Socialistisk Arbejderavis
Nr. 5 – Februar 1985 – side 4
Socialisme og den tredje verden
Torben Mønster
Siden 2. verdenskrig har mere end halvdelen af jordens befolkning gjort op med gamle, før-kapitalistiske strukturer og kolonialismens lænker.
Disse begivenheder har haft enorm betydning for store dele af venstrefløjen og arbejderklassen over hele jordkloden. Nye ledere dukkede frem på historiens arena med nye tanker om frihed og socialisme. De ville få den tredje verdens folkemasser til at slutte op bag den nye statsmagt og en statsplanlagt produktion ville fjerne alle spor af fattigdom, udbytning og ulighed.
Nogen af disse ledere så sig selv som en del af den kommunistiske verdensbevægelse, – Mao i Kina, Castro på Cuba og Ho Chi Minh i Vietnam. Andre bar selvstændige socialistiske aspirationer, som for eksempel Nasser i Ægypten, Ben Bella i Algeriet og Daniel Ortega i Nicaragua.
Arbejderklassens rolle
IS er uenig i begge disse udgaver af »socialismen». Vi opfatter arbejderklassens frigørelse som arbejderklassens eget værk og ikke noget, nye ledere kan gøre på vegne af denne. Kun arbejderklassen på verdensplan kan skabe socialismen, ikke etnok så progressivt statsapparat i en enkelt nation.
Ikke desto mindre har disse nye stater haft stor; betydning i vor tid. Sult og hungernød er blevet bekæmpet og millioner har lært at læse og få nyt menneskeværd. Nye dyrkningsmetoder og nye industrier opstod og sikrede disse landes adgang til verdensmarkedets ressourcer og kapital.
Men idag gennemlever disse stater alvorlige tilbageslag og kriser. Som forholdsvis svage økonomier i verdenssammenhæng rammer den efterhånden ti år gamle økonomiske krise dem i særlig grad.
Derfor bliver de nye staters visioner om at bruge staten IMOD den internationale kapitalisme mere og mere en fjern drøm, og de ydre vilkår herfor bliver drastisk forværret.
Når vi på denne midterside tager Cuba og Nicaragua op, er det fordi de repræsenterer to forskellige eksempler på, hvordan et statsapparat, der skulle bringe folket »socialisme fraoven« gennem økonomisk udvikling, i stedet bliver et instrument der kaster nationen mere og mere i armene på verdensmarkedets nåde.
En frem – en tilbage
Den økonomiske udvikling af et land fra den tredje verden kan følge to mulige veje. Den første er den, som Leon Trotskij, den russiske revolutionære, beskrev som den permanente revolutions vej. Den der fastslår, at arbejderklassens kamp mod kapitalismen må være international. Hvor arbejderkamp på tværs af landegrænserne ville skabe betingelser for enkeltlandenes opretholdelse af revolutionen, men hvor dens endelige udfald ville være afhængigt af den revolutionære udvikling i andre lande. Især højtudviklede kapitalistiske lande i Vesten.
Den anden, og tragisk nok den dominerende, er at opgive de socialistiske visioner, at hæmme arbejderklassens selvstændige kamp til fordel for tilpasning til de værste sider af verdensøkonomien.
For revolutionære socialister er konsekvensen klar. Det bliver mere og mere umuligt at iklæde disse nye stater socialismens røde farve. Det bliver umuligt at agere heppekor for de nye ledere i de 3. verdens lande, der har gennemført en revolution, ligegyldigt hvilke fraser de fremstår med.
Revolutionære partier
Og det bliver mere og mere nødvendigt, at der opbygges selvstændige revolutionære partier med udgangspunkt i byens arbejdere. Partier, som kan gøre op med de herskende bureaukratier og istedet samle alle arbejdere på tværs af landegrænser.
Vogt jer for efterligninger
Cuba
I 1956 landsatte motorbåden Grandma en gruppe guerillaer på den cubanske kyst. De 12 overlevende af disse etablerede en guerillafront i de utilgængelige bjergområder Sierra Maestra, og senere i 1957, en anden front i Escambray.
Blandt disse 12 var Fidel Castro og Che Guevara. Skæggede, cigarrygende og præget af den lange kamp mod diktatoren Fulgencia Battista indtog de i januar I 959 hovedstaden Havana, iklædt olivengrønne kampuniformer, i spidsen for det de selv kaldte den olivengrønne revolution.
Arbejdernes revolution
Revolutionen satte Castro overfor at opbygge en ny orden. Der var ingen tvivl om, at hans gruppe, 26. juli-bevægelsen havde masseop bakning men hvad var indholdet i denne opbakning?
Batista havde ikke nogen støtte ud over sit eget statsapparat, der var gennemsyret af korruption og råddenskab. Ingen klasse på Cuba ønskede hans diktatur, selv ikke borgerskabet og de amerikanske sukkerbaroner.
Derfor blev 26. juli-bevægelsen, som Castros gruppe kaldte sig, tillokkende for intellektuelle, studenter og bønder. Castro var frihedskæmper og nationalist. Arbejderne var blot endnu en gruppe, som var undertrykt at Batista. De var ikke en vital forudsætning for revolutionen.
Alligevel stak arbejderne næsen frem i perioden 1956-59. I 1957 var der en spontan generalstrejke med udgangspunkt i buschaufførerne i Havana. Året efter forsøgte Castro at erklære generalstrejke mod Batista. Men arbejderne kan ikke beordres pr. automatik til modstand ligesom en hær. Generalstrejken var en fiasko. Derefter vendte Castro arbejderne ryggen. Guerillakampen skulle sikre sejren.
Arbejderne kiggede passivt på, mens Batistas regime faldt sammen som et korthus. Det var ikke deres revolution som arbejdere med egne interesser, men som cubanere i en nationalistisk folkerevolution.
Ny økonomi
Umiddelbart efter magtovertagelsen iværksattes en række reformer, der betød store forbedringer for arbejderne og bønderne. Dette medførte øget efterspørgsel for importerede forbrugsvarer og fødevarer, og derfor blev der allerede i sommeren 1959 stillet spørgsmålstegn ved, hvem der skulle betale for de nye reformer.
For Castro var det nødvendigt at gøre op med afhængigheden af USA og sukkeret, der udgjorde mere end 80% af eksporten. Løsningen var at sprede den økonomiske udvikling på flere felter og industrialisere. Desuden havde Castro som et af sine fornemste programpunkter en landreform, og det var i første omgang denne, der bragte reaktioner fra USA.
USA forlangte fuld erstatning for den jord, der var berørt af reformen og stoppede al økonomisk hjælp. Uden denne hjælp kunne økonomien ikke køre, og staten blev derfor direkte aktiv i økonomien. Senere skete tingene hurtigt. De amerikanske raffinaderier nægtede at; raffinere sovjetisk olie og blev derfor alle nationaliseret. Som modtræk skar USA ned på importen af cubansk sukker. Derefter konfiskerede Castro al amerikansk ejendom i landet. USA svarede igen med en handelsblokade, et ødelæggende slag mod den cubanske Økonomi på grund af Cubas afhængighed af amerikansk kapital.
Statskapitalistisk model
I oktober 1960 nationaliseredes til sidst alle banker, hoteller, fabrikker og forretninger. På den måde blev Cuba tvunget i armene på Sovjetunionen og østlandene. For at holde landet kørende måtte USSR støtte med penge, teknikere og maskineri. Foruden at slutte fordelagtige sukkeraftaler havde Cuba også en vigtig strategisk beliggenhed for russerne.
Her i 1985 er det svært at se forskellen på Cubas tidligere afhængighed af USA og den nuværende afhængighed af USSR. Cuba er stadig afhængig af sukkerproduktionen. Forskellen er, at Cuba er et tredje verdens land, afhængigt af andre, men med samme struktur som USSR.
Der har aldrig på Cuba eksisteret arbejdermagt, men fagforeningsledelserne bliver udpeget fra toppen af det cubanske kommunistparti. I produktionen er indført arbejdsbøger for hver arbejder og ledelsen har fået ganske vidtgående beføjelser. På den måde er fagforeningerne ikke længere organisationer for klassekamp og forsvar for egne interesser, men instrumenter til at styre arbejderne med.
Masseorganisationer
Ved siden af eksisterer der enkelte masseorganisationer. Efter Svinebugtaffæren i 1961, hvor en CIA finansieret invasion af Cuba slog fejl, oprettedes komiteerne til forsvar af revolutionen (CDR). På et tidspunkt omfattede de over 3 millioner af Cubas 8 millioner indbyggere. Men selvom dette tal er fabelagtigt, er ledelsen af disse komiteer også udpeget af partiet. De har kun været organer til at udføre ovenfra bestemt politik. Folkemilitsen, der startede i kraft af krigstruslen i 1961, er opløst i 1973 og resterne indgået i hæren.
Det, der er tilbage, er reelt kun Cubas kommunistiske parti med Castro i spidsen. Et monolitisk parti og komplet bureaukratisk. I hele sin levetid, siden sammenslutningen af det gamle kommunistparti og 26.-julibevægelsen, har det kun holdt een kongres, ligesom centralkomiteen for to tredjedeles vedkommende er officerer i hæren.
Magten på Cuba ligger hos de 18 medlemmer i partiets politbyro. Fidel er førstesekretær for partiet, øverstbefalende for hæren, formand for ministerrådet og er nu også blevet minister for kultur, undervisning og sundhed. I alle tilfælde er hans bror stedfortræder.
Systemet i Cuba har intet at gøre med arbejdermagt og socialisme. Der har været en revolution og nye magthavere er kommet til, men Cuba har stadig rollen som sukkerskål for en imperialistisk stormagt.
Nicaragua
I 1961, da 3 tidligere studenter mødtes i Honduras for at stifte FSLN, regnede ingen med, at dette initiativ senere ville smide Somoza’s mere end 45-årige diktatur i historiens skraldespand. Ikke siden 60'erne, hvor den cubanske revolution inspirerede millioner af mennesker i Latinamerika, har der været knyttet så store håb til en revolution, som den der den 19. juli 1979 sejrede i Nicaragua.
Magtovertagelsen i Nicaragua adskiller sig fra den cubanske på 2 væsentlige områder:
Somoza’s nationalgarde smuldrede ikke på samme måde som Batista's på Cuba. Der krævedes en masseopstand med titusinder af mennesker og en betragtelig borgerkrig med over 40.000 døde.Desuden var det arbejderne i byerne, der var aktive og gav diktaturet den sidste olie. Uden opbakning i byerne var FSLN isoleret og let at inddæmme for Somoza's bestialske tropper.
Tømmermænd
Efter sejren stod FSLN overfor enorme vanskeligheder. Somoza efterlod sig et land i ruiner. Statskassen var tom og landet befandt sig i bundløs gæld. Store dele af landet var ikke blevet tilsået til den kommende høst og vigtige dele af industrien var skudt i grus.
Som det ubestridte lederskab af revolutionen blev FSLN statsbærende parti og den nye stats egentlige kerne og måtte frem for alt få økonomien til at køre igen. Behovet for kapital til genopbygning blev midlertidigt løst ved nye lån i udlandet mod at overtage diktatorens gamle gæld.
Uafhængigt af landets skrøbelige økonomi fulgte jordbesættelser og strejker for fra denne kant at gøre op med resten afborgerskabet og forfølge egne mål, økonomisk og politisk.
I kraft af nationaliseringen af al Somozaejendom kunne FSLN gøre indrømmelser over for de arbejdere og landarbejdere, der ville gå længere end FSLN. Over for resten af borgerskabet, der stadig ejede halvdelen af jorden og besad nøgleposter i det økonomiske liv, ville det være vanskeligt for FSLN at manøvrere. Modsætningen mellem arbejderklassen og det gamle borgerskab kolliderede og hensynet til den nationale økonomi levnede kun mulighed for to vidt forskellige linier.
To muligheder
Enten en fortsættelse af revolutionen med fortsatte angreb på borgerskabets besiddelser og opbygningen af virkelige arbejdermagtorganer. Eller dannelsen af en national overenskomst, hvor det gamle borgerskabs nøgleposter i økonomien fastholdtes, at radikale krav fra arbejderklassens side blev holdt i tømme for at sikre den økonomiske opbygning, og at FSLN uantastet kunne opbygge den nye statsmagt.
Her 5 år efter er det nu til at se, at FSLN har valgt den sidste udvej. I revolutionens første par år så de revolutionære på kloden, hvad de ønskede at se.
Herhjemme er der også grupper, der stadigvæk tillægger Nicaragua entydige socialistiske aspirationer. Socialistisk Arbejderparti taler om proletariatets diktatur og solidaritetsarbejdet kører med en uhørt bredde i fagforeninger, på arbejdspladser og andre steder. Hvert år drager hundredvis af aktivister til landet og kommer hjem solbrændte og entusiastiske. Bagved ligger et land med enorme problemer, økonomisk, politisk og militært.
FSLN og CDS
Efter revolutionen måtte FSLN få sin opbakning ind i faste rammer. Dels for at styrke sig selv politisk og få nye kadrer ind i genopbygningen, dels for at få et politisk instrument til at lede de nye opgaver.
FSLN havde nemlig kun omkring 500 medlemmer ved magtovertagelsen, men en enorm autoritet som blev brugt til opbygningen af CDS'erne, forsvarskomiteer i lokalområder, en ny FSLN-fagforening for landarbejdere og et nyt centralt fagforeningsapparat.
Disse ting i forening skabte betingelsen for den udvikling FSLN har gennemført siden. På den ene side har FSLN sikret sig en folkelig og organiseret opbakning, og for det andet har FSLN sat sig i besiddelse af et autoritativt apparat overfor arbejderklassen, der måtte sluge kameler i forbindelse med genopbygningen. En sådan kamel var strejkeforbudet, der gjaldt både i den private sektor som i den nationaliserede.
På en gang var det en bremse på offensiv arbejderkamp, men for FSLN var hensynet til økonomien altafgørende. Idag udgør udgifterne til hæren omkring en fjerdedel af nationalproduktet. Sammen med udlandsgælden og genopretningen lægger det enorme byrde på arbejderklassens skuldre. Lønningerne skal fastfryses, mens priserne på fødevarer stiger. Den nationale forsyningskommission forudser, at lønningerne vil falde eller stagnere for resterne af firserne.
I en sådan situation kan ægte og uafhængige fagforeninger ikke eksistere, og derfor har FSLN opbygget deres eget statslige fagforbund, CST, der fører en aktiv kamp mod rivaler i arbejderklassen. Når arbejderklassen laver egne selvstændige organisationer, bliver de straks angrebet.
Klassesamarbejdet
Valget den 4. november sidste år viste FSLN’s enorme popularitet men viste også, at den politiske vej der følges er klassesamarbejdets vej. FSLN er af omstændighederne tvunget til at være statsbærende parti og ønsker ikke at dele magten med nogen, og slet ikke radikale arbejdere der i FSLN's øjne er til fare for økonomien og den nationale genopbygning.
Selv om FSLN skylder arbejderklassen sin eksistens som revolutionens ubestridte lederskab, er dets eksistens på langt sigt afhængigt af, hvordan det kan integrere arbejderklassen i klassesamarbejdet og fortsat få arbejderklassen til at bære byrderne.
Billedtekst:
Fremtiden ligger i hænderne på de central- og sydamerikanske arbejderes organisering og bevidsthed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed