Socialistisk Arbejderavis
Nr. 5 – Februar 1985 – side 2
Fra Khomeinis krigsrædsel til Schlüters krisehelvede
Pia Færing
De borgerlige i Danmark har fået en kærkommen lejlighed til at diskutere andet end arbejdsløshed, nedskæringer og overenskomst. I stedet forsøger de at vende den generelle utilfredshed med den førte politik mod »den udefra kommende fare«, nemlig de mange flygtninge, der i øjeblikket forsøger at få politisk asyl i Danmark.
Det er først og fremmest iranere, der flygter fra Khomeinis rædselsregime og krigen mod Irak – en krig, der har kostet hundreder af tusinder af unge iraneres liv.
Direktoratet for udlændinge sender langt de fleste hjem igen – for hvis det ikke kan bevises, at deres liv er i fare, hvis de vender hjem, så er de ikke »rigtige« flygtninge. Til gengæld er det bevisligt, at dette skridt allerede har kostet flere af flygtningene livet.
‘Bekvemmelighedsflygtninge’ er et nyt begreb, de borgerlige har opfundet. Det skulle dække de folk, der har råd til at betale store summer for at komme ud af Iran og til »slaraffenlandet« Danmark, hvor man jo bare kan leve af socialhjælp resten af livet. »Og hvorfor skal danske lønmodtagere betale en luksustilværelse for disse mennesker«, lyder det efter bedste »del og hersk« metode.
Til dette kan man for det første sige, at det hverken for flygtninge eller danskere er muligt at leve af socialhjælp i Danmark – det har ikke mindst Schlüter gjort umuligt. For det andet er iranerne lige så interesseret som vi andre i at få et arbejde – at kapitalen ikke kan tjene nok på vores arbejdskraft, er ikke vores ansvar. Og spørgsmålet om, at mange af flygtningene må betale store summer for at komme ud af Iran, er snarere et spørgsmål om, at kyniske mennesker kræver betaling for deres liv. Hvem vil ikke mobilisere hele sin formue, hvis det er livet, der står på spil?
Dobbeltmoral og reaktionær kynisme
Den borgerlige regerings argumenter mod flygtningene er i det hele taget præget af dobbeltmoral og reaktionær kynisme.
Normalt er man ikke bange for at tage de store grimme ord frem, når man skal beskrive tilstandene i Iran – og mange andre lande. Diktatur og rædselsregime er betegnelserne for landet – men når folk flygter derfra, stilles , der spørgsmålstegn ved, om det nu også er så slemt. »Den hellige krig» betragtes med afsky – men at iranerne ikke bare ofrer sig som kanonføde i krigen vækker forundring.
Vender tilbage
Historien har altid haft sine flygtninge – lige så længe, der har eksisteret grænser mellem lande. Danmarks andel i denne historie har bestemt ikke altid været lige glorværdig. Før anden verdenskrigs udbrud og Hitlers magtovertagelse i Tyskland forsøgte mange komm unister og jøder at søge tilflugt i Danmark. De blev sendt tilbage til de tyske gaskamre. Senere fik danske jøder og modstandsfolk selv brug for at flygte til Sverige. Der findes næppe i dag danskere, som ikke synes, at det var godt Sverige tog imod disse folk, indtil de kunne vende tilbage.
For når det overhovedet er muligt, vender de fleste flygtninge tilbage til deres hjemland. Det så vi også klart med , de mange chilenere, der kom herop lige efter Pinochets magtovertagelse. Selvom Pinochet stadig sidder ved magten, har mange af flygtningene valgt at vende tilbage. Det er nemlig et meget stort skridt at forlade sin familie, sit hjem, hele sit bagland for at slå sig ned i et totalt fremmed land – hvor man ikke forstår sprog, kultur eller har familie og venner. Det gør man kun i yderste nødstilfælde. Disse mennesker har krav på at blive ordentligt modtaget – og når det ikke sker, skyldes det udelukkende kapitalismens elendige værdilove.
For hvem sætter grænserne, og hvem har interesse i at opretholde dem?
Arbejdskraftens »fri« bevægelighed
Arbejderklassen udbyttes i alle lande og har ingen interesse i den konkurrence, der foregår mellem alle nationale kapitaler og stater.
Jo flere vi er, jo flere værdier kan vi skabe. Alle – det være sig iranere, danskere, tyrkere, russere osv. – har to hænder, der kan arbejde. Men fordi kapitalen kun sætter de hænder i arbejde, der kan tjenes penge på, så må mange sidde med dem i skødet og leve af det, som den nationale stat finder. det nødvendigt at give dem. Arbejdsløshed er et kapitalistisk fænomen – det er ikke et spørgsmål om behov hos befolkningen.
Det er løgn, når borgerskabet forsøger at overbevise os om, at kagen kun er så og så stor, og at jo flere vi skal dele, jo mindre bliver der til os hver. Men det er en smart løgn. For med den i baghånden kan man det ene tidspunkt hente fremmedarbejdere herop til at hjælpe kapitalen med at tjene penge, for det næste øjeblik at afvise fremmede fordi vi ikke har nok at dele af.
Det er kapitalen, der sætter grænser mellem lande, racer, køn, arbejdere og værdier – det er vores interesse at nedbryde dem.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed