Socialistisk Arbejderavis
Nr. 51 – August 1989 – side 3
Leder
Internationalt opbrud
“Mange spørger hvad der vil ske, når vi vinder valget til november. Vi bliver nødt til at rejse en enorm kampagne for international støtte og mobilisere det brasilianske folk til forsvar for det valg, de har truffet. Så vi vil få en situation, som mere eller mindre minder om Allendes Chile. Men den chilenske regering fejlede, da den ikke bevæbnede befolkningen til støtte for regeringen.”
Dette citat stammer ikke fra en brasiliansk IS’er. Men fra viceborgmesteren i Sao Paulo, en af verdens største byer. Vi citerer ham ikke, fordi vi føler os sikre på, han faktisk vil bevæbne arbejderne. Men for at illustrere at det opbrud, vi har set de sidste tre måneder i Kina, Sovjet og Polen, ikke er et fænomen, som isoleret berører det, som borgerpressen kalder de kommunistiske lande – og som vi kalder statskapitalistiske.
Hvis vi løsriver os lidt fra det verdensbillede, der blev skabt i koldkrigen, viser det sig faktisk, at der er store forskelle mellem østlandene indbyrdes, men også væsentlige ligheder mellem øst og vest.
Når Botha inviterer Mandela til dialog, minder det om rundbordssamtalerne i Polen.
Når Rafsanjani åbner op for parlamentsvalg, kan det nemt være et udtryk for det samme som Glasnost i Østeuropa. Et dybt kriseramt samfund, hvor det kan være nødvendigt at gøre op med de fundamentalistiske mullaher for at åbne økonomien op. En åbning, som både kan skabe forventninger, og som kan give arbejderklassen langt mere albuerum, end den herskende klasse ønsker.
Krise i øst og vest
I disse lande tegner der sig et fælles mønster: Dyb, dyb krise bestemt af indsnævringen i verdensøkonomien. Nødvendigheden af at integrere en stadig mere udviklet arbejderklasse. Jo mere avanceret en produktion bliver teknologisk set, jo mere nødvendigt bliver det at undertrykke med gulerodsmetoder end med pisken.
Guleroden er reformer. Reformer, som igen giver mulighed for, at arbejderklassen kan rejse sig – endda så meget, at det kan true selve herskerklassens magt. Vil herskerne fastholde den, og det vil den, er den tvunget til at knuse arbejdermagten med hård hånd. Som vi så i Kina, som Gorbatjov har truet minearbejderne med, og som man frygter i Brasilien.
Men hvor det p.g.a. økonomien er umuligt at fastholde arbejderklassen i en ekstrem undertrykkelse. Og regimet tvinges derfor til at åbne op igen – som vi ser i Polen, Iran og Syd-Afrika. Og som det også vil ske i Kina i løbet af få år.
Det er på baggrund af dette ustabile mønster, at vi kan forudse en yderst ustabil verden de kommende år med store muligheder for revolutionære.
Også i de højtudviklede vestlige lande. Vi begrunder det ikke alene i den relative opgang, der har været i den vesteuropæiske arbejderklasses kamp på det sidste. Men langt mere ud fra virkningen af de meget store opbrud, vi kan forudse i de mindre udviklede lande. Internationale opbrud har en stor grad af samtidighed, som giver dem en evne til at sprede sig langt ud over deres udgangssteder. Som det også var tilfældet i perioden 68-76.
Et sådant opbrud vil uvægerligt betyde, at masser af unge, studenter og arbejdere vil begynde at drage revolutionære konklusioner. Intet er mere bagvendt end at tro, det vil trække folk til højre.
Hvis man ikke kan skelne, hvad der er venstre og højre, når tanks tromler hen over folk, som synger Internationale, så har man lagt fremtiden bag sig – både i kinesisk og dansk politik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed