Socialistisk Arbejderavis
Nr. 46 – Januar 1989 – side 3
Finansloven
Auken redder Schlüter
Tom Christiansen
Schlüter fik lige akkurat sin finanslov igennem. Indholdet er angreb på de arbejdsløse, bistandsmodtagere og folk på supplerende dagpenge. Medicinen bliver dyrere, seminarier bliver lukket, og det koster nu penge at indskrive sig på højere uddannelser.
Men finansloven indeholder ikke kun røveri fra de fattige. Der bliver skam også givet skattelettelser til de rige. Formueskatten lempes med 1,3 milliarder kr.
Finansloven er så skrap, at selv Socialdemokratiet ikke officielt vil stå ved den. Men de har været med til at udarbejde den.
For det første har de indgået et forlig med regeringen om dagpengene. Det var smart gjort af regeringen, for det er jo først og fremmest socialdemokrater, som via a-kasserne skal administrere lovgivningen.
Som sidegevinst er socialdemokraterne over for blandt andet aktive arbejdsløse i Ledige Hænder nødt til at forsvare dagpengeforliget. Og hvor meget er Ledige Hænder værd, hvis de ikke må beskæftige sig med dagpengeforliget?
Tak til Auken
For det andet var det kun takket være Socialdemokratiet, at regeringen fik vedtaget sin finanslov. Ved at undlade at stemme sikrede socialdemokraterne, at der ikke var et flertal imod, selv om der heller ikke var et flertal for.
Socialdemokratiets formand, Svend Auken, sagde til Radioavisen, at Socialdemokratiet havde mest lyst til at stemme imod. Men desværre havde de ved valget i maj lovet vælgerne, at der ikke skulle udskrives et nyt valg foreløbigt. Derfor ville de ikke vælte regeringen ved at stemme imod forslaget.
Det lyder jo umiddelbart meget besnærende med en sådan trofasthed over for valgløfter. Det er vi ikke vant til – og da slet ikke fra deres side. Sandheden er da også, at de kun overholdt løftet, fordi det var meget belejligt at gøre det.
Den anden side af Socialdemokratiets valgkamp – at fremstille en socialdemokratisk ledet regering som et alternativ til Schlüter – er de åbenbart ret kolde overfor.
Deres måde at stemme på til finansloven viser, at de overhovedet ikke vil gøre sig nogen anstrengelse for at vælte Schlüter. De har nemlig ikke noget alternativ til den borgerlige politik.
Tværtimod er de ikke bare med til at holde Schlüter på taburetten. De har også selv banet vejen for endnu kraftigere angreb på arbejderklassen.
Borgerlig offensiv
Finansloven er kun en del af borgerskabets forberedelser til at komme i offensiven igen. Deres sidste forsøg i 1983-84 blev stoppet af storstrejkerne i påsken 85.
Det er skrækken over de strejker, som borgerskabet prøver at ryste af sig ved så småt at angribe arbejderklassen igen. Jo mindre modstand Schlüter får, jo mere vil han blive opmuntret til at fortsætte og forstærke angrebene.
Regeringens succes med finansloven har allerede ansporet den til at snakke om lønnedgang og om at udskyde nedsættelsen af arbejdstiden. Når Socialdemokratiets freder regeringen, er de med til at give Schlüter mere blod på tanden.
Billedtekst:
Først redder Auken Schlüter ved ikke at stemme til finansloven. Og så strammer Schlüter grebet under treparts-forhandlingerne ved at kræve lavere løn. Men Auken logrer stadig med halen.
Se også:
SAA 46: Leder: Ulven kommer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe