Socialistisk Arbejderavis
Nr. 52 – September 1989 – side 3
Sælger 35-timers kravet
Charlie Lywood
Det var ledende kræfter i BUPL, som gav bolden op til den offensiv, der er sat ind mod arbejdstidskravet. Ka’ vi ikke få 35-timer i ét hug, skader det os selv, lyder det.
Men det var Metalbosserne og KADs top, som for alvor gav den luft under vingerne. De mener nemlig, at 35-timerskravet skal lægges hen i en skuffe og samle støv.
De kræfter, som vil bremse arbejdstidsforkortelsen har imidlertid forskellige udgangspunkter.
Det første synspunkt repræsenteres af højrefløjen i Dansk Metal. Næstformand i CO Metal siger i LO Bladet nr. 22: “En mere fleksibel arbejdstid falder i tråd med den måde, danske virksomheder skal producere på, og med de ansattes ønsker om uddannelse.” At han på ingen måde er i overensstemmelse med “de ansattes ønsker,” fremgår andetsteds her i bladet. I Det fri Aktuelt siger han: “Arbejdstidskravet er så dyrt, at når det er med på listen (af overenskomstkrav), så er der ikke plads til andet overhovedet.”
Disse folk er så optaget af deres fælles interesser med kapitalisterne, at de endda er parate til at øge arbejdstiden. Det er der mulighed for i den nuværende overenskomst fra 1987.
Den anden holdning mod yderligere nedsættelse af arbejdstiden går på, at effekten er negativ: Ingen kommer i arbejde, og folk kommer til at løbe hurtigere.
Vores svar er her, at fagforeningerne må stå fast på fuld personalekompensation og støtte folkene på gulvet, når de stritter mod at påtage sig mere arbejde. Desuden er det et faktum, at der er kommet flere i arbejde, især i den offentlige sektor.
En tredje variant repræsenteres af SiD. Hardy Hansen siger i LO-Bladet, at arbejdstidskravet næppe vil have første prioritet næste gang. Flere penge til de lavtlønnede kan komme på tale.
SiDs “lønkamp”
Det er vigtigt at huske, at Hardy Hansen blev rasende, da de offentligt ansatte SiD’ere nedstemte forliget i 1989 og dermed viste, at de var parate til at slås for mere i løn. Han bebudede, at fremover skulle udtagelsen af krav centraliseres. Med andre ord: Skru forventningerne ned. Så selv om SiD stadig står fast på arbejdstidsforkortelsen, kan toppen sagtens finde på at droppe det.
Afvis udsalget
Den ny “realisme”, som præger toppen i fagforeningerne, er et produkt af vores passivitet i forhold til de angreb, vi udsættes for. Det er socialisters opgave at bekæmpe, at kravet opgives eller nedprioriteres i de forskellige forbund.
Samtidig er det vigtigt at forklare, at en succesrig kamp for arbejdstidsforkortelse også vil smitte af på lønnen. Og omvendt: Nedlægger vi våbnene i forhold til 35-timers kravet, vil det også være vanskeligere at få lønkravene igennem.
Et godt sted at starte er på de forbundskongresser, som finder sted i øjeblikket samt på efterårsgeneralforsamlingerne. Et godt eksempel er, at arbejderne inden for den engelske metalindustri netop er ved at forberede en konflikt på 35-timers arbejdsuge. Der er afstemninger her i september, og konflikten kan løbe af stablen i oktober.
Det vil være en ringe støtte til deres kamp, hvis de erfarer, at den danske arbejderklasse er stoppet ved de 37 timer.
En mærkesag
Lige siden kapitalismens gennembrud har kampen for kortere arbejdstid været central.
Arbejdsgiverne ønsker, at vi skal arbejde længere for at udnytte vores arbejdskraft mere. Vi ønsker at befri os mest muligt fra knokleriet, som slider os op, og som vi har ringe indflydelse på. Derfor stod 8-timers kravet øverst på ønskesedlen, da fagforeningerne for alvor vandt frem.
Men selv om vi i dag, 100 år senere, kan bryste os af at have opnået en 37 timers arbejdsuge, har kampen ikke været nem. Kun efter mange års pres og kampe har vi fået resultater. F.eks. lige efter 1. verdenskrig, hvor kapitalisterne følte sig truet og gav slip på ti timers arbejdsdagen (med en seks dages uge!)
Påskestrejkerne
40-timersgrænsen blev først brudt med påskestrejken i 85. Forud for dette var gået ti år, hvor det havde lydt som et enslydende krav fra arbejdspladserne, før forbundene tog det alvorligt.
Men reformer, som er opnået gennem kamp, kan også fratages os, hvis vi nedlægger våbnene og tager “pauser”?
Derfor er det vigtigt, at alle fagligt aktive er på vagt overfor det udsalg, som nogle af de faglige top-bosser er kommet med på det sidste.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed