Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 51 – August 1989 – side 9

2. Internationales fødsel og fallit

Charlie Kimber

Socialistpartier fra hele verden var samlet, da 2. Internationale blev grundlagt i Paris i 1889. Men lige fra begyndelsen var spiren til den splittelse, som lige siden har domineret kampen for socialisme. Charlie Kimber fra IS's søsterparti i England (SWP) ser nærmere på 2. Internationales første år og på det bedste i de traditioner, som den repræsenterede.

De 400 delegerede fra 22 lande, som var med på 2. Internationales stiftende kongres, så sig selv som revolutionære og marxister.

Oven over talerstolen stod Det kommunistiske Manifests afsluttende ord: “Arbejdere i alle lande, foren Jer.” Et andet banner erklærede: “Politisk og økonomisk ekspropriation af kapitalisterne.”

Bannerne proklamerede den revolutionære tradition. De fremhævede oprøret i Frankrig i juni 1848 og Pariserkommunen i 1871.

Kongressen repræsenterede et valg mellem to alternative møder. Samtidig med at marxisterne mødtes, fandt en rivaliserende konference sted. “Realisterne”, som mente, at socialister skulle begrænse sig til det, der er muligt indenfor systemet, holdt deres eget møde.

Engels var begejstret for, hvad der kom ud af den marxistiske kongres. Han skrev: “Hvis de to samtidige kongresser kun har opfyldt det formål at lade organisationerne klargøre deres holdninger ... og på den måde vise verden hvor den ægte bevægelse findes, og hvor plattenslagerne findes, så er det helt fint.”

 

Kongressen besluttede at tage praktiske forholdsregler. For at udvide kampen for en otte timers arbejdsdag, blev det besluttet at opfordre til generalstrejke i alle lande 1. maj.

Den efterfølgende diskussion ville have rystet Svend Auken og andre nutidige tilhængere af 2. Internationale, for den godkendte generalstrejken som den anbefalede metode til at nå den sociale revolution.

I årene før grundlæggelsen af 2. Internationale gjorde udviklingen i det kapitalistiske system, at produktionen var i stand til stige væsentligt.

Mellem 1870 og 1890 blev verdens olieproduktion mere end fordoblet, jernbaneforbindelserne blev udvidet fire gange og stålproduktionen 56 gange. Nye industrielle centre, især det vestlige Tyskland og USA, begyndte at udfordre England.

Ved siden af denne vækst var der tilsvarende ændringer i arbejderklassen. I Nordamerika og Rusland tredobledes antallet af industriarbejdere. Fundamentet for igen at kæmpe og til at danne stabile fagforeninger blev støbt.

I USA var opsvinget dramatisk. I mange år var lønnen faldet, og strejker var blevet brudt, men nu begyndte arbejderklassen at slås. “The Knights of Labour”, en socialdemokratisk organisation, som havde været tvunget til at handle i det skjulte, kom nu frem og rekrutterede arbejdere i stort tal.

På trods af organisationens tidligere linje om uddannelse fremfor aktion og dens foragt for løn- og arbejdsforholds-strejker, kom der mange nye ind, som ville kæmpe mod deres arbejdsgivere.

Da Sammenslutningen af Fagforeninger (the Federation of Organised Trades and Labour Unions) opfordrede til strejke for otte timers arbejdsdag, var det lige præcist, hvad arbejderne var med på. 1. maj 1886 gik mere end 35.000 arbejdere på gaden.

Den herskende klasse frygtede et kommunistisk oprør.

Strejkens resultat blev kortere arbejdstid for 200.000 arbejdere. The Knights of Labour voksede fra 110.000 til næsten en million. På trods af repressalier og heksejagt mod militante voksede bevægelsen, og nye fagforeninger blev grundlagt.

 

Man så det samme i Tyskland. Loven mod socialister fra 1878 havde betydet, at de var nødt til at arbejde illegalt. Men nu voksede fagforeningernes medlemstal fra titusinder til millioner. Det tyske socialdemokrati kom snart til at lede dusinvis af aviser, hundredetusinder af medlemmer og millioner af stemmer.

I England så man samme år, som 2. Internationale blev stiftet, en kvalitativ vækst i kampene. Midt i 1880erne var der økonomisk krise, lønnedgang og arbejdsløshed.

Den konservative regering angreb demonstrationer. Kampe brød ud i adskillige byer. I november 1887 blev mindst to demonstranter myrdet af politiet, da de angreb et optog i London.

Da økonomien blomstrede op igen, flyttede kampens fokus sig til arbejdspladserne. I 1888 strejkede 672 kvinder på tændstikfabrikkerne Bryant og May i det østlige London. Strejken blev hilst velkommen, og det blev kendt som “ny faglig militans”.

Gasarbejderne vandt 8 timers arbejdsdag, og bevægelsen spredte sig til havnene. Principperne om solidaritet og enhed blev skabt.

2. internationale blev dannet i en periode hvor arbejderklassen rørte på sig. Internationalen blev derfor det fokus, som store arbejderpartier voksede frem omkring.

 

Opsvinget i klassekampen varede ikke længe. Der fulgte en periode med fred og stabilitet, kun afbrudt af den russiske strejkebevægelse i 1895-96.

Det gjorde det muligt for de socialdemokratiske partier at genoptage deres revolutionære tale, samtidig med at de tog mange af ‘Realisternes’ metoder til sig.

De første kongresser havde en klar holdning til kolonialisme. Det var en periode, hvor de imperialistiske magter ekspanderede vildt for vinde nye territorier.

1896-kongressen erklærede “til forsvar for alle nationaliteters fulde selvstændighed og sympati for alle landes arbejdere, som lider under militære, nationale eller enevældige herskeres åg”.

Mødet i 1904 indeholdt skarpe debatter omkring spørgsmålet om de to socialistiske traditioner, som var ved at splitte 2. Internationale i to dele.

Det første var, at Alexandre Millerand, en fransk socialist, gik ind i den kapitalistiske regering i Frankrig som handelsminister. Det fremprovokerede en diskussion om, hvorvidt man skulle gå ind og ansvarsfuldt administrere det kapitalistiske system.

Det andet var Eduard Bernsteins, en af det tyske socialdemokratis ledere, åbne forsvar for det synspunkt, at overgangen fra kapitalisme til socialisme går gradvist ved at samle stemmer og gennemføre reformer i parlamentet.

Amsterdam-kongressen gik imod både Bernstein og politikken om at deltage i kapitalistiske regeringer. Men fornægtelsen var mere tilsyneladende end reel.

 

Størstedelen af de partier, der tilsluttede sig 2. Internationale, endte med at overtage en praksis, der hovedsaglig var baseret på Bernsteins teori om, at socialisme uundgåelig vil udvikle sig gradvist ud af uoverensstemmelser indenfor kapitalismen.

Resultatet af disse ideer er katastrofale. For hvis socialisme er uundgåelig, hvem gider så at kæmpe?

På tidspunkter med lav klassekamp var 2. Internationales modsætninger ikke så åbenlyse. Men kom en revolution på trapperne, ville medlemmer af 2. Internationale stå på hver sin side af barrikaderne.

I starten lå hovedvægten i opbygningen af stærke fagforeninger og masse-intervention ved valgene. Bureaukratiet dominerede aktiviteterne og styrkede deres egne interesser. I 1913 kontrollerede SPD, det tyske socialdemokrati, og de tilknyttede fagforeninger, ejendom til en værdi af 90 mill. mark.

Fuldtidsansatte i fagforeningerne og folk i det parlamentariske arbejde spillede en forhandlende rolle mellem kapital og arbejde. Sådanne folk havde en fod inden for arbejderklassens bevægelser, men blev mere og mere bundet til det kapitalistiske systems opretholdelse. De begyndte at identificere sig med de større imperialistiske magters nationalisme.

 

I 1907 kunne en delegeret overbevisende påstå: “Europa behøver kolonier. De har ikke nok af dem.”

Hovedresolutionen foreslog, at frihed fra kolonial undertrykkelse kunne blive godkendt, når udviklingsniveauet blandt de indfødte indbyggere havde nået et tilfredsstillende kultiveret niveau.

Det var en tilkendegivelse af den skarpe drejning til højre, som socialdemokratierne tog. Alligevel bibeholdt 2. Internationales resolutioner ofte det marxistiske sprog. Det var tydeligst på spørgsmålet om krig.

Stuttgart-kongressen i 1907 sagde: “Hvis en krig truer med at bryde ud, er det arbejderklassens og deres parlamentariske repræsentanters pligt... at gøre alt for at forhindre det.

I det tilfælde at krigen skulle bryde ud alligevel, er det nødvendigt at gå ind og arbejde for en hurtig slutning og med al magt udnytte den økonomiske og politiske krise, som krigen har skabt, til at vække masserne og derved fremskynde det kapitalistiske systems fald.”

 

Den ekstraordinære kongres i Basel i 1912, blev holdt specielt for at drøfte den tiltagende fare for krig, den gentog enstemmigt og forstærkede Stuttgart-resolutionen.

Og fordi 1914 var den første rigtige prøve for de socialdemokratiske partier, havde ingen forventet det forræderi, som kom.

Da krigsmanøvrerne startede, støttede næsten alle partier i de krigsførende nationer deres egen herskende klasse. De eneste undtagelser var serberne, bulgarerne og russerne. Lenin erklærede i afsky: “2. Internationale er død. Længe leve 3. Internationale.”

Men 2. Internationale var ikke kun præget af degenerering og nederlag. At arbejderklassen blev organiseret i massepartier, og at de fik en klasseidentifikation, var et stort skridt fremad.

Som Trotsky skrev i 1914: “2. Internationale levede ikke forgæves. Den lavede et enormt kulturelt arbejde, noget hvis lige verden ikke havde set før; uddannelse og samling af en undertrykt klasse. Proletariatet er ikke nødsaget til at begynde på ny igen... Man må konkludere at denne periode har testamenteret et stort arsenal af ideer.”


Billedtekst:
1. verdenskrig blev dødsstødet for 2. Internationale. Da krigen brød ud, skiftede stort set alle partier deres tidligere klasseholdninger ud til fordel for borgfred med deres eget borgerskab.

Flere artikler fra nr. 51

Flere numre fra 1989

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Kimber

Siden er vist 1491 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside