Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 52 – September 1989 – side 9

Hverken USA eller Sovjet, men International Socialisme

IS 5 år

Ågot Berger

De, der i årtier har forsvaret Stalins bedrifter og hyldet Bresjnev som eksponent for den proletariske internationalisme, peger i dag på en forening af kapitalister og arbejdere i kampen mod miljøødelæggelser og erklærer klassekampen for død. Den ideologiske forvirring på venstrefløjen er udbredt.

Mange er stadig imod kapitalismen, fordi de kan se, at den er uløselig knyttet sammen med rovdrift på mennesker og natur i jagten efter nye profitter.

Men få tror på, at kapitalismen kan knuses. De bøjer sig for argumenterne om, at revolution er det samme som mindretalsdiktatur og terror. De glemmer, at den vold, som har været anvendt i opstande som den russiske revolution i 1917 eller den spanske revolution i 1936, aldrig kan måle sig i omfang med det blod, der er på det internationale borgerskabs hænder i dag, i Palæstina, Sydafrika, Nicaragua eller Nord-Irland.

Revolutionen er ikke et mindretalskup. Den socialistiske revolution er massernes indtræden på den historiske arena.

Hvad får IS til at tro, at revolution stadig er en mulighed. Og hvordan kommer vi herfra og til målet?

Da en lille gruppe på 11 tog den beslutning at bryde med VS i 1984, var det med det udgangspunkt, at hvis arbejderne i et revolutionært opgør skal sejre over den herskende klasse – så skal der i forvejen være opbygget et revolutionært parti.

Dette parti kunne ikke opbygges med udgangspunkt i VS, fordi VS indeholdt både revolutionære og reformistiske strømninger. Og VS vaklede i praksis mellem disse to løsninger. 

Vi bygger på ideen om, at i en tid, hvor de revolutionære er i modvind, kræver det en knivskarp politik, en solid forankring i den marxistiske tradition og en stærk organisation for at opbygge et alternativ.

De fem år, der er gået, har været en bekræftelse på vores analyser og metoder for opbygning.

Da IS blev dannet, var der ingen, der drømte om den eksplosion, vi har set i Østeuropa. På trods af at vi blev spået et liv på sidelinjen, i isolation fra arbejderklassens kampe, opløsning og undergang – har vi som den eneste organisation på venstrefløjen været i stand til at vokse i disse år. Vi er i dag knap 100 medlemmer.

Udviklingen i Kina og Sovjet har givet mange socialister problemer. Støtter man de kinesiske studenter og arbejdere på den Himmelske Freds Plads og de russiske minearbejderes strejke? Eller mener man, det er kontrarevolutionen, som gør sit indtog mod socialismen i Kina og Sovjet?

Vores stillingtagen har været klokkeklar. Vi støtter ubetinget de folk, der slås for reelle forbedringer, større demokrati, bedre leveforhold og national selvbestemmelse. Kina og Østeuropa er ikke socialistiske lande.

Det afgørende for, om et land er socialistisk eller kapitalistisk, er ikke om kapitalen er styret af privatkapitalister eller et bureaukrati, der kalder sig kommunistisk. Det afgørende er, at arbejderklassen har magten over produktionsprocessen. Det har den ikke i noget land i verden i dag. Derfor er der ingen socialistiske lande i dag.

Den russiske revolution i 1917 er den eneste gang i historien, hvor arbejderklassen med Lenin og bolsjevikkerne i spidsen gennemførte en socialistisk arbejderrevolution.

Fra midten af 20erne skete der en politisk, økonomisk og social kontrarevolution i Sovjet. Sovjet blev et samfund hvor parti- og statsbureaukratiet under Stalin etablerede sig som herskende klasse. Udviklingen de sidste 40 år har tydelig vist, at der intet progressivt er ved Sovjet. Slagtningen af opstanden i Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968 og invasionen i Afghanistan er blot eksempler.

I dag ulmer oprør overalt og strejkerne breder sig i Sovjet og øst-landene. For os er det konturerne til en kamp for socialismen.

Vi har ikke illusioner om, at Gorbatjov eller Jaruzelski vil indføre socialisme som en gave fra himlen. Økonomien i Øst er katastrofal. For at sætte gang i den skal produktiviteten op og lønningerne ned. Demokratiet, glasnosten, er den gulerod, der skal få arbejderne til at knolde hårdere. At Solidarnosc får posten som ministerpræsident, er et forsøg på at dæmpe arbejdernes modstand mod krisepolitikken – og få dem til at arbejde for “nationen”.

Konfrontationerne vil blive hårde. En indrømmelse til minearbejderne i Kaukasus eller Katowiche, større national selvbestemmelse for de baltiske folk vil være en inspiration for andre arbejdere og nationaliteter. Derudover giver den kriseramte økonomi kun et lille spillerum for bureaukraterne.

Den kinesiske herskende klasse viste hvilke midler, de var parat til at anvende, hvis bevægelsen bliver for stærk.

Reformløsningen, som afprøves i Polen, ændrer ikke ved, at det stadig er et klassesamfund. Socialismen kan ikke indføres af reformisterne i Solidarnosc i Polen, eller af SFere i Danmark, bonde-eller guerillahære i den tredje verden eller af røde armeer. Arbejderne må selv frigøre sig.

I Vietnam, Cuba, Angola og Zimbabwe er det lykkedes for guerillaen at smide imperialisterne ud. Det var et ubetinget frem skridt. Men de er stadig klassesamfund, hvor opgaven for arbejderne er den samme som her, at vælte de herskende regimer gennem en revolution.

I IS bruger vi meget tid på at studere de historiske erfaringer. Vi tager udgangspunkt i den reelle marxistiske tradition. Vi kombinerer teori med historiske og egne erfaringer. “Uden revolutionær teori – ingen revolutionær praksis,” sagde Lenin. Og det er det, det handler om.

Socialister er praktiske revolutionære, som kæmper for forandring. Men teoretisk klarhed er en forudsætning for at give de rigtige svar – som den aktuelle debat om Østeuropa er et bevis for.

“Vi vil have brød – ikke blot ministre,” råbte en gruppe unge polakker som kommentar da Mazowiecki blev indsat som ministerpræsident.

Problemet er, om denne kerne har indflydelse nok til at organisere kampen på trods af den nye ledelse i Polen. Det samme spørgsmål stod massebevægelsen af kinesiske studenter og arbejdere overfor. Det samme spørgsmål rejser sig for de revolutionære i Sovjet. “Giv os en organisation af revolutionære og vi skal løfte Rusland af hængslerne,” skrev Lenin i 1902.

På det tidspunkt bestod hans organisation af få hundrede dårligt organiserede revolutionære. 15 år senere havde den russiske arbejderklasse under bolsjevikkernes ledelse smidt det gamle zaristiske regime over bord, og startet opbygningen af et socialistisk, arbejderstyret samfund.

Den fjende, vi står overfor i alle lande, sidder på pengene, militæret, statsmagten og politiet. Men uden arbejdere går deres maskineri i stå. De kinesiske tanks kunne knuse masserne på den Himmelske Freds Plads, de kunne ikke have knust 20 millioner kinesiske arbejderes generalstrejke.

Men strejken er ikke nok. For at føre oprøret til magtovertagelse kræves der en stærk organisering med en rigtig taktik, der er bevidst om, at der skal ske en revolution, og som i kraft af at kunne overbevise andre kan lede opstanden til revolution. Al erfaring viser, at det er for sent at påbegynde opbygningen i kampens hede. Denne opbygning skal startes nu.

IS er en lille størrelse med de store mål. Men vi står på en måde stærkere, end de russiske revolutionære gjorde omkring århundredeskiftet. Bare de sidste 20 år har der været revolutionære oprør i Frankrig 68, i Portugal 75, i Chile 73, i Iran 79. Alle er endt med, at reformisterne eller kontrarevolutionære gik af med sejren.

Selv i Danmark så vi i 85 en strejkebevægelse større, end nogen ville have troet blot få uger før.

Opstande er spontane. Vi kan ikke spå om hvornår nye kommer, vi ved blot, at de kommer. Vi kan derimod styre en ting, opbygningen af et revolutionært parti. Vi er i dag en propagandagruppe, der forsøger at vinde folk til IS på de ideer, vi står for. I tider hvor der ikke er gang i klassekampen, vil vores vækst være moderat. Vi satser på at vinde en her, en der – for vores ideer. Det handler om at tage stilling. Om at ville ændre verden.

Krumtappen i opbygningen er, at vi har en velfungerende organisation, hvor alle medlemmer får en solid skoling, så de igen kan overbevise andre.

Socialistisk Arbejderavis er krumtappen i vores organisering.

Alle medlemmer skal skrive til, læse og sælge avisen. Men vi nøjes ikke med propaganda. Vi stiler efter at blive et masseparti, bestående af tusinder af arbejdere, som leder kampen på fabrikker, institutioner og kontorer.

Vi vil være i første række til at bekæmpe racistiske og nazistiske strømninger. Vi er imod hetz mod indvandrere, kvinder, bøsser eller lesbiske. Vi involverer os aktivt i centrale strejker for at styrke kampen og træne vores medlemmer i at organisere. Ledetråden i alt arbejde er at blive flere og opbygge partiet. Hvad hjælper det at vinde en masse kampe i krigen – hvis man ikke vinder det sidste slag. Og som Trotskij formulerede det: “En lille økse kan vælte et stort træ, men kun hvis kanten er skarp nok.”

Hvis du er enig i nogle af disse tanker, kan du deltage i nogle af vore møder, som er offentlige. En anden mulighed er at deltage i IS’ landsmøde den 23.-24. september i Århus. Landsmødet har netop som tema de ting, der er beskrevet her i artiklen. – Hvilken vej i 90erne. REFORM ELLER REVOLUTION.

Flere artikler fra nr. 52

Flere numre fra 1989

Se flere artikler om emnet:
IS/ISU

Se flere artikler af forfatter:
Ågot Berger

Siden er vist 1133 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside