Socialistisk Arbejderavis
Nr. 51 – August 1989 – side 7
Marxisme i hverdagen
Har socialisme spillet fallit?
Martin B. Johansen
Massakren på den Himmelske Freds Plads i Peking har fået mange til ivrigt at erklære socialismen for død. Ikke mindst har en række fremtrædende medlemmer af SF fået travlt med at vaske den røde farve ud af partifanerne.
Også i borgerlige kredse tales der for tiden meget om socialismens fallit. De henviser til, at udviklingen i retning af parlamentarisk demokrati i lande som Sovjet, Polen og Ungarn beviser, at socialismen har vist sig ikke at kunne fungere.
Hvad alle disse socialismens bedemænd glemmer er, at selve baggrunden for massakren i Peking var de kinesiske studenter og arbejderes protester mod konsekvenserne af de reformer, som har givet privatkapitalismen større spillerum i Kina. Reformer, som de borgerlige herhjemme selv ivrigt støtter.
Statskapitalisme
Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om, at de kinesiske og østeuropæiske samfund er socialistiske. I virkeligheden ligner de meget det danske samfund: arbejderne har ingen kontrol over produktionen, lønninger skæres ned mens priserne sættes i vejret. Den eneste forskel er, at mens ejendomsretten over produktionsmidlerne i Danmark er spredt på en række hænder, så er den i Kina og Østeuropa stort set samlet i statsapparatet.
Med andre ord er der tale om statskapitalistiske samfund, ikke socialistiske. Og så falder ideerne om socialismens fallit faktisk til jorden.
I virkeligheden er oprøret i Kina og Gorbatjovs problemer med strejker et tegn på, at socialismen langt fra har spillet fallit. Tværtimod er socialismen aktuel som aldrig før.
Mulighed for socialisme
Socialisme er det samme som arbejdermagt, altså at det er arbejderne selv, der bestemmer over hvad der skal produceres og hvordan det skal fordeles. Det betyder, at socialismen kun kan vindes gennem kamp mod og overvindelse af den kapitalistklasse, som idag sidder på kontrollen over produktionsmidlerne.
Men det betyder også, at arbejderne selv må erobre magten i samfundet – det kan ikke overlades til en arbejderregering eller et militærkup.
Derfor er der for revolutionære socialister megen opmuntring at hente i Gorbatjovs problemer med at gennemføre perestrojka og til en vis grad også massakren på Den Himmelske Freds Plads. De indeholder nemlig alle et vigtigt fælles træk: at arbejderklassen er begyndt at vise sig som en magtfaktor i lande, hvor regimet ellers tidligere har kunnet knuse enhver arbejderopposition i fødslen.
Gorbatjovs glasnost- og perestrojkapolitik har fx mødt reaktioner i form af de omfattende minearbejderstrejker i juli måned. Disse strejker var de mest omfattende i Sovjet i 70 år, og det ser ud til, at i hvert fald minearbejderne lynhurtigt har tilegnet sig nogle vigtige erfaringer.
Blandt andet undlod minearbejderne at nedlægge deres strejkekomiteer efter juli-strejkerne. Og det betød, at da den russiske regering i starten af august endnu ikke havde opfyldt deres løfter, blev der iværksat nye strejker.
Et andet eksempel er det svar, som en af strejkekomiteerne leverede på truslen om at sætte militær ind mod strejkerne: “Vi er ikke bange for militæret. Vi har magten over byen.”
Selv om den russiske arbejderklasse fortsat er meget langt fra socialismen, så har i det mindste en del af dem taget de første spæde, men grundlæggende skridt: De er begyndt at organisere sig i uafhængige foreninger, de er begyndt at kæmpe, de er begyndt at tage kontrollen over deres eget liv. Og frem for alt: De er begyndt at blive bevidste om den magt, en kæmpende arbejderklasse er i besiddelse af.
Oprøret i Kina i foråret indeholder også nogle vigtige fremskridt, selvom det blev slået brutalt ned. For mens oprøret stod på, havde studenterne og arbejderne faktisk kontrollen over dele af Peking i nogle dage og formåede at organisere vandforsyning og renovation, forsyninger af mad til oprørerne på Den Himmelske Freds Plads, dirigering af trafikken osv.
Den slags erfaringer er vigtige – ikke mindst for deltagerne selv. De giver selvtillid, og de viser, at folk selv kan organisere dagligdagen.
Selvom magthaverne sejrede i Kina, så er det ikke noget endeligt nederlag for arbejderklassen. Mange af de positive erfaringer findes stadigvæk, og det kan få stor betydning senere. De polske arbejdere var også ude for, at deres kampe og oprør i 1970 og 1976 blev slået ned med hård hånd, men de var alligevel i stand til at organisere sig påny, lære af nederlagene og bringe landet på randen af revolution med opbygningen af Solidarnosc i årene 1980-81.
Socialismen i dag
Socialismen er alt andet end død. I dag er arbejderklassen den største klasse på verdensplan og dermed vil arbejdermagt i langt de fleste lande være udtryk for et reelt flertals ønsker.
Men endnu vigtigere er det, at arbejderne faktisk er begyndt at slås for alvor: som nævnt i Kina og Sovjet. I Brasilien er der jævnligt omfattende generalstrejker, og regimet har ingen kontrol over bevægelsen. Arbejderne i Sydkorea og Sydafrika har gennem 80’erne opbygget deres styrke gennem uafhængige fagforeninger. Og i Vesteuropa har vi i det sidste år set stigende strejkeaktivitet og stigende selvtillid i arbejderklassen i de fleste lande.
Der er ingen grund til at afskrive socialismen. Muligheden er der.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed