Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 51 – August 1989 – side 10

Kulturrevolutionen i Kina 1966-69

En blodig magtkamp

Jakob Nerup

Genlyden af larvefødder og geværild runger stadig efter massakren på Den Himmelske Freds Plads d. 4. juni. Og samtidigt ransager masser af gamle venstreorienterede deres hukommelse om folkekommunerne og kulturrevolutionen.

Fra 1968 blev Kina for mange en slags forbillede på, hvordan man skulle løse den 3. verdens problemer. Og Maos paroler i kulturrevolutionens dage gav fornyet tro på, at i Kina var det folket, som havde retten til oprør.

Desværre har det meste af venstrefløjen aldrig seriøst analyseret, hvad der ligger bag den officielle propaganda: Man har ikke set, at der er en snæver sammenhæng mellem den og bureaukratiets forsøg på at øge produktionen og dermed deres egen magt og privilegier.

Kinas statskapitalisme

Det hænger sammen med, at man ikke har forstået, at Kina er et stats-kapitalistisk samfund, der bygger på en klasses udbytning og undertrykkelse af en anden.

Det træder tydeligt frem efter massakren på studenter og arbejdere i år. Men også folkekommunerne og kulturrevolutionen må forstås ud fra, at Kina var et statskapitalistisk samfund. Dengang, som i dag, brugte det herskende bureaukrati brutal militær undertrykkelse mod oprør blandt studenter og arbejdere.

I 1958, et lille 10-år efter den militære sejr til Folkets Befrielseshær, måtte økonomien have et yderligere skub – Det store Spring. Det handlede ikke om en stor folkelig bevægelse på landet for kollektivisering. Det handlede om rå udnyttelse af den vigtigste kilde til økonomisk fremgang for bureaukratiet, nemlig den menneskelige arbejdskraft.

Benhårdt arbejde

Planen var, at man på et halvt år skulle kollektivisere alle bønder i kæmpe folkekommuner på 25.000 mennesker i gennemsnit, samtidigt med at stålproduktionen skulle overgå Englands. Midlet til denne fremgang var 15-18 timers dagligt arbejde gennem tvang og store kampagner.

Efter kun 9 måneder var økonomien på randen af totalt sammenbrud, fordi både arbejdere og bønder var fuldstændigt udmattede og udhungrede, og fordi landets økonomiske struktur slet ikke kunne følge med.

Folkekommunerne blev i praksis opløst og bureaukratiet med Deng Xiaoping og Liu Shao-Shi i spidsen valgte en “roligere” økonomisk kurs.

Kulturrevolutionen

Men allerede i 1966 forsøger en anden del af bureaukratiet med Mao i spidsen, at overtage ledelsen. Baggrunden var en stagneret økonomisk udvikling. Den rolige kurs havde udviklet økonomien for langsomt, og store dele af bureaukratiet i både parti- og statsapparatet var blevet hæmmet af udviklingen.

Under slagord som “Bombarder hovedkvartererne” og “Mod borgerlig og intellektuel tænkning” mobiliserer Mao studenterne og organiserede dem som rødgardister. Andre dele af bureaukratiet, specielt de lokale kadrer, organiserede deres egne rødgardister til modsvar.

I den situation blev arbejderklassen også mobiliseret, både bevidst og af egen vilje. Men arbejderne, som i mange år havde lidt afsavn, begyndte allerede i foråret 1967 at stille sociale krav og tage parolerne bogstaveligt. Det udløste store strejker, blandt andet en 6 uger lang havnestrejke i Shanghai.

Det oprør, som Mao havde sat i gang, løb ud af hans kontrol. Han allierede sig med de lokale bureaukrater i stedet. Bureaukraterne og deres rødgardister undertrykte massivt oprørene i en provins ad gangen, sammen med Maos Folkets Befrielseshær.

Kampen mellem bureaukratiet og arbejderne og deres allierede varer helt frem til 1969, hvor Mao kan erklære, at partiet og staten igen har fuld kontrol over situationen.

En kontrol, som bureaukratiet havde vundet gennem militær nedkæmpelse. Folkets befrielseshær, som var grundstammen i Mao-kultens udbredelse, blev folkets undertrykker atter engang.

Hvor mange, der blev dræbt i løbet af 1966-69, vides ikke, men man ved at mellem 80-100.000 blev dræbt i bare en enkelt provins.

Og cirka 11 millioner rødgardister (studenter) blev sendt ud på landet for at opdrage bønderne og for selv at lave manuelt arbejde, så de ikke kunne fuldføre parolerne, da det gjaldt.

Selvfølgelig kan Maos Kina se meget forskelligt ud fra Dengs ved et overfladisk blik. Men ser man på essensen af deres politik er den forbavsende ens på trods af at deres retorik er forskellig.

De bygger begge på, at parti og stat, altså bureaukratiet, har den udelelige magt. At den økonomiske opbygning sker på arbejdernes og bøndernes bekostning.

Og at svaret er rå magtanvendelse, når arbejderklassen truer deres magt og privilegier.

Derfor er hverken Mao eller Deng socialister, men stalinistiske bureaukrater i den kinesiske statskapitalisme.

Alle de, der døde under kulturrevolutionen og på Den Himmelske Freds Plads, er ikke døde forgæves, hvis de kinesiske studenter lærer af kampens erfaringer. Nemlig at de fastholder deres organiseringer, omend det bliver illegalt, og næste gang tager udgangspunkt i arbejderklassen, som er den magt, der er i stand til at forandre samfundet totalt.


Billedtekst:
Mao startede kulturrevolutionen. Tre år senere var han med til at undertrykke den militært. Tienanmen-pladsen i Beijing har været vidne til mange demonstrationer. Her demonstreres mod Deng Xiaoping.

Flere artikler fra nr. 51

Flere numre fra 1989

Se flere artikler om emnet:
Kina

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 1680 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside