Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 5 – Februar 1985 – side 3

IS mener

Stol ikke på lederne

Det er næsten umuligt ikke at blive forvirret i denne overenskomstsituation. Fagbevægelsens forhandlere kan tilsyneladende ikke finde det rette ben at stå på.

Det ene øjeblik forlyder det, at LO-toppen er enig om en 6% løsning. Senere siger SiD-toppen 16-17%. Så skælder metal-toppen SID ud for at blokere forhandlingerne med sine »urealistiske« krav. Og det sker for »åben mikrofon«, selvom forhandlingerne ellers er omgærdet af tys-tys og lukkede døre. Så hører vi, at LO-toppen ønsker et regeringsindgreb. Og det selvom det er en borgerlig regering.

En ting er imidlertid sikker. LO-toppen har travlt med at sælge ud af kravene.

På den anden side af forhandlingsbordet oplever vi DA, som ikke har givet sig en millimeter. De forlod sejrssikkert lokalet, inden forligsmanden havde erklæret sammenbrud i forhandlingerne. Grunden til fagbureaukraternes krumspring er, at de er i klemme. På den ene side er de presset af, at arbejdspladserne forventer, at »der skal ske noget«, som kan sætte Schlüterregeringen på plads. På den anden side er de bange for en storkonflikt. Enten vil konflikten være topstyret, uden effekt og uden andet resultat end, at strejkekasserne bliver tømt. Eller at de med en storstrejke slipper kræfter løs, som de ikke kan styre.

Hardys storkonflikt

SiD snakker ganske vist om storkonflikt, men det skal ses på baggrund af, at SiDs medlemmer stemte imod SID-toppens anbefaling ved sidste overenskomstforhandling. SiDs medlemmer har ikke de samme muligheder som f. eks. metals medlemmer for at hæve lønnen på den enkelte arbejdsplads gennem løfteparagraffen. SiDs medlemmer vil derfor tydeligst mærke et dårligt overenskomstresultat. Endelig kan man se, at de vigtigste arbejdskampe i det sidste stykke tid er foregået inden for SiDs område (havnestrejken, Danfoss og HT-konflikten). Derfor er SiD-toppen tvunget til at snakke om storstrejke og generalmobilisering. Men når det kommer til stykket, skal Metal- og SiD-toppen nok stå sammen om at holde arbejdspladserne i ro.

Fagbureaukratiet overgiver sig altid

Hvadenten fagbureaukratiet overgiver sig ved forhandlingsbordet eller starter en topstyret storkonflikt, vil tilliden til dem i arbejderklassen blive undergravet. Enten vil der komme en ny bølge af udmeldelser af fagforeningerne, eller arbejderklassen vil kæmpe uden om fagbureaukratiets kontrol.

De håber derfor på et regeringsindgreb, så de kan kaste ansvaret for et dårligt resultat fra sig. Det ville redde deres ansigt.

Arbejdsgiverne har ikke alene udsigt til at få en god overenskomst i hus med højst en 2% stigning for arbejderklassen. De vil også have mulighed for at gå styrket ud af denne overenskomst. Et dårligt resultat vil forøge_ mismodet i arbejderklassen. Derfor er arbejdsgiverne ikke interesseret i et regeringsindgreb. De kan sagtens klare ærterne selv.

Den egentlige taber i dette spil er arbejderklassen. Hvis ikke det var fordi, der er en tredje mulighed. Nemlig en storstrejke organiseret fra arbejdspladserne.

En offensiv strejkebevægelse, som ikke er underlagt fagbureaukratiets begrænsninger, vil ikke alene kunne kæmpe nogle krav igennem, den vil være i stand til at sætte en stopper for arbejdsgivernes og regeringens angreb på arbejderklassen.

Hvad bør der gøres

Sådan en strejke kommer selvsagt ikke på bureaukraternes initiativ. En strejke, der kan vinde, kræver følgende:

Strejken skal organiseres på gulvplan. Man mødes hver dag underkonflikten på arbejdspladsen og tager initiativer til, at strejken bredes og gøres mere effektiv.

Det gælder blokader mod firmaer, hvor der laves skruebrækkerarbejde, eller mod firmaer, som indtager en nøgleposition, men som ikke er blevet konflikt- eller lockoutramt; det gælder strejkebulletiner, som informerer den øvrige befolkning, og indsamlinger som supplement til understøttelsen. Det gælder demonstrationer, debatmøder og kulturelle aktiviteter for at mobilisere flest mulig og for at holde gejsten oppe.

Alle disse aktiviteter kræver strejkeledelser på den enkelte arbejdsplads og i fagforeningen som en koordinering på by- og landsplan.

  • Alle skal med i strejken, også de offentligt ansatte. En god overenskomst på det private område vil forbedre mulighederne inden for det offentlige.
  • Vi skal kæmpe for de oprindelige krav, der er rejst fra arbejdspladserne. Det er dem, som kan samle arbejdspladsernes kamp.
  • Vi skal fastholde de arbejdsløses krav om fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste og ret til faglig organisering og understøttelse fra første arbejdsløshedsdag. De arbejdsløse må aktivt inddrages I kampen med agitation, indsamlinger og blokader.
  • Vi må allerede i dag understøtte og forsøge at sprede strejker, der er i gang. Det er den vigtigste vej til at genopbygge selvtilliden og solidariteten på og mellem arbejdspladserne.

Jamen, det er jo komplet urealistisk, hvad I agiterer for, vil mange sige. Korrekt. I dag er det urealistisk. Men vi har før set og vil se det igen, at klassekampen udvikler sig i ryk og spring. Der kommer skred i folk i troen på, at det nytter noget at slås. Det er vores forbandede pligt at fremlægge en linje for, hvordan kampen kan opbygges under disse overenskomstforhandlinger og klart sige, hvem der er med og hvem der er imod. Gør vi ikke det, er der ingen, der gør det.

Se også:
SAA 5: Tuborg-chauffører: Solidaritet kriminaliseres
SAA 5: Hardy Hansen i “front” med DKP på slæb
SAA 5: Generalstrejken i 1956: Fra kamp til stemmeseddel

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 5

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1981-1990

Siden er vist 1410 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside