Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 53 – Oktober 1989 – side 2

Cambodia

Mareridtet fortsætter

Dorte Lange

Vietnam har nu trukket de sidste styrker ud af Cambodia efter 10 års besættelse af landet. Verdens opmærksomhed rettes endnu engang mod det krigshærgede land, hvor borgerkrigen igen blusser op.

Cambodias historie er virkelig meget blodig:

"Det skarlagenrøde blod oversprøjter byer og sletter i Kampuchea, vort fædreland ...”

Sådan lyder en strofe i den nationalsang, der blev skrevet efter, at Khmer Rouge overtog magten i Cambodia. Den giver i sin gru et billede af det cambodianske folks lidelser. Lidelser, der ikke kun fandt sted under Pol Pots benhårde udbytning af befolkningen, men også under forskellige imperialistiske magters rovdrift på landet.

Cambodia

Cambodia var fransk koloni til 1953. Efter selvstændigheden blev Sihanouk leder af et korrupt regime, der undertrykte al opposition. Intellektuelle, heriblandt senere Khmer Rouge-ledere, organiserede oprørsstyrker mod regimet. Sihanouk forsøgte at føre en “alliancefri” udenrigspolitik. Han knyttede kontakt med skiftende stormagter, og under Vietnam-krigen lod han nordvietnamesiske styrker operere fra Cambodia.

I 1970 gennemførte den USA-venlige højrefløj i landet et statskup under ledelse af Lon Nol. USA invaderede for at støtte dem. Det gav samtidig USA bedre muligheder for at bekæmpe de nordvietnamesiske styrker.

Tilbage til stenalderen

En amerikansk general udtalte: “Vi bomber dem tilbage til stenalderen.” Og det gjorde de. USA smed 7,5 millioner tons bomber over Cambodia, eller 3,5 gange så mange bomber, som blev kastet i hele anden verdenskrig. De dræbte 1/10 af befolkningen. Dertil kom ofrene for den efterfølgende hungersnød, som opstod fordi risproduktionen kollapsede.

Da USA blev fordrevet i 1975, stod det nye regime under Pol Pot totalt uden midler til at genopbygge landet.

De næste 3 år af Cambodias historie, fra 1975-1978, er gået over i historien som de mest rædselsfulde nogensinde. Pol Pot forsøgte at opbygge en økonomi, som var isoleret fra verdensmarkedet og alene baseret på bondebefolkningens arbejdskraft. Det betød en uhyggelig udbytning. Det er nemlig ikke muligt at “melde sig ud” af den kapitalistiske konkurrence på verdensplan.

Mao i Kina og Stalin i Sovjet har tidligere brugt staten til at gennemtvinge den udbytning af befolkningen, som var nødvendig for at opnå en industrialisering, der kunne konkurrere økonomisk og militært på verdensplan.

Ord som “socialisme” er ren retorik i den forbindelse. Pol Pot forsøgte samme nummer, men startede fra et endnu lavere niveau, hvilket betød endnu stærkere udbytning. Det var nødvendigt at udrydde al mulig modstand for at gennemføre projektet. Massehenrettelser, tortur og forfølgelse var redskaberne. 1 million mennesker blev dræbt eller sultede ihjel under Pol Pot.

De røde Khmerer afslog Vietnam som allieret. Landet har traditionelt en dominerende rolle i Indokina. I stedet støttes de af Kina, som klart har en interesse i at holde Vietnam, og dermed Sovjet, stangen i området.

Vietnam opretter marionetstyre

Vietnam er imidlertid den 4. største militærmagt i verden, og deres ambitioner om dominans i området gjorde, at Vietnam invaderede Cambodia i 1978.

Den gamle fyrst Sihanouk og De røde Khmerer er indtil videre samlet i modstanden mod Vietnams marionetregering, som stadig sidder, selv om Vietnams hær for nylig blev trukket ud. Modstandsbevægelsen støttes af Kina, USA og det meste af Vesten.

Borgerkrigen vil fortsætte, men ingen af de involverede parter kan give Cambodias folk håb om et bedre liv. Cambodia vil fortsat være et af de ulykkelige brændpunkter i verden, hvor de store imperialistiske magter prøver kræfter. Cambodias historie er et eksempel på det vanvittige barbari, som imperialismen skaber, og som kun arbejderklassen på verdensplan kan standse.

Billedtekst:
De sidste tyve år har virkeligheden i Cambodia været domineret af sult, krig og terror.

Flere artikler fra nr. 53

Flere numre fra 1989

Se flere artikler om emnet:
Cambodia

Se flere artikler af forfatter:
Dorte Lange

Siden er vist 1962 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside