Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 53 – Oktober 1989 – side 2

Gorba groggy

Joan Hansen

Minearbejderstrejken i sommer og de voksende nationale krav om selvstændighed i republikker har for alvor gjort Gorbatjov groggy.

Gorbatjov

Plenarmødet i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite sidst i september viste, at Gorbatjovs reformfløj fortsat er i offensiven.

To af reformkritikerne blev sendt på ufrivillig pension, og politbureauet blev formindsket fra 12 til 11. Ingen løsning på dødvandet, kan man roligt hævde. For hvad nytter udskiftninger i partitoppen, når Gorbatjovs grundlæggende problem er, at utilfredsheden med hans økonomiske politik har udviklet sig til at være en generel stemning i arbejderklassen i hele Sovjet.

Efter fire år med perestrojka er levevilkårene for den russiske arbejderklasse blevet forværret fra det dårlige til det totalt ulidelige. Det er ikke kun minearbejderne, der ikke kan få sæbe. I Leningrad er håndsæbe rationeret til et stykke pr. person om måneden. Andre steder udleveres der kun en pose vaskepulver hver tredje måned, for slet ikke at tale om Moskva, hvor folk slet ikke kan købe vaskepulver.

Varemangel og prisstigninger

Kød kan sjældent fås, og når det endelig findes i butikkerne, er kvaliteten elendig og priserne enorme. Almindelige basisvarer, som the og kaffe, er næsten ikke til at opdrive. Prisen for 100 gram Nescafé er steget til 6 rubler, mens gennemsnitslønnen for arbejderne stadig er på 50 rubler om ugen. Bureaukratiet er klar over, at utilfredsheden med priserne kan blive en bombe under systemet. Forslag om at gribe ind over for de private butikker har dog ikke kunnet skabe flertal i den herskende klasse.

Derfor er folks holdning til perestrojka meget nøgtern. Omstruktureringen af økonomien har kun betydet, at arbejderne skal knokle mere for den samme løn, mens priserne er på himmelflugt, og vareudbuddet er reduceret.

Utilfredsheden med levevilkårene viser sig mere og mere. Kravene om national selvbestemmelse har spredt sig fra republik til republik. Strejker og demonstrationer er blevet daglige begivenheder. Ligesom et utal af diskussionsgrupper og tusindvis af uafhængige aviser og tidsskrifter er dukket op, mens partibladet Pravda har haft faldende oplagstal fra 1985 til 1989.

Balancegang på slap line

Den virkelige balancegang for Gorbatjov bliver at fastholde magten over den befolkning, der massivt har sagt fra over for kommunistpartiets desperate forsøg på at bilde folk ind, at de lever i et samfund, hvor deres interesser er det, som bestemmer partiets politik.

Gorbatjovs forsikringer om mere selvstændighed til republikkerne er utroværdige.

Således har den øverste Sovjet besluttet at underkende nogle af det estiske parlaments krav om øget selvstændighed. Og efter den baltiske demonstration, som markerede 50 års dagen for Stalin-Hitler pagten, udtalte centralkomiteen, at de baltiske lande styrede direkte mod katastrofen.

Sommerens minearbejderstrejke, der i 10 dage rystede sovjets herskere i deres grundvold, markerer det alternativ, der er nødvendigt for, at arbejderklassen kan vinde magten i Sovjet.

Den dynamik, som var i strejken, giver en fornemmelse af, hvor farlig en modstander en kæmpende arbejderklasse er for Sovjets kommunistiske parti. Kravene blev udviklet fra at handle om sæbe, arbejdstøj og bedre kantineforhold til generelle spørgsmål.

Arbejdernes ta’-selv bord

De forlangte en bedre sundhedspolitik, et rent og ufarligt arbejdsmiljø og et stop for partibureaukraternes privilegier.

Det er nu klart for andre arbejdergrupper i Sovjet, at der ikke er nogen grund til at vente på, at perestrojka skal give dem mad og drikke på bordet. På bare ti dage kunne minearbejderne tilkæmpe sig resultater, som Gorbatjov ikke gav fra sig frivilligt.

Samtidig med at minearbejderstrejken løb af stablen, var jernbanearbejderne ved at forberede en strejke, men den blev ikke en realitet. Skræmt af minearbejderstrejken gik bureaukratiet nemlig med til at opfylde deres krav.

Læren fra minestrejken er klar: Arbejderklassen kan selv gennemføre forandringer, som giver dem økonomiske forbedringer. Det gælder lige så meget i Øst, som det gælder i Vest.

Flere artikler fra nr. 53

Flere numre fra 1989

Se flere artikler om emnet:
Rusland/USSR
1989: Murens fald/Stalinismens sammenbrud

Se flere artikler af forfatter:
Joan Hansen

Siden er vist 911 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside