen til at være en progressiv historisk kraft, der kunne skabe arbejderstater, hvor arbejderklassen ikke selv havde kunnet det.

Som logisk følge satte Fl store forventninger op til stalinismen og de stalinistiske kommunistpartier og gik endog ind for, at trotskister skulle gå ind og udgøre en venstrefløj i disse partier.

Dette førte til en splittelse i 1953, hvor store dele af FI tog afstand fra konklusionerne, men ikke fra grundlaget. I 1963 blev FI igen genforenet, men det forstærkede ikke trotskismen hverken teoretisk eller politisk.

De mente stadig, som sidst i 40erne, at andre kræfter end arbejderklassen kan både bryde med kapitalismen og skabe arbejderstater og socialistiske samfund.

Trotskijs fortjeneste i den russiske 1905-revolution var både hans formandsskab for hovedstadens arbejderråd, samt at han på baggrund af denne revolutions generalprøve formulerede teorien om den permanente revolution.

Det er teorien om, hvordan revolutionen må fortsættes, gøres permanent. Hvordan den national-demokratiske, eller anti-imperialistiske revolution kan udvikles til en socialistisk. Og at det må ske for at løse de opgaver, som sådan en revolution stiller landet over for. I lande som Kina, Vietnam og Cuba var det ikke borgerskabet, der ledede revolutionen. Men det var heller ikke revolutioner ledet af arbejderklassen og et socialistisk arbejderparti. Tværtimod blev de ledet af stalinistiske kommunistpartier – på vegne af arbejderklassen. For Cubas vedkommende i 1959 endog af borgerlige nationalister.

Men FI pressede udviklingen i disse lande ned i skemaet om forståelse af arbejderstater, så disse stater blev også udnævnt til arbejderstater. Det gjorde de, selv om der aldrig havde været nogle arbejderrevolutioner eller revolutionære partier til at lede de national-demokratiske revolutioner. Konklusionen for FI var, at der ikke blot kan dannes arbejderstater uden arbejderklassens egen medvirken og revolution, men andre politiske kræfter end revolutionære partier kan endog stå i spidsen for denne udvikling.

Og med Cuba som udgang punkt, og senere fra 1979 Nicaragua, har de også trukket den logiske konklusion. De eksisterende politiske ledelser er tilstrækkelige, opbygning af selvstændige revolutionære partier er ikke en opgave for FI. En holdning, der betyder, at FI er fraværende som selvstændig politisk kraft i Latinamerika.

De foretrækker ikke blot at arbejde inden for de politiske grupperinger, der ser ledelserne i Cuba og Nicaragua som socialistiske, men ønsker også et tættere samarbejde som international tendens med disse strømninger.

Det, at FI indfører en ny vej til “hovsa-socialismen”, hvor andre end bevidste socialister – endog mod deres egen vilje – kan komme til at etablere proletariatets diktatur, har vide konsekvenser for nødvendigheden af revolutionære arbejderpartier, og også for FIs egen eksistensberettigelse.

Når man først har accepteret Nicaraguas politiske ledelse som model for politisk arbejde og den revolutionære vej, betyder det også, at man får fornyede inspirationer til at fortsætte opgøret med den marxistiske tradition, som FI er grundlagt for at forsvare. Således fremgår det da også, at FI siden sin 12. verdenskongres i 1985 har accepteret folkefrontspolitik og samarbejde med borgerlige kræfter som erfaringer fra Nicaragua, og det har betydning for FI selv.

De sidste 40 års politisk degeneration er forstærket, og smitter af på den organisatoriske opfattelse af den 4. “Internationale”, som de alligevel ikke er. At arbejderklassen underordnes andre klassers interesser, er et centralt kendetegn i den stalinistiske tradition. De kræfter, som FI anerkender i dag, bærer alle det kendetegn.

Ligesom man politisk har afskrevet nødvendigheden af selvstændige partier, har man organisatorisk accepteret, at de forskellige organisationer i Fl ikke alle optræder som selvstændige politiske partier. At man heller ikke forlanger een afdeling af FI i hvert land, er også et tegn på, at de er ved at likvidere sig selv som selvstændig politisk tendens til fordel for samarbejde og sammenslutning med forskellige politiske kræfter.

På 11. kongres i ‘79 oplevede man splittelser, men på 12. kongres gjorde man en dyd af at acceptere modsætningerne inden for “Internationalen”. En accept, der ændrer ideen om et verdensparti til at være et internationalt diskussionsforum. Det bredes tilmed ud til andre politiske traditioner end de, der ønsker socialistiske arbejderrevolutioner.

Men enheden i FI om denne organisatoriske udvikling hænger sammen med en politisk enhed om at opgive de grundlæggende trotskistiske ideer. (Altsammen sammenfattet i den 50-års jubilæumsbog “Den lange march”, som er udgivet af Socialistisk Arbejderforlag i maj 1988, der er den danske afdeling af FI, Socialistisk Arbejderparti, SAP).

Men ligesom FI kapitulerer politisk over for den permanente revolution, der er en følge af 40 års teoretisk fejlfundament, således vil “det russiske spørgsmål”, ligesom i årene efter verdenskrigen, igen kunne komme til at spille en afgørende rolle for FIs fortsatte eksistens. I dag står vi med glasnost og perestrojka over for de største forandringer i Østeuropa siden stalinismens sidste store rystelse omkring Stalins død og Khrusjovs opgør med Stalinkulten.

Stalinismens krise kan komme til at betyde utrolig meget for arbejderbevægelsen. Og for FI. De står med det problem, at samtlige “degenererede arbejderstater”s ledelser ønsker at bevæge sig væk fra de træk, som FI netop karakteriserer dem ved. De ønsker traditionelle kapitalistiske markedsmekanismer i højere og hurtigere grad. Så FIs problem bliver enten at acceptere og støtte reformpolitikerne, eller at støtte de fløje i bureaukratierne, der går til angreb på reformerne.

I modsætning til FI, Castro, Tito og FSLN mener den internationale tendens, som Internationale Socialister er en del af, at socialismen kun kan gennemføres som en fuld bevidst proces af en arbejderklasse, der ønsker og er aktiv for at omstyrte det kapitalistiske samfunds lort.

Der skal i dag knyttes an til den russiske revolution og Kommunistisk Internationales tradition i de første 4 år og til Trotskijs kamp mod reformisme og stalinisme. Hele arven fra Trotskijs politiske teori og praksis kan i dag kun forsvares indenfor rammerne af Internationale Socialisters centrale opfattelse: at arbejderklassens befrielse må være dens eget værk, og det betyder i dag, at den vigtigste opgave er at arbejde for at opbygge revolutionære partier.

Billedtekster:
Trotskij formulerede teorien om den permanente revolution. En teori, som vi kan bruge i dag.
Også i Ortegas Nicaragua er det nødvendigt at opbygge et revolutionært parti.

Flere artikler fra nr. 43

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
4. Internationale historie

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1293 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside