Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 43 – Oktober 1988 – side 10

Fagbureaukratiet

Vi er ikke i samme båd

Karin Sundtoft

Traditionen tro har LO-toppen allerede startet et udsalg af vore løn- og arbejdsforhold. Løntilbageholdenhed, konkurrencehensyn og ansvarlighed over for den elendige økonomi har endnu engang fundet sin vej til fagtoppens såkaldte brandtaler.

Georg Poulsen har endda foreslået indslusningsløn for unge uden erhvervserfaring, noget som længe har stået højt på arbejdsgivernes ønskeseddel.

En sådan fremtræden fra de faglige topledere er ikke noget særsyn indenfor arbejderbevægelsens historie. Det er ikke udelukkende den enkelte leders politiske forståelse og mening, der får dem til at sælge ud af arbejderklassens løn- og arbejdsforhold. Det hænger grundlæggende sammen med, at de faglige ledere er et selvstændigt socialt lag med sine egne særinteresser.

Når fagbureaukratiet tør acceptere, ja oven i købet foreslår, en reallønsnedgang eller slagter en strejke, skyldes det først og fremmest, at arbejderklassen er svækket. Organiseringerne på gulvplan og solidariteten har det ikke godt i dagens Danmark. Fagbureaukratiet bliver derfor det umiddelbare orienteringspunkt for de arbejdere, der ikke tror på, at deres egne kræfter er solide nok til at ændre på tingene.

Bureaukratiets rolle

Hele grundlaget for at forstå fagbureaukratiets opståen og rolle ligger i kapitalismens, og dermed også klassekampens, udvikling. For arbejderne i forrige århundrede var den logiske forlængelse af, at de kunne se, at “alene er vi svage – sammen er vi stærke”, at de dannede fagforeninger.

Fagforeningernes formål var derfor at organisere arbejderklassens kamp for bedre løn- og arbejdsforhold, med andre ord at forbedre arbejdernes tilværelse under kapitalismen.

Fagforeningernes begrænsninger ligger også deri. De søger at varetage arbejdernes interesser inden for kapitalismens rammer. Målet er at gøre arbejderne mindre udbyttede, ikke at ophæve udbytningen og erstatte kapitalismen med et klasseløst, kommunistisk samfund.

Samtidig med fagforeningerne opstod der et lag af forhandlere i fagforeningerne. Forhandlerne blev valgt til at repræsentere de enkelte faggrupper over for arbejdsgiverne. Jo større fagforening, jo mere professionelle blev forhandlerne. De blev fuldtidsansatte og deres arbejde og sociale stilling begyndte at adskille sig markant fra medlemmernes.

Særlige forhold

Deres arbejdsbetingelser er ikke længere underlagt en arbejdsgivers forgodtbefindende. De har mere bekvemmelige arbejdsforhold, sidder ikke med truslen om fyring, når nedskæringerne skal forhandles, eller arbejder ikke under urimelige akkorder og ude i dårligt vejr. Deres lønninger ligger langt over gennemsnittet af deres medlemmers. Der er vist ingen af Metals medlemmer, der kan fremvise en lønseddel som Georg Poulsens på 1 million plus frynsegoder.

På den måde bliver de efterhånden et selvstændigt lag i arbejderklassen, med specielle interesser i at fastholde deres position.

Men fagbureaukratiet er ikke kun et lag med selvstændig økonomisk interesse. Deres tro på forhandlinger er en del af den socialdemokratiske reformisme. Socialdemokratiet splitter kampen op i økonomisk og politisk kamp. Mens partiet sørger for reformer i Folketinget, sørger bureaukraterne for løn- og arbejdsforhold. En ting har disse to kampe til fælles – de foregår altid i samarbejde med borgerskabet. Når reformisterne ikke slås for kapitalismens død og socialismens liv, er de nødt til at hjælpe til med at få det hele til at løbe rundt.

Men i visse situationer tvinges de faglige ledere til at igangsætte kampe. Som under HT-konflikten i '84, hvor omfattende udmeldelser truede fagbureaukratiets levebrød som forhandlere. Men samtidig vil de til enhver tid forhindre strejker, der er organiseret nedefra, og som de ikke har i deres hule hånd. Det skete da HT-konflikten gik for vidt og under OK-85, hvor fagtoppen havde sendt 700.000 ud i konflikt for at vise deres vilje til at gøre noget, og dermed bevare arbejderklassens tro på, at de var de rette ledere.

Men da arbejderne selv begyndte at organisere og udvide kampen, blev det bureaukraterne for meget. De havde ikke længere kontrol over situationen. Det lykkedes dem alligevel at få folk tilbage til arbejde, fordi gulvplansorganiseringerne ikke var stærke nok. De vil med næb og klør modsætte sig arbejdermagt, da den vil overflødiggøre og udslette fagbureaukratiet helt.

Bureaukratiets magt og indflydelse i det kapitalistiske samfund er total afhængig af, at de kontrollerer og repræsenterer arbejderne.

Illusioner

Man kunne godt forestille sig en anden måde at organisere fagforeningerne på. Man kunne endda forestille sig at vi dannede nye fagforeninger, hvor lederne ikke var klistret til taburetterne, men fik løn på niveau med medlemmernes, ingen diæter, ingen genvalg, men umiddelbare valg, hvor medlemmerne til enhver tid kan vippe en leder af posten.

Mange socialister har leget med tanken. Men det vil kræve en utrolig og velorganiseret arbejderklasse og i tider med utrolig selvtillid vil den ikke spises af med “brandtaler” eller en 2% lønstigning, men slås indtil den dag, hvor arbejderklassen selv bestemmer. I en sådan situation vil der ikke være brug for hyrede bureaukrater. Men det er langt fra situationen i dag.

Fagbureaukratiet har let spil i fagforeningerne, og tør direkte at fremsætte forslag om reallønsnedgang, mens de vifter os om næsen med diverse forbedringer af pensionen. Penge, vi efter al sandsynlighed aldrig får udbetalt.

Fagbureaukratiet deler ikke arbejderklassens interesser, og er derfor heller ikke en del af den. På den anden side er de heller ikke en del af den herskende klasse, fordi de ikke ejer produktionsmidlerne. Selv om det på et tidspunkt skulle lykkes de faglige ledere at opnå kontrol over dele af industrien, gennem diverse fonde og OD, vil der stadig være brug for folk, der forhandler med arbejdsgiverne også selvom arbejdsgiveren hedder LO. Forhandlerne har ikke til formål at ophæve udbytningen af arbejderklassen, kun at mindske den.

Trotskij og fagforeningerne

Vores opfattelse af fagbureaukratiet er ikke ny. Trotskij var allerede under generalstrejken i England i 1926 opmærksom på fagbureaukratiet rolle. Gang på gang gjorde han kommunistpartiet opmærksom på nødvendigheden af at påvise fagbureaukratiets rolle i det kapitalistiske system, og dets heraf følgende højforræderi mod arbejderklassen.

Baggrunden for strejken var, at der herskede stor arbejdsløshed blandt minearbejderne. Mineejerne var i stor konkurrence med andre lande og pressede minearbejderne med krav om mindre løn og længere arbejdstid.

Mineejerne meddelte i sommeren ‘25, at hvis arbejderne ikke accepterede lønnedgang, ville ejerne opsige samtlige aftaler på området. Samtidig blev første lockout-varsel sendt. Trods en generel nedgang i klassekampen i det meste af verden, så det ud til at minearbejderne ville få støtte fra resten af den engelske arbejderklasse i kampen mod mineejerne.

Den engelske regering nedsatte i hast en kommission, der skulle undersøge forholdene på området, og dermed udsætte konflikten. Mineejeren accepterede, men minearbejderne nægtede at deltage i kommissionens arbejde, hvilket ville betyde en accept af lønnedgang. De ville i stedet bruge tiden på at forberede sig på den kamp, som ville blive en uundgåelig følge af kommissionens arbejde.

Minearbejderne henvendte sig til TUC (det engelske LO) og bad om støtte og hjælp. TUC fik 7 måneder til at forberede sig på en kommende generalstrejke, men gjorde intet udover at holde brandtaler for medlemmerne.

Derimod var regeringen fuldstændig klar over situationens alvor. Der blev dannet strejkebryderorganisationer, madforsyningslinjer og politikorpset fik specialtræning.

Generalstrejken gav mange erfaringer – bitre erfaringer. Det endte i et frygteligt nederlag, da TUC afblæste strejken efter 9 dage, uden at have opnået noget som helst. TUCs bestyrelse besluttede, at hver fagforening skulle organisere egne kampagner; et totalt brud på solidariteten og sammenholdet. Dernæst skulle arbejderne strejke i bølger. Elektricitets- og gasarbejderne blev bedt om at producere lys, men ikke kraft, en teknisk umulig opgave.

Intet alternativ

Generalstrejken var i stor stil en demonstration af bureaukratiets metoder. Men netop det revolutionære alternativ, som skulle påvise bureaukratiets forræderi og være med i organiseringen på gulvet, eksisterede ikke. Kommunistpartiet i England mente, at de kunne få langt større indflydelse ved at slække på idealerne og i stedet støtte venstrefløjen i Labour og fagforeningerne.

I dag er den manglende forståelse af fagbureaukratiets særlige rolle også et problem for dele af venstrefløjen. Perspektivet for revolutionære marxisters arbejde i fagforeningerne er at være med i den faglige kamp og her igennem opbygge selvstændige komiteer og klubber på gulvplan.

Det er gennem kollektiv organisering, der kan vokse et alternativt lederskab, der kan give andre svar, end fagbureaukraternes evindelige kompromisser og reformer.

Under påskestrejkerne så vi i kimform et nyt lederskab i stedet for fagbureaukraterne. I flere dage turde hverken regering, politi eller fagtoppen at gribe ind og stoppe bevægelsen. Selv om strejkerne højst varede et par uger, så vi i glimt den kollektive magt, arbejderklassen ligger inde med. Den magt og styrke som endegyldigt vil være i stand til at smide kapitalismen over bord.

Billedtekst:
Fagbureaukratiets opgave er at samarbejde mellem klasserne.

Se også:
SAA 43: Socialdemokratiet: Kongres-signalet
SAA 43: Dødkedelig bog om: De store mænd i Metal

Flere artikler fra nr. 43

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
Fagbureaukratiet

Se flere artikler af forfatter:
Karin Sundtoft

Siden er vist 1214 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside